Hjerte-shock og grillburgere

ADVARSEL- dette bliver langt!

Nå siden sidst har vi fået en del oplevelser indenbords. Vi startede med fredag at holde en pjækkedag, for dagen startede simpelthen for dårligt til at fortsætte den på hospitalet. Vores mælk var sur, så da vi endelig fik den i kog, blev den til hytteost.. AD! Nå vi skulle så vælge mellem at møde til tiden til dræber kedeligt doctors meeting, eller spise morgenmad der skulle laves på ny. Vi valgte morgenmaden! Vi gik så mod mødet da vi tænkte de ville slutte- kl 9. Men ak vi sad udenfor og ventede til kl lidt i 10 og gav så op, og gik ned og gjorde rent i hele hytten i stedet. Jesus, tror aldrig det er blevet gjort i de 7 år huset har stået! Nå så trænede vi og hyggede resten afdagen. Tænk engang, vi havde ikke været i bad i 5 dage og efter rengøring og træning havde vi GLÆDET os til en skøn kold bruser. Men ak og ve, vandet mistede tryk under mettes bad og valgte at forsvinde kort efter min entré. Så jeg fik kun lige en lille drizzle på min utrolig svedige og klamme krop. Var rasende på badsituationen, og da jeg skulle mødes kort med Sue for at få nødder til vores havregrød, klagede jeg min nød. Den dejlige kvinde gav mig straks sine nøgler og sagde vi da skulle tage varmt karbad hos dem senere. De skulle nemlig til Meru indtil dagen efter, så vi kunne (mis)bruge deres hus så længe. NAJS! Sikke en skøn aften i deres dejlige hus og varme kar!

Lørdag tog vi så hul på at møde lokalbefolkningen. Vi blev nemlig inviteret af Pasqueline (som jeg har lært det staves..) til velkomstfest på sygeplejeskolen for de nye elever. Festen blev hldt på skolen, som ligger her på hospitalet så det var dejligt bekvemt. Vi ankommer så til et slidt klasselokale, hvor alle sætter sig på stole linet op med snuden vendt mod midten af lokalet. I den ene ende sad alle de nye, og i "vores" ende sad de gamle. Ja vi synes altså vi havde fortjent at sidde blandt de garvede elever, ellers var det bare fordi Pasqueline sad der;-) Nå men showet går i gang og det viser sig at hele festen består af et langt show, der er designet til at gøre de nye til grin. I bedste uni-stil ligesom derhjemme ved rus-dramaet. Alt foregik på swahili så vi fattede ingenting. Dog må det have været sjovt, når man tager deres pludselige latterbrøl i betragtning! De er altså sjove de kenyanere. De render rundt og ser skide sure ud hele tiden, men lad en Mzungu gå forbi og de finder ingen ende på morskaben. Lærer aldrig helt at forstå det. Nå men vi sidder der og griner lidt hø hø agtigt med på de nyes ydmygelser, og troede rigtig vi sagtens kunne godte os over de andres udstilling. Igen må jeg her sige ak og ve, for pludselig bliver vi tiltalt, af gutten der styrede showet, på engelsk. De ville gerne have os op på "scenen". Og hvad når man at tænke i tusind versioner, inden man pludselig befinder sig foran 70 fnisende Mafricas. Ohh himmelske fader, havd skal der nu ske, tænkte vi ligesom i sikkert tænker nu. Jo tak, vi skulle da danse for dem! Øhh alene?? Men der viste de sig som værende large, vi fik da gerne en dansepartner. Skønt- tak. Så der stod vi og shakede vores booty med de her to lokale, meget søde fyre mens vi prøvede at glemme pinligheden af situationen. Men vi fik da højlydte bifald bagefter. Vi blev senere spurgt om ikke vi havde en fremlæggelse vi ville give dem.. om hvad dog??? Her tror man kan gå til en fest og gå i et med tapetet! Men h oho ho, der tog vi grueligt fejl. Nå men showet sluttede kl 21.30 og så var der party på dansegulvet hele natten lang. Eller nå nej i 25 min!! Ha ha vild fest! Men sjovt var det at opleve. Det er sjovt at se hvordan de lokale events udfolder sig!

Det bliver så Søndag og Sue og Jim kommer hjem fra Meru, desværre uden nøgler for de er glemt i Meru. Dogh, vi bliver hidkaldt øjeblikkeligt med vores lånte nøgle og selvfølgelig straks inviteret på frokost, selvom de allerede havde 3 på besøg. Men hyggeligt var det med grillede burgere, amerikaner stil, og en masse sjove historier og Kenyas kultur.

Historietime:

Maua betyder blomst. Maua opstod da britterne koloniserede Kenya og endte i bjergene da de blev jaget derop af de lokale. Åbenbart gad de dovne thedrikkere ikke at slæbe alt heeeelt op ad bjerget så de ville gerne nøjes med at bygge by i sumpen nedenfor bjerget. Men de lokale rev bare hele tiden deres by ned i protest over deres invasion, så britterne prøvede igen lidt højere oppe. Det hele gentog sig, og efterhånden efter flere opbyggede og nedrevede byer, fik de endelig fred på toppen.. voila- Maua. Nå, når man skal giftes skal gommen give en medgift til kvindens familie, fordi hun er meget værdigfuld og fortjener en der kan forsørge hende ordentligt. Mindsteprisen er et får, der ALTID skal gives. De er så billige at hvis man ikke kan skrabe de få shilling sammen så er man intet værd at samle på! Derefter sættes prisen i geder, som kvinden aldrig vil få at vide hvor høj er. Den ene fyr der var på besøg havde betalt et får og 48 geder for sin kone. Det viser sig imidlertid at de dog er så civiliserede at antal geder omregnes til et beløb shilling, som ofte aldrig bliver betalt fuldt ud. Sjovt at de overhovedet sætter en pris så.. bare en tanke.. Manden er det totale overhoved og kvinden er den huslige arbejdskraft, der helst bare skal makke ret. Godt man ikke er født her! Der er utrolig meget hustruvold og det regnes ikke for et problem desværre.. Nå, historietime slut!

Resten af søndag og mandag var så temmelig uneventfull. Men så skal jeg love for tirsdag tog revance!

Jeg advarer her, jeg vil i dag snakke lidt hospitalsdrama, så hvis sarte sjæle vil skrue videre til næste program er det her det skal ske. Vi har nemlig siden sidst haft lidt af en oplevelsestirsdag. Dagen startede med et dræber kedeligt doctors meeting med en utrolig middelmådig præsentation (nogle ville oven i købet strække sig til at sige skide dårlig) om urethrale strikturer. Nå vader så halvsøvnige mod medicinsk afdeling for at gå stuegang. Den første patient er imidlertid en rigtig dårlig ung pige, der er i sukkershock (ketoacidose) og virkelig skulle have masser af væske. Desværre virkede hendes drop ikke så derfor skulle de straks lægge et nyt. Ja ja Dr. Tsuma var så alvorlig med det at han faktisk selv gik i gang omgående- aldrig sket før! Men igen ak og ve. Den stakkels pige var så dehydreret at hun ikke havde nogle vener at sætte droppet i. Dr. Tsuma, Stanley og Matheka (interns) omringede den stakkels pige og stak og prikkede overlat men intet virkede. Det endte med de ville lægge CVK (et kateter i halsen). Det er procedure der ikke udføres tit her, så efter det var lagt blev der faktisk undervist i hvordan man brugte det. Efter en længere tur til deres lager (en container på grunden), fandt vi endelig et børneCVK og et dialysekateter. Det blev dialysekatetret. Mens vi går i gang med proceduren, begynder en stroke-patient pludselig at kaste op, men ligger på ryggen så hun ligger og kløjs i det. Ingen gør noget, selvom alle kigger og siger, nej sikke dog! Bare hun ikke kvæles i det. Øhh så kom dog i gang mennesker?? Til sidst overgiver Mette og jeg os, og gør det, alle de fastansatte burde gøre- redde kvinden fra at kværkes i eget bræk! Vi får hende om på siden og sikret med en del puder. Det resulterede desværre i orange bræk udover min kittel. Øv! Nå men hun levede da da vi gik derfra.. Mens vi så igen står og ser på CVK-indsættelse, kommer en clinical officer så ind og siger der er hjertestop på herreafdelingen. Jesus, igen reagerer folk ikke, og kun Matheka (intern) går derind af. Mette og jeg løber så med for at hjælpe ham. Men det skulle så blive den anden vej rundt. Manden var simpelthen uduelig! Ikke en skid gjorde han, så Mette og jeg gik i rednings-mode og måtte få ting til at ske. Jeg har faktisk aldrig deltaget i hjertestop før, så var egentlig meget godt tilfreds med vores indsats. Vi gjorde hvad man burde, men desværre var manden ikke til at redde og vi gav til sidst op. Da vi blev enige om at hjertemassage nok var en god ide, begyndte Matheka, stående fra siden af senge i patientens hoftehøjde at prikke blidt til hans brystkasse. Jeg går ud fra han prøvede at massere mandens hjerte i gang, men mest af alt tror jeg det må have kildet. Jeg sprang derfor op i sengen og skubbede hans hænder væk og gik i gang, mens Mette ventilerede. Mette spurgte ham om ikke de havde en hjertestarter og svaret var desværre nej. Det fandt jeg underligt for synes jeg havde set en. Bagefter spurgte vi ham så igen og pludselig havde de sku en, men nej nej den brugte de altså aldrig! Seriøst? Jeg var dybt rystet, vi havde en hjertestarter 6 meter fra os, men den brugte de altså ikke??? Rystet siger jeg jer, rystet!! Vi spurgte Dr, Tsuma, og det viser sig at folk ikke at betjene den. Vi tilbød undervisning, men det var vist ikke velkomment, så øv for alle dem der falder om her i området! Meget trist! Vi har aftalt at snyde og bruge den alligevel hvis en af os skulle få hjertestop! Shhh

De pårørende stod på pludselig foran den stakkels døde mand, der lå i sit eget bræk- ja som jeg desværre igen ikke kunne undgå! Jeg spurgte om ik det var de pårørende og glad siger sygeplejesken jo. Ok skulle vi skærme dem for den grimme oplevelse det er at se sin far ligge død uden at vide det er sket?? Jeg fulgte dem ud da ingen gjorde tegn til at hjælpe mig, og måtte en ekstra gang hive sønnen ud, da ingen stadig havde taget sig af dem efterfølgende! Jesus!! Det skal dog siges at sygeplejerskerne var fortrinlige hjælpere under seancen. Tak til dem! De var ikke i vejen men skaffede hurtig det man bad om lige når man bad om det! Skønt med bare NOGEN der er effektive bare nogengange!

Puha sikke en dag. Om eftermiddagen skulle vi så skrive hele seancen ned så Dr. Tsuma kunne vide havd vi havde gjort, og det skulle vi gøre med Matheka, men han gjorde alt i sin magt for at undslippe os, så vi endte med at lade ham om det. Må indrømme jeg var rystet i min grundvold over ligegyldigheden for et liv og deres ineffektivitet. Troede egentlig at de ville løbe hurtigt når det gjaldt. Men nej desværre måtte vi skuffes!

I dag var så en del mindre chorkerende. Vi var nemlig på en the-fabrik i området, der handler fairtrade the. Det var rigtig hyggeligt og endte i en frokost bestående af samosas. Skøn dag. Nu sidder jeg så her og skriver en mindre roman, mens strømmen går konstant, lynene hagler ned over os og regnen trommer så voldsomt på taget at Mette og jeg kan sidde 3 meter fra hinanden og høre hver vores musik fra computeren uden at genere hinanden. Regntiden er startet! Lucky us;-) I det midste har vi vand ha ha..