Profile
Blog
Photos
Videos
Som det første i dag hjalp jeg Fern inde på hospitalet, hvor jeg først skiftede avispapir i alle fugleburene. Derefter fik jeg lov til at prøve at fodre et par små baby firben. De fik melorme, og selvom jeg er sikker på, at de gerne ville have maden, så kunne de ikke rigtig finde ud af at spise det selv, så man skulle nærmest skubbe det hele vejen ned i halsen på dem. Efter vi var færdige i det lille rum, fik Harry lov til at hoppe lidt rundt derinde, så han kunne få rørt sig lidt. Han har alderen til selv at begynde at hoppe ud af sin pose, men det gør han desværre ikke endnu; han skal have lidt hjælp.
Til sidst skulle der fejes og vaskes gulv og så var klokken næsten ni. Jeg kunne dog lige nå at bære frugtkasserne ud i madforberedelsen. Efter pausen skulle der så skæres frugt, men det gjorde jeg ikke ret længe, før jeg fik til opgave at gøre rent og fodre hos wallabyungerne. Bagefter fik jeg lov til at gå med Chrissie i de bagerste voliererne, hvor der skulle gøres rent i nogle burer, skiftes vand, gives mad osv. Chrissie roste mig for min indsats og mente nærmest at jeg gjorde det bedre end nogle af de fast ansatte. Det var jeg meget beæret over at høre, for jeg synes egentlig ikke, at jeg gør tingene så fantastisk. Jeg gør bare arbejdet til jeg er tilfreds, men der skal selvfølgelig også meget til, før jeg er tilfreds.
Da der ikke var mere at gøre der, spurgte Chrissie mig, om jeg havde lyst til at følge Matt på hans græsområde tur, hvor han fortæller en gruppe gæster om dyrene og parken. Det ville jeg selvfølgelig gerne, og det var også vældig spændende, og en dejlig afveksling.
Derefter var det tid til frokost. Jeg kan virkelig mærke en forandring siden de nye frivillige er kommet. Jeg får lov til at være med til mange flere forskellige og nye ting, og det nyder jeg virkelig. Jeg har intet imod at arbejde i madforberedelsen eller sådan nogle ting, men det er rigtig dejligt at prøve noget nyt.
Efter frokost viste Greg os et kæmpe slangeskind som han havde fundet ude bagved et sted, men alligevel tæt på hvor vi arbejder og går forbi hver dag. Ud fra skindet kunne man se at slangen var omkring 4 meter lang, og da skindet var helt friskt og stadig fugtigt, kunne Greg fortælle, at den måtte have smidt det den samme morgen. Det er lidt ubetryggende at vide, at der befinder sig, så stor en pytonslange lige omkring, hvor vi arbejder, men alle andre virkede meget rolige omkring det, så det er åbenbart ikke så unormalt.
Der skulle nyt jord og muld ind i regnskoven, som skulle læsses af omkring træerne, og det fik Quentin, Lucy og jeg til opgave at starte på. Det var noget af et hårdt arbejde. Vi hentede muldet omkring 150 m fra, hvor det skulle læsses af, og det var i trillebøre, så der skulle gås flere gange frem og tilbage med tunge læs. Inde i regnskoven skulle det læsses af og rives ud. Det var dagens motion. Vi fik dækket et pænt stykke og Sian var heldigvis meget tilfreds med vores arbejde, så det var det værd, da vi var færdige. Indimellem vores arbejde i regnskoven var vi lige ude for at tage de gamle grene ud fra koalaburene og putte nye ind. Sidst på dagen flyttede vi fuglene fra cafeteriaområdet og så blev vi kørt hjem, lidt sent i dag, kl. 15.00.
På vejen hjem fortalte Sian, at hun skulle i byen med nogle venner i aften, og hun tilbød os, at vi da bare kunne møde dem der, hvis vi havde lyst. Det overvejede jeg meget og heldigvis var Robin frisk på at tage med, da jeg spurgte ham. Alle andre skal arbejde i morgen, så de kunne ikke lige overskue det.
Jeg hoppede en hurtig tur i poolen og så i bad. Derefter sad jeg lidt med min computer, mens jeg lyttede til regnen på taget. Senere fortalte Robin, at han havde skaffet os et lift ind til byen af Max, som er en rigtig flink fyr, der også bor her på vandrehjemmet. Det var rart ikke at skulle gå i regnen. Vi blev kørt til "Paddy's Irish Club" kl. 21.30, og så sad Robin og jeg og snakkede lidt til kl. 22, hvor Sian kom med et par af hendes venner. Selvom jeg havde frygtet, at det blev lidt akavet, fordi vi kun kender hinanden fra arbejdet, viste det sig, at blive en helt utrolig dejlig aften. Paddy's lukkede kl. 00.00, så vi gik videre til et andet sted, som havde åbent længere. Vi hyggede os helt vildt, og jeg fik snakket med en masse søde mennesker. Jeg snakkede også rigtig meget med Sian, som fortalte hvor glade de alle sammen er for mig i parken. Hun sagde,, at hver gang nogle skulle have en frivillig med sig, så ville de have mig. Det rørte mig virkelig meget, og nu har jeg bare slet ikke lyst til at skulle videre. Vi snakkede dog om at gentage aftenens succes i næste uge inden jeg skal videre. Så det håber jeg virkelig, at der bliver til noget. Vi fik et lift hjem af en af Sians veninder omkring kl. 02.00, og nu skal jeg så bare til at sove. Det har været en virkelig, virkelig god aften, som jeg er rigtig glad for, at jeg tog initiativ til at virkeliggøre.
- comments
Dorthe Lilleøre Hej Sara. Hvor lyder det altsammen bare super godt og hyggeligt - bortset fra det med slangen...! Sådan en tur i byen har du trængt til længe, så det var dejligt at det blev til noget. Nu kan du så nok godt sove længe for en gangs skyld ? Knus mor
Sara Hej mor. Ja, det var bare rigtig dejligt, og jeg kunne sove helt til kl. 10.30 :) Knus
Lone Lilleøre Hej Sara. Hvor er det dejligt at du trives, MEN vi savner dig altså her på Tandrup :-) Frank og Frederik går stadigvæk og små griner over ørknes sønner det var lige deres humor. Johanne og jeg havde en super hyggelig aften fredag - vi spiste på Gekko for første gang, vi havde svært ved at finde plads da alle der skulle til ørknes sønner var ude at spise, men vi var heldige. Derefter var vi i biografen for at se John Carter - en udemærket film i 3D, ellers er alt ved et gamle herhjemme. Har lige været ude at løbe i Dover skov (hård terræn) vi mødte 4 mænd fra thyholm løbeklub som vi fulgtes med - super hyggeligt, de bød på kaffe og kage bagefter :-) KNUS Moster