Profile
Blog
Photos
Videos
I dag var den samme rutine som altid. Jeg stod op omkring kl. 6 og vi blev hentet kl. 07. Jeg kan efterhånden mærke, at jeg begynder at sove mere og mere trygt og tungt om natten, hvilket resulterer i, at jeg begynder at få sværere og sværere ved at komme op om morgenen. Jeg føler mig slet ikke klar til at stå ud af sengen kl. 6 længere. Jeg kunne sagtens sove et par timer mere.
Under køreturen på vej til arbejde fortalte Garry, som hentede os, at vi i morgen fredag alle sammen skal tage vores badetøj med på arbejde, for så vil nogle stykker tage os med ud til en flod uden for byen, hvor vi kan bade. Det blev jeg meget begejstret over at høre, da jeg nemlig har syntes, at det har været sådan en skam, at man kun kan bade på sådan et ligge stykke af stranden. Så det glæder jeg mig virkelig meget til.
Da vi ankom til Wildlife Habitat, blev jeg som det første sat til at gøre rent hos koalaerne igen. Det er stadig et udmærket job, men nu har jeg efterhånden gjort det så mange gange over kort tid, at jeg føler mig klar til at få en ny morgentjans.
Efter morgenpausen stod den på madforberedelse i et par timer. Det har jeg ikke noget imod, men det er selvfølgelig lidt lang tid, hvor man bare står og skære frugt ud. Senere kom Sian og fortalte mig, at hun synes at jeg har gjort et rigtig godt arbejde de sidste par dage og at jeg har arbejdet hårdt. Det var virkelig dejligt at mærke, at der rent faktisk er nogen, der lægger mærke til, hvor mange kræfter man lægger i det. Men efter, at Sian havde fortalt mig det, sendte hun mig med Greg ud, for at lave noget andet. Vi skulle flytte de store pytonslanger og gøre rent i deres bur. Da begyndte jeg godt nok at få lidt nevøsitet i maven, men jeg bevarede roen, og gjorde bare hvad jeg blev bedt om. Så snart Greg rullede glasdøren ind til slangerne til side, kom de begge to hen. Greg havde kun en jernstang til at lede dem med og han brugte ikke hænderne eller noget, så slangerne var ikke under fuld kontrol, og da de begge to kom hen, for at ville ud samtidig, blev det lidt problematisk for Greg. Jeg skulle bare stå og være klar til at putte låget på spanden, når slangen var nede i den. Men midt i det hele falder glasdøren af, så slangerne har fuld adgang ud til. Da hoppede hjertet godt nok helt op i halsen på mig, og Greg virkede også en smule hektisk. Heldigvis gik alt godt, og vi fik slangerne ned i hver sin spand, men det var ellers lige dagens spændingsmoment. Da vi så havde fået gjort lidt rent i buret, gik jeg tilbage til madforberedelsen, for at rydde op og gøre lidt rent, og så var det ellers tid til en frokostpause.
Efter pausen bad Sian mig om at fange nogle græshopper og så tog hun mig med ud for at fodre nogle frøer, skildpadder og drage gekkoer af en slags.
Derefter gik Benedicte og jeg rundt og tog koalaernes gamle eukalyptusgrene ned og erstattede dem med nogle nye. Så stod den på oprydning og rengøring i madforberedelsen og så gik bussen ellers hjemad.
Hjemme på vandrehjemmet hoppede Haddy og jeg med det samme en tur i poolen, hvorefter vi tog et bad og så gik ind på værelset, for at slappe lidt af inden vi skulle til at lave mad.
Til aftensmad stegte jeg noget kyllingefars, som trængte til at blive brugt, og lavede så ellers mig selv en god tortilla. Utroligt, at jeg fik mig selv i gang til det, men det var en lettelse bagefter at have gjort. Under aftensmaden hyggede vi os vældig godt og fik en god snak, men så trængte vi til at komme ind og sidde lidt for os selv bagefter. Inden jeg smuttede i seng, skulle jeg lige ud at hente mit vasketøj, som jeg tidligere havde vasket og hængt til tørre. Det trækker lidt op her til aften, så jeg tror, at vi få en del regn i nat, ligesom vi også har gjort de sidste par nætter. Det er rart, at regnen kommer om natten, så vi har en tør og solrig dag. Dog måtte der godt komme en enkelt brise i dagstimerne engang imellem.
Men nu er det for mig tid til at gå i seng. Godnat.
- comments
Dorthe lilleøre Hej Sara. Sikke nogle flotte billeder og du ser jo HAMMER godt ud. Skønt !!!! Sikke en masse fisk og i virkeligheden er der sikket endnu flere farver. Hyggelig ser jeres sejltur med Doug også ud. Skal vi tale sammen på Skype i weekenden ? Knus mor
Sara Hej mor. Ja, det var dejligt, at jeg kunne låne et undervandskamera, og ja var mange flere farver i virkeligheden. Vi kan godt snakke sammen over Skype i morgen, lørdag. Jeg skal godt nok arbejde, men så kan vi jo bare snakke sammen, når jeg kommer hjem. Så hvis det passer jer med 08.30, så er den 17.30 her? Knus