Ja siden sidst har vi både været til fødselsdag og oplevet nye ting på hospitalet. Tirsdag var det Pasquelines fødselsdag (en sygeplejestuderende), og da vi jo som sådan er rare mennesker, købte vi hende en kage som vi dekorerede med lilla og pink glasur. Egentlig kan ikke særlig godt lide hende, for hun er lidt anmassende og nassende (læs MEGET!) og faktisk er hun alt i alt lidt belastende. Men ok, det kan vi se igennem fingre med på folks fødselsdag. Og så alligevel ikke. Vi skriver til hende at hun kan komme forbi og få en lille gave vi har til hende og det gør hun da så også. Men hun snakker mest om banankage som Mette og jeg skal lave til hende. Vi giver hende så vores købekage og tænker, den må da du. Men nej, den er ikke særlig interessant åbenbart. Hun fabler videre om at nu vil hun købe ind til kagen, så kan vi lave den og så vil hun komme og spise den. Øhh ikke lige vores drømmeaften, så jeg spørger om ikke hun gerne vil hænge ud med sine venner. Ej hun ville da blive glad hvis ikke vi havde noget imod at de også kom! Jesus, hvad skal man sige til det. Nej da, det er bare helt fint! Puhada, gæster? Om få timer?

Hun dukker så op med folk og ingredienser, og det ender med at vi er 15 mennesker i vores lille køkken. Vi tænker så, fint, så bager vi en kage MED hende og ikke bare alene. Jeg siger til hende at hun altså skal deltage, for det er hendes fest. Jajajajaja helt sikkert. Hun bliver sat til at ordne bananer, som hun så videregiver til en veninde, og så er hun ude af køkkenet. Hold kæft, det er typisk hende. Jeg får da stablet en temmelig fin bananjage på benene, uden hendes hjælpe og så går de i gang med at bage bananpandekager også. Det står hun heldigvis selv for.

Imens er det faktisk rigtig hyggeligt med alle folkene. Der blev spillet scrabble, skak, ludo osv i alle kroge og musikken spillede på max. Det var en rigtig god aften og en fin mulighed for os til at hilse på nogle af pigerne vi ellers går op og ned af dagen lang. De er jo topgenerte her, så vi kender dem jo ellers ikke. Nu siger de sku hej når vi passerer og tør godt se os i øjnene. Sikke en forandring! Men da det var blevet sent og folk gik hjem, skulle der jo så ryddes op. Må indrømme at vi jo som sådan er "ejere" af køkkenet, men vil da vove at påstå at festen var hendes. Dog ender det med Mette der vasker op, mig der tørrer af rundt omkring og Pasqueline, der sidder og hyggesnakker inde i stuen med Diana. Diana er undskyldt for det var ikke hendes fest og desuden havde hun vasket alt op fra kagebageriet! Selvfølgelig uden hjælp fra Pasqueline! Ej jeg må indrømme den pige sætter mit pis i kog, og vi gider hende sku ikke mere. Hun kommer altid kun for at få noget. Så er det vores chokolade, så er det vores drikkevarer, så er det vores modem til internettet. Ej vi er ved at få nok. Kommer nok ikke til at savne hende synderligt når vi smutter he he.

Under festen ringede Dr. Tsuma. Bare for at sige hej. Ha ha det var sku lidt random! Men også meget hyggeligt egentlig:-)

Ellers har vi i løbet af ugen prøvet at søge nye græsgange på hospitalet for at se lidt forskelligt inden vi smutter. Tirsdag tog i skadestuen, og hang ud med en clinical officer ved navn Doreen. Hun var super fin og spurgte os til råds og hold nu fast; lod os gøre nogle småting. Såsom at lægge venflon og tage blodsukker. Ja ja har man set mage;-)

I dag var vi tilbage på pædiatrisk og desværre mistede vi et lille pus. 28 uger ved fødslen og havde nok ikke helt en ærlig chance. Moren Kom ind da det lille var erklæret død, og ingen sagde noget til hende. De kiggede bare og lod hende selv lægge to og to sammen. Hun brød selvfølgelig sammen, og igen gør de ingenting. Vi var målløse, skal ingen tage sig ordentlig af kvinden hvis barn lige er død?? Jeg havde sådan lyst til at give hende en krammer, men det er svært at vide om de egentlig ønsker det her. De er utrolig private mennesker og er virkelig dårlige til at håndtere folks følelser. Gråd, sorg, kærlighed, alle følelser der bliver anset som forbudte, eller i hvert fald meget private. Mærkeligt, hvis du spørger mig! Stakkels kvinde. Hun var i hvert fald helt alene om sin sorg. Jeg spurgte om ikke de skulle snakke med hende. Og jo jo det skulle sygeplejsken nok, men hold op en dame der osede af ligegyldighed! Og så får hun en samtale med en præst, håber han kan rumme hendes sorg bedre!

Ellers var de stadig lige søde på afdelingen. Flere børn er tilføjet min samling af kidnappede vidundere! ;-)

I morgen skulle vi så have været ude på safari med lagestaben, men det blev aflyst i dag pga manglende tilmeldinger. Dette skete efter en ALT for lang diskussion om hvorfor the interns ikke vil med. Altså en diskussion hvor overlægerne spurgte og spurgte flokken og flokken desperat prøvede at undvige deres opmærksomhed. Tja, vi har vist fundet ud af at det er fordi nogle skulle på arbejde og resten sympatiserer med dem. Inderst inde tror jeg bare også de ikke tør være alene med de ældre. Sikke et hierarki de lever under! Nå, vi bager i stedet småkager i morgen!

Søndag står den så indtil videre på frokost med en af sygeplejeskerne fra palliativ (en amerikansk dame) og i byen med Moses og Sam om aftenen. Nu må vi se hvad der rent faktisk bliver til noget. DE er jo eksperter i at aflyse her i Kenya;-)

Mandag og tirsdag skal vi så på out-reach. Ud og vaccinere børn og tjekke kvinder for livmoderhalskræft. Det bliver nok meget fint at prøve noget andet!