Profile
Blog
Photos
Videos
I dag startede med en masse regn. Mit første job i parken blev at rengøre gelænder, hvilket var et utrolig let job netop fordi det havde regnet så meget i løbet af natten. Så det var jeg allerede færdig med omkring kl. 07.45. Derefter gik jeg ned til Clare hos trækænguruerne for at hjælpe hende med at gøre rent der. Det var noget som jeg aldrig havde prøvet før, så det var dejligt at gøre noget nyt. Først skulle jeg tælle al afføring i burene, mens Clare gjorde regnskab over, hvilken slags blade, som de havde spist og hvor meget. De gør altså meget ud af at holde overskud og system i trækænguruernes opførsel og levevis. Jeg lærte også en ny ting, da jeg skulle rengøre foderbræt; trækænguruerne får hver dag en skål med jord, som de elsker at spise. Det undrede jeg mig meget over, men Clare forklarede mig, at det hænger sammen med, at de blade som de spiser er en smule giftige, så når de spiser jord opvejer det ligesom giften i mavesækken. Da vi havde gjort godt rent derinde, var det tid til morgenmad.
Efter morgenmaden var det som altid tid til madforberedelse. Vi var igen i dag rigtig hurtige og færdige klokken 11.30. Jeg fik desuden ros af Kat for mine skåle til pungrotterne fra dagen før. Det var rart, for dem lægger jeg altid meget arbejde i, fordi jeg godt kan lide at lave dem. Deres mad skal vejes nøje, og de skal have en masse forskelligt, så det er lidt mere tænke arbejde, frem for bare at hakke og hakke. Det kan jeg godt lide.
Da vi var tidligt færdige fik vi lov til at gå ud i græsområdet, for at samle pinde og palmeblade sammen efter nattens storm. Regnen silede stadig ned, så vi blev bogstavelig talt gennemblødte fra top til tå og vi havde ingen regnjakker. Så det var ret koldt at gå rundt i vådt tøj og sko resten af dagen. Men vi fik da taget nogle gode billeder af, at vi hoppede i de kæmpe store vandpytter.
Resten af dagen skete der ikke så meget nyt. Vi lavede noget "gum takeout" og andre daglige rutiner, og fordi vi var så mange på arbejde, var der ikke rigtig så meget at give sig til.
Vi blev kørt hjem ved 14.30 tiden, mens regnen stadig fossede ned. Vores plan for denne onsdag var at tage med Doug ud at sejle en sidste gang, derefter tage ind til byen og spise og senere gå på en bar og få nogle drinks. Den plan stemte ikke overens med vejret, så vi blev hjemme fra sejlturen. Da Tine og Sille kom hjem lavede vi mad og spiste alle sammen. Derefter tog vi et par flasker vin med ind på værelset og sad og snakkede og hyggede. Tine tog senere hjem til Matt og så gik Haddy, Benedicte og jeg ind i baren, hvor vi sad til ved 23.30 tiden. Der var jo endnu en arbejdsdag forude. Men hyggeligt var det.
- comments