Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det blog tid igen. Det er nu ikke fordi der er sket så synderligt meget det sidste stykke tid. Faktisk har det regnet i noget der føles som en evighed, og humøret (i hvert fald mit) har været lidt nede og dykke, fordi det hele bare var træls! Har så fundet ud af at mange expats får "Kina blues" efter de har været her en vis periode, hvor man bare synes alt ved Kina er træls, maden, de skubbende mennesker, larmen osv. Kunne sagtens nikke genkendende til dette. Men nu er regnen endelig stoppet, og vejrudsigten melder solskin og stigende temperaturer det næste lange stykke tid. Det må da betyde at foråret er kommet (lidt senere end normalt).
Martin er startet i skole, hvilket han har haft lidt blandede oplevelser med, men overordnet set positive. For at det fremover skal blive nemmere for ham at få forlænget sit visum, rådede skolen ham til at søge opholdstilladelse. Det betød han skulle igennem det helt store lægetjek, som heldigvis blev arrangeret ude på skolen, hvor alle som skulle have denne tur kunne komme og få det hele tjekket på en gang. I næste uge får vi resultaterne, og han får (går jeg ud fra) sin opholdstilladelse. Vi regner med at han er sund og rask ;-)
Han er startet på kinesisk i skolen, hvor de skal lære tegn. Det er vist en lidt speciel oplevelse, hvor undervisningen foregår så lidt a la "gentag-i-kor-efter-læreren" metoden. Og det der med at lære tegn, som egentlig var det der skulle være fokus på i dette halvår, har læreren sådan lidt overladt til de studerende selv, til trods for at der kommer en skriftelig prøve, så Martin sidder flittigt der hjemme og øver tegn.
Jeg har fået mig en tutor 2-3 gange om ugen, så det går også stille og roligt fremad. I sidste uge mistede jeg lidt motivationen for at lære kinesisk, så jeg øvede ikke. Det resulterede i at tutoren igår gentagne gange latterliggjorde og grinte af mig, fordi jeg ikke kunne mine ting! Super motiverende!! Men hun er sød nok, og der er vel ikke noget ondt i det. Må jo så bare huske at øve.
Igår var vi en tur ovre i vores gamle kvarter og gå en tur. Det var lidt underligt at være tilbage, men også rigtig rart egentlig. Solen skinnede og vejret var meget mildt. Vi gik en tur ned til vandet, hvor der var utrolig fredfyldt (i modsætning til så mange andre steder i Shanghai). Der efter gik vi op og spiste Teppanyaki på et at vores gamle favorit steder, og til sidst hjem på sofaen med en is og se x factor. Jaja vi følger skam også med i vanviddet her ovre fra :-)
Er stået tidligt op idag (når man tænker på det er Søndag synes jeg faktisk kl 9 er ret tidligt, og jaja jeg ved det godt, "bare vent til i får børn" og alt det er...), og endelig efter lang tid, taget mig sammen til at bage knækbrød i vores lille bitte ovn. Mmmm jeg glæder mig til knækbrød med ost og syltetøj til frokost. Vi har fået opsat dr1 radio på min ipad, så der stod jeg og bagte knækbrød i køkkenet mens jeg hørte natradio på P3, for i lå jo og p(r)uttede trygt under dynerne på det tidspunkt hjemme i Danmark :-)
I eftermiddag skal vi ned i den gamle by (china town) sammen med en fransk pige. Hun har været her en måneds tid. Efter min mening er det kvarter et must see i denne by, så det foreslog jeg hende at vi gjorde. Her nede bor de kineserne stadig som de gjorde for mange mange år siden (jeg ved ik lige hvor mange...). Mange vil måske mene her er lidt primitivt, med fælles toiletter på gaderne, og vel nærmest også deres køkkener og kokkerering af diverse lækkerier uden for de små hjem. Men det er et super skønt og charmerende sted, som nok desværre ikke består ret mange år endnu, fordi der må gøres plads til nyt.
Denne weekend er heldigvis ikke helt ved sin ende endnu, men har været fantastisk afslappende oven på en lidt trist og regnfuld peroiode. Nu kan det da kun gå fremad :-)
Savner jer der hjemme utrolig meget (women xiang nimen), og glæder os til at Aleksander og Lærke drager ud på den lange rejse, for at besøge os i starten af April :-)
Nu vil jeg kaste mig over kinesisk lektierne, tør jo næsten ikke andet :-/ Go Søndag til jer...
- comments
Birgit West Møller Tak for indlæg. Ja, vejret kan gøre meget ved ens humør, men som du siger, nu går det nok den rigtige vej. Her kæmper foråret også mod kong Vinter. Men som et forårstegn har jeg plantet lidt stedmoderplanter. I morgen får vi familien Valby hertil, så skal din far fejres. Det blev han også i Viborg i går, hvor Bo og han holdt lidt fælles fødselsdag. Held og lykke til jer begge med jeres foretagender. Skal du snart ud at rejse? Kærlig hilsen fra farfar og farmor
Møller Senior ØV. Dovne læsere som ikke gider sige tak for historie. Der er lidt bluesstemning over historien denne gang, men måske er det bare mig, for af en eller anden grund, så er det som oftest gråvejr efter kl. 10.00 her i landet. Tror det er kineserne som ryger på vores fælles himmel, for meget. Vinteren har ikke helt fundet ud af at tage nord på, så det er ret koldt at bevæge sig udenfor, og jeg skal vist have investeret i endnu et læs brænde, selv om vintergækkene nu er blevet afløst af anemoner, hvilket vel er et vink med en vognstang, til vejrguder og vejrprofeter.