Zoe vol. 2.0

Nå så blev det dagen hvor vi igen har været ude med Zoe Organisation. Nu må jeg lære at skrive det rigtigt! Det hedder The Zoe Minestry Orphan Program of Empowerment! Noget I den stil. Jesus lidt af et navn!

Igen idag var utrolig spændende. Vi tog ud samme sted som sidst vi mødtes med børnene, og mødte dem siddende på plænen bag et af husene. Med den smukkeste udsigt over bjergene og en enlig kvinde der plukkede the-blade i baggrunden. Meget autentisk! I dag var en af de andre fra organisationen, der skal være deres regionsleder, Halema, med. Hun snakkede og snakkede, mens Reagan sad med os og oversatte hele vejen igennem. De er utrolig glade for at der er nogle der viser interesse, så de gør meget for at man skal forstå hvad der sker. De er meget søde alle sammen!

De fortalte børnene hvad de forventer af dem hvis de deltager, men især hvad de skal forvente af hinanden. De snakkede meget om at de er en gruppe for at de kan bruge hinandens ressourcer, og hjælpe hinanden ved sygdom eller andre problemer. Også bare i hverdagen hvor de kan bruge hinanden til at nå frem i livet! De fortalte at de også altid kan komme til kontoret hvor de i fortrolighed kan fortælle hvis de har lidt overgreb eller blevet overfaldet. Eller sådan set alt hvad de kunne finde på at få brug for hjælp til. Halema havde en sød forklaring på hvorfor der var brug for alle andre i deres gruppe. Hvis man ser på sin hånd, så er ens fingre forskellig længde og hånden kan kun løfte tunge byder hvis man har alle 5 størrelser! Man kan ikke få det optimale ud af en hånd der mangler nogle fingre. Derfor har gruppen brug for de ældre til at tage sig af de små, og de små til at give de ældre energi til at hjælpe dem. Jeg synes det var en sød måde at inkludere alle på! I det hele taget var de super gode til at fortælle dem alt i øjenhøjde. De er dygtige folk, der nu har sat 87 grupper af forældreløse i gang, så de har haft lidt øvelse :-)

Under mødet skulle de så vælge en formand, en sekretær og en kasserer. Vi havde godt på fornemmelsen hvem der nok kom på tale og de valgte også hurtigt Benzon som deres formand, Melody som sekretær og Rebecca som kasserer. Vi tror måske de allerede havde aftalt det, for de var rørende enige med det samme. Det var tydeligt at de var forberedte og rigtig gerne ville det her, så Reagan var utrolig glad og sagde at det her villeblive en god gruppe!

Da mødet var færdigt, kom en super sød pige, Mckenna, snigende og ville trykke min hånd, og pludselig havde de alle mod til at komme hen og give os hånden. Især deres nyvalgte leder havde allerede sin ryg lidt rankere end første gang vi kom. Det er utrolig hvor lidt der skal til før man får en smule mere selvtillid. Derfor er dette her program så vidunderligt. De hjælper dem i 3 år til at blive så selvsikre at de kan klare sig selv, og VED at de kan klare sig selv.

De spurgte om de havde nogle ideer til hvad de kunne hjælpe hinanden med, og en meget genert dreng hviskede at hvis nogen havde meget land så kunne de måske give et hjørne til en der ikke havde noget land og så kunne denne person få et hjem og et sted at dyrke afgrøder. Det er utrolig hvordan folk der intet har, gerne vil dele med andre, mens folk der har alt ikke vil dele med nogen. Tankevækkende!

De spurgte også hvad der var deres talent hver især, og Benzon, formanden fortalte at han er ved at uddanne sig til tømrer, men fordi han ikke har alle pengene til det, så arbejder han gennem en periode så han kan betale en uges praktik, og så når den er gået, arbejder han en ny periode. Det er sku imponerende at man som 18 årig har den viljestyrke, når man har intet til overs! Jeg er så imponeret over de her unge folk. De danske teenangere burde have lidt af deres udholdenhed!

På torsdag skal vi så mødes med dem igen og der skal de snakke om hvilke talenter de hver især har og blive enige om hvad de vil arbejde med. Det bliver sjovt at se hvad de vælger. De valgte i dag at deres gruppe skal hedde "vores håb", så de tror vist selv på at det nok skal blive godt!