Mange af vores andre indlæg har handlet om alle de "store ting", som sker herover. I det her indlæg vil jeg forsøge at beskrive nogen af "de små ting", som faktisk er det, som gør vores hverdag så fantastisk og forskellig fra den i Danmark. Jeg vil derfor forsøge at give et indblik i nogle hverdagssituationer fra vores hverdag i Shanghai. Det her indlæg handler derfor om noget så "kedeligt" som min vej til arbejde.

Det første jeg ser om morgen på vej ud af bygningen er den gamle mand, som er vagt i vores bygning. Han har simpelthen verdens største smil, det ligner faktisk at hele hans ansigt bare er et smil (jeg vil forsøge at skaffe et billede af ham). Når man så er kommet ud af døren, går man lige forbi vores lokale Crocketbane, hvor der hver morgen er gang i, hvad der ligner en meget vigtig kinesisk Crocketkamp. Lige efter Crocketbanen kommer man forbi træningspladsen, hvor der hver morgen er morgengymnastik. Træningspladsen er derfor fyldt med 20-30 kinesere, som laver fælles gymnastik. Resten af parken er fyldt med folk, som lufter deres hunde, og forældre, der leger med deres små børn.

Ude af parken kommer jeg forbi den lokale skole, hvor børnene møder klokken 8, så området er fyldt af børn i deres skoleuniformer, som bliver fulgt i skole af forældre eller bedsteforældre. Ved hovedporten ind til skolen står der hver morgen en vagt og nogle børn og tager imod. De står så ret, at den danske livgarde kun kan være misundelig. Efter skolen går min tur mod metroen. På vejen derned har jeg udsigt til The Financial Tower (øloplukkeren), som er verdens tredje højeste bygning. Når man kommer til metroen, så forsvinder alt ro, og kaos begynder. Metroen er om morgen et stort menneskehav, hvor jeg ofte tager mig selv i at overveje, om det er muligt at trække benene op under sig selv og bare flyde med strømmen.

Efter en metrotur på ca. et kvarter er det af på West Nanjing Road station, og tid til en gåtur på ca. et kvarter. Første stykke går ned af West Najing Road, som er den" dyre gade" i Shanghai. Hvilket også har betydet, at jeg har må skyde en hvid pil efter det flotte ur, som jeg så i et af butiksvinduerne. Da jeg kiggede på prisen stod der 445.000 rmb (ca. 370.000 kr.). Når man drejer væk fra West Nanjing, bliver det igen lidt mere roligt, eller i det mindste så roligt, som det kan blive i Shanghai. På denne gade går jeg hver morgen forbi to gamle mænd, som sidder på gaden og spiller et eller andet spil og skændes over det. De samme to mænd sidder også nogen gange stadig og skændes, når jeg 8 timer senere kommer den anden vej.

Det var noget af alt det, som jeg oplever på en almindelig tur på arbejde i Shanghai. Det er mange små oplevelser og mennesker, men det er alle de små ting, som gør denne her by så fantastisk og forskellig fra en tur på arbejde i Danmark.