Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det vist på tide, at vi fortæller lidt igen om, hvad vi render og foretager os :-D
I mandags var der månefestival, denne dag falder på den 15. dag i den 8. måned i månekalenderen. I den almindelige kalender var dette mandag d. 12. september (som også er Pernille's søsters fødselsdag - TILLYKKE). Den dag er der fuldmåne og alle tager hjem til familien eller ud af byen. Vi tog med Martins kinesiske og franske kollegaer Anna og Maxim ud til en lille vandlandsby, Zhujiajiao. Desværre var der utrolig mange mennesker der ude, hvilket måske tog toppen af charmen fra byen. Vi havde dog en helt fantastisk dag, hvor vi både fik besøgt en kinesisk have, set nogle kunstmuseer, templer, et gammelt posthus og et kinesisk apotek. Vi nød også en skøn sejltur på kanalerne. Da vi skulle hjem var vi utrolig trætte, og på vej der ud havde vi stået op hele vejen i bussen, fordi der var så mange med. På vej hjem var vi så heldige at stå næsten forrest i køen til bussen, men herovre er det ikke ens betydende med, at man kommer til ind først, for kineserne er rigtig slemme til at snyde foran. Heldigvis ved vi efterhånden godt dette, og vi kunne i fællesskab lave en "mur" så der ikke kunne komme nogen forbi - men det er da utroligt, at man virkelig er nødt til det!
Da vi kom hjem var vi meget trætte, men Pernilles gamle kollegaer, fra hendes korte periode på hostelet, havde inviteret os til månefest, så det måtte vi jo lige ned og se på. Det var rigtig hyggeligt, og det mest bemærkelsesværdige var, at dem som var på arbejde, var mest opsatte på at der skulle drikkes. Desværre var vi som sagt trætte, og gad ikke feste til den lyse morgen, vi skulle jo også begge på arbejde, så vi blev kun et par timer.
En af traditionerne i forbindelse med månefesten er også, at man giver hinanden månekager. Vi havde allerede smagt lidt, som en af Pernilles elever havde givet os. Månekagerne kan indeholde mange ting, og den her indeholdt kogt æggeblomme. Så man sidder egentlig og spiser en kage, som smager ok kageagtigt, indtil man kommer ind til midten til den her lidt for saltede æggeblomme :-( Det var ikke det store hit, og vi har stadig to liggende fra Martins kollega. Efter sigende giver man dem vist bare videre til andre, for der er egentlig ingen som ret godt kan lide dem.
Arbejdet går stadig godt for os begge, og vi er rigtig glade for det. Pernille har nu 3 kinesere hun er engelsk tutor for, så det er et godt lille supplement til dagligdagen. De er alle 3 voksne, som på en eller anden måde skal bruge det engelske i sit arbejde eller til at komme ind på et studie i udlandet med, så derfor vil de gerne forbedre deres tale evner. 2 af dem bor her i vores eget lille boligområde, så det er dejligt nemt, og den sidste er lige på vejen hjem fra arbejde.
I dag, Søndag, stod vi op allerede kl. 5 imorges. Vi ville ind og se Tai Chi på the Bund. Da vi kom derind lidt over 6, blev vi lidt skuffede, for der var ingen. Det var som om folk allerede var ved at gå, men til gengæld var der en masse ældre mænd som satte drager op. Vi besluttede os for at prøve at gå ned til Peoples Park for at se om der var nogen som dyrkede Tai Chi. På vejen der ned, gennem hovedgaden, var der til vores store overraskelse masser af hold igang. Der var både nogen som øvede med sværd, med vifter og uden noget. Det var meget overvældende at se hvordan de her ældre mennesker holder fast i gamle stolte traditioner gennem denne træningsform, midt på Shanghais hoved shoppinggade fyldt med kæmpe shoppingcentre, neonskilte og skyskrabere - meget kontrastfyldt. Da vi kom ned til parken var der også masser af folk som trænede.
Dette har nok været en af de bedste oplevelser, især fordi her er så fredfyldt om morgenen, indtil byen vågner helt og bliver til kaos :-)
- comments
Birgit West Møller Tak for indlæg og også tak for de sidste fine billeder fra vandbyen. Rigtig spændende. Kærlig hilsen. Farfar og farmor
Per Tak for underholdende rejseskildring. Nu har i vist snart fået set alt hvad der er at se i Kina, sådan som i kommer rundt i krogene.