Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det ved at være et par dage den sidste blog, så det er igen tid til at holde jer opdateret på vores liv i Kinas største by. Vi vil på forhånd advare om, at hyppigheden af blogs nok falder fra næste uge, hvor vi begynder arbejdet, men vi skal prøve at få skrevet så meget som muligt J Først skal nævnes, at vi de to sidste dage virkelig har oplevet, hvad det vil sige at bo i en by med over 20 mio. indbyggere. For at sige det lige ud har der simpelthen været mennesker overalt. Vi kan ikke rigtig forklare, hvorfor det har været endnu vildere de sidste to dage, men har nok haft noget at gøre med de tidspunkter, vi har været ude på.
I går startede vores dag med en kamp mod nogle kakerlakker (kan på forhånd berolige evt. besøgende med, at problemet er løst). Vi fandt ud af at kinesisk gift ikke var vejen frem, idet den var så stærk, vi heller ikke selv kunne opholde os i lejligheden. Til gengæld fandt vi ud af, at vejen frem er at lukke det hul, som de kom ind af og vaske gulv i klorin. Efter kampen mod skadedyrene tog vi til Yuyuan Garden, som bekræfter alle fordomme om hvordan man forestiller sig Kina ser ud. Haven ligger i midten af "old town", som er en samling af klassiske kinesiske huse. Selve haven er et fantastisk område, som er anlagt af en rig Kineser i en fjern fortid. Haven er fyldt med små pavilloner med udskæringer og søer med åkander. Stedet var virkelig smukt, og var en fantastisk oplevelse at gå på opdagelse i. På vej til haven mødte vi igen nogen "studerende fra det nordlige Kina" som ville invitere os på the. Det er virkelig en skam, at disse tosser forsøger at udnytte, den fantastiske åbenhed og venlighed man møder. Om aftenen gik vi en tur ned af East Nanjing og så den fantastiske oplyste Skyline (man kan ikke beskylde kineserne for at spare på strømmen). Efter det gik vi ned på en lokal restaurant og fik en lækker menu for den fantastiske pris af 80 kr.
Dagen i dag har, på nær en lille smule shopping, hovedsageligt bestået af museums besøg. VI har besøgt museum for henholdsvis fortidens og fremtidens Kina. På Shanghai Museum så vi en række udstillinger af forskellige ting fra Kina gennem tiderne, lige fra deres fantastiske porcelæn til elegante kalligrafi. Efter dette kig tilbage i tiden tog vi til et museum, som hovedsageligt var viet til Shanghais egen 2020 plan (måske Danmark skulle overveje at lave en udstilling om vores 2020 plan). Museet viste Shanghais planer for at blive verdens førende by, indenfor så forskellige ting som miljø, økonomi og transport. Museets helt store trækplaster, udover deres imponerende planer, er en nøjagtig kopi af Shanghai Downtown i størrelses forhold 1:500, som fylder intet mindre end 600 kvadratmeter. Efter disse museumsbesøg gik vi som sagt på lidt shopping, inden aftenen sluttede af med et fantastisk måltid af en kinesisk pasta-nudel-grøntsags-ret, samt en bunke spyd med grillet kød og grøntsager, igen skal lige bemærkes at det hele kun kostede 16 kr. J
De næste par dage skal gå med at opleve endnu mere af Shanghai inden det går løs med arbejdet. Nogen af billederne fra de sidste dage er allerede lagt ud, og resten kommer snarst muligt.
- comments
Birgit West Møller Det tager næsten pusten fra os at læse om jeres oplevelser. Vi har lige ladet os "nøje" med et par dage i camperen ved vestkysten. Men vejret var fint! Kærlig hilsen og tak for jeres gode beretninger. Farfar og farmor