Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det endnu engang blevet tid til en blog. Som i nok har opdaget går der efterhånden lidt længere tid imellem dem, end der gjorde i starten. Det er ikke fordi vi glemmer det, men simpelthen fordi vores liv i Shanghai er blevet hverdag, og så er der ikke altid så meget nyt at fortælle.
Julestemningen har efterhånden, med meget langsomme skridt, sneget sig her til Shanghai. Her hjemme gør vi hvad vi kan for at hygge, med et lille fint (plastic) juletræ, stearinlys og adventsgaver til hinanden. I gadebilledet ser man juletræer og dekorationer hist og her, oftest ved de store Malls. Man lærer at sætte pris på det der er, for der er ikke så voldsomt meget, men der er da kommet mere og mere iløbet af December :-)
I sidste weekend var vi til dansk julefrokost. Der var det hele; flæskesteg, fiskefilet, laks, sild, rugbrød, varm leverpostej, brune kartofler, rødkål, kartoffelsalat, skinke osv... og til dessert risalamande... MUMS det var lækkert!! Desværre blev vi begge så overvældede og glade over at se alt den fantastiske danske mad, at vi simpelthen fik os forædt. Puha vi havde begge ondt i maverne bagefter, og det var svært at få plads til den tunge øl også. Det er måske lidt pinligt, men det så bare så godt ud og smagte bare rigtig lækkert, ISÆR flæskesværrene mmmm.....
På næste Lørdag kommer vores dejlige mødre, og vi GLÆDER os sådan til at se dem. Ja man skulle ikke tro det ville blive nødvendigt at importere ris til Kina, men grødris kan man altså ikke få, og vi skal næsten lave risalamande - så det tager de med :-) Planen for juleaften er endnu ikke helt fastlagt, vi har jo desværre ikke selv faciliteterne til at lave en rigtig julemiddag. Heldigvis er der masser af restauranter, som har gode tilbud på dette, så det kan måske blive løsningen. En ting der er HELT sikkert er, at vi ikke skal have kinesisk mad!
Når de to så tager hjem, varer det jo heller ikke længe før vi også kommer et smut hjem til Danmark. Det glæder vi os rigtig meget til, især "din farmors mad", siger Martin ;-)
Vi er også så småt ved at prøve at komme af med vores lejlighed, da vi gerne vil flytte over på den anden side af floden, når vi kommer tilbage. Det er fint at bo her i Pudong (østsiden af floden), men det er lidt langt væk fra alting. Puxi (vestsiden af floden) er der hvor byens centrum ligger, og også vores arbejde. I weekenden kommer der 1 (måske 2) og kigger på lejligheden, vi krydser finger og ber til at de vil have den, ellers hænger vi på lejen i Januar hvis ikke vi kommer af med den inden. Det gider vi jo egentlig ikke, når vi er i DK det meste af den måned.
Vi er ret optimistiske og tænker den nok skal blive lejet ud.
Nu har Martin inviteret på varm kakao, så jeg vil slutte af her. Har lidt ondt i halsen og i kroppen, men trænger også til frisk luft, så mon ikke lidt kakao kan hjælpe. Det er ellers blevet koldt i Shanghai, men solen skinner de næste 3 dage. Pas nu på stormen der hjemme, og hold fast i hinanden :-D
Glædelig jul og stort knus herfra.
(P.S. kommer snart lidt julebilleder ud)
- comments
Birgit West Møller Dejligt at høre fra jer igen. Jeg kan godt se, at der manglede tarteletter til jeres julefrokost, men dem får I så her, når I kommer. Så glæd dig, Martin. Vi havde en dejlig dag i går med farfars fødselsdag, og super-hyggeligt med jeres opringning. Tak. Kærlig hilsen fra farfar og farmor.