Tsunami nej tak!

Så sidder vi hjemme igen i vores lille køkken og tager en slapper. Dvs jeg TOG en slapper men så tikkede der besked ind om tsunamivarsel på Hawaii. What? Det kan jeg ikke lide! Der sidder Martin tusindvis af kilometer væk og fylder badekarret med vand for at have et lille forråd til hvis der skulle ske noget. Nej nej nej det lider hende her ikke! Blev meget oprørt og har været temmelig nervøs i dag. Heldigvis er der jo ikke sket noget og det kan jeg kun takke Gud for, hvis jeg spurgte mine hospitalsfæller. (Mon religiøsitet smitter??) På trods af den noget skuffede forsker der nærmest undskyldte for den manglende højde på bølgerne, må jeg nu indrømme det passede mig glimragende! Så Martin; enten stop det tsunami pjat, eller kom hjem igen. Magter al den spænding!

Siden sidste blog indlæg er der sket en del jo. Vi fortsatte jo ferien i Kisumu, der havde et vist sygdomspræg hængende over hovedet hele tiden. Da Mette følte sig frisk nok til at tage på tur, måtte jeg lægge mig. Ja ja på trods af al det, var Kisumu nu skøn og smuk. Alle deres water hyacinths der ligger i kager i Lake Victoria har nu en vis charme.

Vi drog så mod Nairobi for at afholde det sidste af ferien. Heldigvis var turen ned igen ikke så bumpet, da de valgte en anden rute, hvor vejene var FÆRDIGE! Tak! Vi ankom så til YMCA hvor vi fik at vide, der kun var plads to nætter, så det snuppede vi. Vi snakkede så med Edwin, der fandt et andet sted til os. Der tog vi allerede hen dagen efter for myggenettet på YMCA var hullet som en si og alt for småt til sengen, så nej tak til det lort!

Vi checker altså ud tirsdag morgen og venter så på Edwin der havde lejet en bil, som han ville hente os i. Vi aftaler kl 10, men da vi allerede er færdige kl 9 ringer vi til ham og siger vi er klar når han har tid. Vi venter så til 12!! Jesus han er virkelig kenyaner med stort K! Heldigvis var der en gammel Agent 007 i fjerneren i receptionen så den underholdt vi os med. Da han endelig kom havde han sku en chauffør med, Wycliffe, som fulgte os rundt hele dagen. Vi startede med at tage til det nye hotel, Acacia gardens, hvor ejerne er en af Edwins venners forældre. På trods af en vis prismisforståelse, fandt vi en pris alle kunne være tilfredse med, og vi begav os ud i Nairobis mylder. Må lige indskyde at selvom de troede at vi var søstre, måtte vi ikke sove i samme seng! Uhada nej dette var et kristent sted! Ha ha vi måtte "nøjes" med et twin room.

Ude i byens gader var der som sædvanlig total kaos! Vi sneglede os af sted og blev enige om at forlade indre by straks. Vi tog så ud og så Kenyatta University hvor Wycliffe har gået og spiste frokost i deres konerencecenter. Bagefter tog vi til Edwins lejlighed (den mindste i verden, proppet med mærkelige "glansbilleder" og slogansplakater- afrikanske indretningsarkitekter skal aldrig møblere min lejlighed!) og hans job. Han arbejder for et tvselvskab med grafik og filmning. Meget sjovt at se et tvstudie. Så tog vi ud at spise og fik os et par øl, mens vi skrålede med på gamle 90'er sange. Skønt. Fik virkelig god aftensmad, tja man skulle ikke tro det, eftersom vi bare kunne bestille et kg ged og et kg okse-stew med ugali til (en slags fast majs-grød). Ind kommer der et skærebræt med en klump kød som der bliver skåret i små stykker og det var ligesom det. Det smagte så godt! Virkelig meget smag i. Det er en slags national ret: Nyama choma hedder det. Mums!

Onsdag brugte vi på at shoppe kjoler og film til billige penge. Og egentlig ikke så meget andet:-) Bortset fra en særdeles dejlig middag som vi fik gratis af ejerne af hotellet. De ville gerne byde os godt velkommen, og det gjorde de så med store mængder vin og stegt fisk. Igen mums. Virkelig god sydafrikansk, som vi skulle udvikle en svaghed for hen af vejen;-)

Torsdag tog vi til Karen Blixen museum i byen Karen. Ja ja der er et helt område og gadenavne opkaldt efter vores skriverinde. Helt stolt blev man. Vi var sågar så heldige at vi fik dem snøret godt og grundigt på stedet. Vi fik dem nemlig til at give os residents prisen, fordi vi arbejder frivilligt i landet. De mente nu ikke vi egentlig kvalificerede os he he, men de overgav sig. Man er vel blevet god til at forhandle om tingene! Det var en skøn tur ud i bjergene, Ngong Hills, omkring Nairobi, med 3 forskellige matatus (minibusser). Egentlig er der en bus der kører direkte, men så skulle vi vade helt ind til byen, og tja så var vi så eventyrlystne at vi bare gik ud på den nærmeste store vej og prægede en matatu. De er så søde til at vise en vej, kenyanerne, så vi lagde vores rejse i hænderne på chaufføerne, der ganske rigtigt fik os bragt til museet. Da vi kommer hjem ser vi så at bussen faktisk holder lige udenfor vores hotel. Ha ha.. nå ja det lagde ligesom lidt til vores tur med et eventyr af den slags.

Fredag shoppede vi lige lidt mere og tog på the National Archives der huser afrikansk historie. Det var fint. Om aftenen havde vi aftalt med vores kære gamle ven Edwin og vores nye kammersjuk Wycliffe at vi skulle i byen. Vi har aftalt at de henter os kl 18 i Wycliffes bil og så skal der smovses god mad og drikkes et par øller og danse natten lang. Da vi jo er realister er vi ikke bekymrede kl halv 7 da de stadig ikke er der. Men da vi får besked fra Edwin om at de begge stadig er på arbejder, kan vi godt se hvor det bærer hen ad.. men vi skulle dog alligevel blive overraskede! Edwin ender med at dukke op kl 9 (og her har jeg så været glubende sulten siden kl 18!). Wycliffe er stadig ikke i nærheden så vi beslutter at spise på hotellet indtil han kommer. Meeeeen vi skulle komme til at vente længe! Da Wycliffe endelig dukker op er kl nemlig kvart i 2 og vi ligger alle tre og halvsover til en utrolig dårlig actionfilm på værelset! Hvis ikke det var fordi Mette og jeg havde gjort lidt dansetrin for os selv for at holde os vågne inden de kom, ja så havde aftenen desværre været total trin-fri! Øv! Der må jeg krybe til korset og indrømme at min tålmodighed var sat kraftigt på prøve. Selvom jeg normalt bryster mig af at have lært tålmodens dyd hernede!

Næste morgen bumlede vi hjem til Maua med en matatu og kollapsede over en serie. Endnu en ferie forbi og nu venter kirken og hospitalet i morgen tidlig. Så skal der tages hul på den sidste måned i Maua. Tænk at der allerede er gået 2 måneder. Tja tiden løber.

Vi skulle egentlig have haft middag med Sue og Jim i morgen da de skulle rejse hjem til Oregon i ugens løb, men de har sku allerede forladt skuden. De er nemlig blevet bedsteforældre til en 6 uger for tidlig født lille klump, som var ligeglad med at vente en uge med at komme. De hastede derfor hjem i sidste uge i stedet og måtte lade os være alene. Jamen hvad så nu?? De var jo vores reserveforældre?? Nå vi må være tapre og klare den selv, som det vel egentlig også var meningen;-)