Profile
Blog
Photos
Videos
I dag var det tid til en tur på arbejde igen, så jeg stod op kl. 06 og blev hentet kl. 07. Jeg havde noget sværere ved at komme op i dag end jeg har haft de andre dage. Jeg følte mig bare overhovedet ikke udhvilet, da jeg vågnede, selvom jeg havde sovet i otte timer. De sidste har Benedicte og Haddy ikke været på arbejde fordi de henholdsvis har været voldsomt plaget af myggestik og havde mavekramper. Det har dog ikke gjort mig så meget, da det har givet mig nogle gode chancer for at komme til at snakke lidt mere med de andre fra værelset. Mit første job blev i dag at gøre rent hos koalaerne, hvilket jeg var godt tilfreds med. Det er et meget passende job til at vågne op på, ikke for hårdt, ikke for varmt, og så kan man gå og nusse lidt med koalaerne. Det var noget nemmere denne gang end det var første gang, og det gik derfor også hurtigere. Jeg var færdig kl. 08.30, en halv time tidligere end første gang jeg gjorde det. Derfor havde jeg lige en halv time, hvor jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle lave, inden det var tid til den første pause. Heldigvis havde Clare lige et lille hurtigt job til mig; jeg skulle fodre en af de små kænguruunger og gøre lidt rent inde hos den. Det var et meget hyggeligt job.
Clare fortalte os den første dag, at hvis vi skulle ud og snorkle på revet, så kunne de på nogle af turene give os noget rabat, og da Benedicte, Haddy og jeg, jo har besluttet os for at tage ud på revet i morgen, tirsdag, så gik jeg efter morgenpausen op til receptionen, for at få nogle papirer, der skulle udfyldes os faxes til det bureau, som vi skulle sejle med. Jeg skulle senere på dagen komme tilbage, for at se om det kunne lade sig gøre.
Derefter sendte Clare mig med Greg ud på hans daglige morgenfodring, hvor gæster også kan få lov til at følge med og høre om de forskellige dyr. Vi var igennem regnskoven og vådområderne, så det var hovedsageligt fugle, der skulle fodres, men der var da også et par skildpadder og lidt af hvert. Det var nu vældig interessant at prøve.
Derefter stod den på et par timer i madforberedelsen, hvor jeg lavede "Diced fruit, Nailed fruit, og Treekangaroo food". Da vi var færdige, kunne vi lige nå at rydde op og gøre lidt rent og så var klokken 12.30 og tid til frokostpause. På det tidspunkt trængte fødderne også til en pause. Efter pausen var der ikke det helt store at lave, men vi fik lov til at hjælpe Fern med at fodre fugleunger på hospitalet og så tog vi også lige kænguruungen Harry ud, så han kunne få rørt sig lidt. Derefter fulgte jeg med Sarah ud til "the lorikeets" i cafeteriaområdet, for at stille nyt foder ind til dem. Det var lidt sjovt, for en af fuglene var meget menneskevenlig og ligeså snart man trådte ind i buret, hoppede den rundt på skuldre og arme af en. Det var ret sødt.
Næstefter fik jeg lov til at gøre en fuglebur lidt rent, og så gik jeg tilbage til receptionen, for at se, hvordan det gik med vores tur til revet. Det var heldigvis gået i orden, så når jeg kom hjem skulle jeg bare ringe og booke en tur. Vi fik 30 % rabat, så det kostede 135 dollars. Det er ikke så galt, for det er med afhentning fra vandrehjemmet og kørsel hjem igen.
Da jeg kom tilbage, var klokken 14 og det var tid til at køre hjemad igen, efter en af de bedre dage på arbejdet.
Hjemme på vandrehjemmet ringede jeg til det bureau, hvor vi skulle bestille vores tur til revet, for at få bekræftet vores booking. Det var alt sammen i orden, og vi bliver hentet i morgen udenfor vandrehjemmet kl. 07.55. Derefter gik jeg med det samme i bad; det er efterhånden blevet en rutine efter en svedig og beskidt arbejdsdag, og så gik jeg ellers i gang med at uploade billeder fra de sidste dage til computeren og bloggen.
Efterfølgende gik Benedicte og jeg ud og stak fødderne i poolen og fik en lille hyggelig snak. Bagefter tog vi et spil bordfodbold og så var det efterhånden tid til aftensmad.
Nu er klokken omkring 20, og jeg skal til at have en lille snak med Nicolaj inden jeg går i seng, og hviler ud til en forhåbentlig helt fantastisk dag i morgen. Humøret har desuden været rigtig godt i dag, så jeg tror det begynder at gå godt fremad nu efter lidt startproblemer.
- comments
Dorthe Lilleøre Hej Sara, dejligt at høre at humøret er godt og I har fået booket jeres dykkertur - det bliver spændende at høre nærmere om. Vi skal spise hos farmor i aften (mandag) - det er jo vinterferie, så der er ikke nogen, som skal op og i skole. Kan du hygge dig og god tur imorgen. Knus mor.
Lone Lilleøre Hej Sara, Jeg ved godt at misundelse er en grim ting, men vi kan ikke sige os fri for at være "vildt misundelige" på alt det du oplever. Jeg ved godt det sociale (sjov,fest og ballade) kræver initiativ og ekstra kræfter når det er blandt fremmede, men vi ved du er sjov, festlig og dejlig at være sammen med, så bare klø på og vis de andre dit sande jeg :-) Mange knus og varme tanker. Moster
Dorthe lilleøre Hej igen....nu har jeg også fået set billederne :-) og det ser skønt ud. Eftersom det er regntid, ser det nu ud til at være ganske godt vejr...:-) jeg kunne godt bruge lidt af den varme. knus og kram fra mor