Profile
Blog
Photos
Videos
Tiden flyver stadig – Hangzhou, Hong Kong, Christine og Søren og 6 måneder mere
Pak Shek Kiu, Hong Kong
Først og fremmest vil vi gerne undskylde for den lange tid siden sidste blog. Tiden går simpelthen så hurtigt i Kina, så vi har slet ikke haft tid til at sætte os ned og skrive en blog. Jeg vil i denne blog prøve at opsummere nogen af de ting, som er sket indenfor de sidste 2-3 uger. Det er 3 uger, som indeholder flere tusind kilometers rejse, besøg til 3 forskellige kinesiske byer og Hong Kong, og ikke mindst et fantastisk besøg hjemmefra. Derfor kommer den blog også mest til at handle om alle oplevelserne, og mindre om vores dagligdag.
Hvis vi skal starte med begyndelsen, så inviterede Pernilles chef Casper os med på et roadtrip til byerne Wuzhen og Hangzhou, som er to af byerne på Pernilles store kinarejse. Wuzhen er endnu en af de mange vandbyer, som ligger spredt udover Sydkina. Det som gjorde Wuzhen rigtig charmerende, udover selvfølgelig alle kanalerne og brugerne og de gamle huse, var det faktum, at man var nødt til at sejle ind til byen. Efter en formiddag i byen tog vi videre til Hangzhou, som af mange betragtes, som et af Kinas smukkeste områder, ikke mindst på grund af den kæmpe West Lake, som ligger midt i centrum af Byen. Vi kan desværre ikke huske navnet på den person som engang har sagt at; "I himlen har de paradis, på jorden har vi Hangzhou", men dette er uden tvivl også en grund til at Hangzhou er så populær. Udover at besøge "the west lake", besøgte vi også et af Kinas største og vigtigste Buddhistiske klostre. Her fik vi ved et tilfælde lov til at overvære en gudstjeneste, hvor alle munkene stod og bad og sang til en kæmpe Buddha-statue, det lyder måske ikke af så meget, men det var en virkelig flot og rørende oplevelse, og vi fik efterfølgende at vide, at det er sjældent, at man får lov til at overvære en sådan ceremoni.
Da det blev weekend kom det længe ventede besøg hjemmefra. Vores gode venner Christine og Søren havde valgt at trodse 22 timers rejse og 10.000 km for at komme og besøge os her I Shanghai. Det var helt fantastisk at se velkendte ansigter, og samtidig få lov til at dele vores fantastiske hverdag og denne fantastiske by med nogen hjemmefra. Ugen blev selvfølgelig brugt på at se nogen af de "must see" attraktioner, som der findes her i Shanghai. Men meget af ugen blev også brugt på at få fulgt op på verdenssituation og drukket et glas risvin eller 3. I løbet af ugen havde vi også vores første besøg på det berømte skræddermarked, hvor det lykkedes Søren at købe et skræddersyet jakkesæt med tilhørende vest for omkring 600 kr. Ugen blev også brugt til at udvide den kulinariske horisont, som blandt andet bød på hele krabber. Derudover blev der også prøvet de lokale "fiskesnaks", som bedst kan beskrives som gamle halvrådne fiskeindvolde, som er blevet vakuumpakket. Grænsen gik da vi nåede til rå tyrepenis. Der blev vi alligevel alle sammen lidt kyllinger, og valgt at springe over. Det er umuligt at beskrive alt vi oplevede i denne blog, men det var en fantastisk uge, og vi er dybt taknemmelige for, at de gad komme og tilbringe deres ferie med os helt herover i Kina.
I denne weekend har vi været en tur i Hong Kong. Turen var egentlig ikke en del af vores plan, men på grund af bøvl med de kinesiske visum regler var vi nødt til at forlade landet og komme tilbage. Derfor faldt valget på Hong Kong. Vi besluttede os for at få en oplevelse ud af rejsen, og samtidig tjekke nogen af de rejseformer, som Pernille skal prøve på sin tur. Så vi besluttede at tage den 18 timer lange togtur derned og flyve hjem. Selve rejsen gik først til den kinesiske by Shenzhen, som ligger ved den kinesiske grænse op mod Hong Kong. Byen er kendt for at være en af de første "free economic zones" i Kina, hvilket vil sige, at byen var en af de første steder, som blev åbnet op overfor omverdenen. Tog turen derned tog som nævnt 18 timer, så vi havde bestilt sovepladser på 1. klasse. 1. klasse i Kina vil sige, at man er 4 om at dele en sovevogn, og man har en dør som kan lukkes. Sengene var ikke de blødeste, men vi overlevede og endte med at have en rigtig hyggelig tur 2000 km ned gennem Kina. Om morgnen efter ankomsten til Shenzhen skulle vi have de påkrævede stempler i vores pas, så vi fik både stempler for ud af Kina, og 100 m længere nede af gangen fik vi stempler for ind i Hong Kong. Efter dette tog vi metroen ind til Hong Kong, som er en fantastisk by, især på grund af dens fantastiske beliggenhed midt mellem bjerge og trope klima. Selvom vi stadig går i korteærmer i Shanghai og har omkring de 24-25 grader, så var vejret i Hong Kong lige det varmere og luftfugtigheden lige det højere. Efter at have tjekket ind på vores Hotel tog vi ud for at opleve byen. Vi startede med at tage den berømte sporvogns tur op af et 500 meter højt bjerg, hvor man havde udsigt over store dele af Hong Kong. Vi besluttede at tage turen til fods ned af bjerget, hvilket var fantastisk tur af en gammel vej, men hold da op hvor havde vi ondt i benene om søndagen. Eftermiddagen blev brugt i Apples butik, hvor Pernille fik købt sig en Ipad til en rigtig fornuftig pris (til den ældre generation skal det her bemærkes, at en Ipad er en lille computer). Om aftenen tog vi på en færge tur mellem de to hovedøer, hvilket gav os muligheden for virkelig at nyde den fantastiske Skyline. Søndagen blev hovedsageligt brugt på lidt forskellige indkøb (mange ting er billigere i Hong Kong end i Kina på grund af den enormt høje importtold i Kina). Om eftermiddagen gik turen til Shenzhen lufthavn med bus, og fra Shenzhen til Shanghai med fly. Selvom turen til Hong Kong blev meget kort, mest fordi vi egentlig ikke havde tiden, så var det en fantastisk tur, og vi fik et fantastisk indblik i en fantastisk by. Hong Kong er meget anderledes fra Shanghai. Det mærkes tydeligt, at byen har været engelsk koloni (og her tænker jeg ikke kun på, at de kører i den forkerte side). Hong Kong er mere renlig, f.eks. giver det bøde på 1500 HKD at spytte på gaden. Samtidig er byen også mere vestligt inspireret, og udvalget af mad er derfor også mere vestligt. Det var også en sjov oplevelse pludselig at skulle vende sig til, at alle kan snakke engelsk.
Nu skal den her blog også til snart at ende, men den opmærksomme læser bemærkede nok, at der stadig mangler et punkt for overskriften; "6 måneder mere". Som nogen ved og nogen ikke ved, så har vi længe gået med tanken om at blive. Pernilles chef har allerede tilbudt hende en "rigtig" stilling, som halvt bliver med arbejde på kontoret, og halvt bliver med at rejse Kina tyndt som rejseleder. Martin har ansøgt om at tage et halv år på Fudan universitetet, som er rangeret som et af Kinas tre bedste. Syddansk universitet har godkendt hans ansøgning, og har valgt at nominere ham til en gratis plads på Fudan for forårssemesteret. Ansøgningen er ikke 100 % godkendt, idet Fudan universitet også skal give endelig accept, men ifølge studie-koordinatoren er det bare en ren formalitet. Så det ser ud til, at vi efter en måneds ferie i Danmark i januar, tager minimum 6 måneder mere i denne fantastiske by og land - vores overordnede plan er at blive et helt år ekstra, men eftersom Martin kun kan søge ind for 1 semester af gangen, tager vi det lidt hen ad vejen J
- comments
mette Lyder FANTASTISK! Har i talt hvor mange gange det ord fremkommer i ovenstående :-) men godt at i bliver, det giver jo ekstra chance for komme på besøg....
Ulla Ærbo Hej Martin og Pernille Igen et fantastisk indlæg....takfor det ! Kh mutz
Birgit West Møller Vi er lige kommet hjem fra vores lille rejse til Mosel, men den gik godt. Glædede os til at se jeres indlæg. Vi bliver helt stakåndede ved tanken om alle jeres oplevelser. Det er skønt, at I har fået så gode muligheder, og rigtig fint, at I udnytter dem så godt. Jeg ville så gerne besøge jer, men det er ca. 10-20 år for sent. Nu glæder vi os til, at I kommer hjem på ferie. Kærlig hilsen farfar og farmor.
Far West Her stod den også på rejseoplevelser af de store, for jeg er netop hjemkommet fra Lund Brugsforening i god behold, hvor indtrykkende var mange, da nye folk med masser af børn dukker op hele tiden. Formentlig er det et udtryk for nybyggeri, og så generationsskifte, hvor de med lange næser og sæde i en indkøbsvogn, nu er voksne damer og mænner som er blevet boende i nærheden af deres forældre, som det sig hør og bør, hvor de lancerer nye generationer med lange næser og sæde i en indkøbsvogn. Bag efter gik jeg over på det lokale kagemarked, og udvalgte mig en lokal ret af ubestemmelig herkomst, kaldet en kartoffelkage, hvilket den nu ikke smagte som? (c;