Profile
Blog
Photos
Videos
I dag kom jeg 'allerede' ud af døren kl. 13. Jeg startede med at tage ned til la Grande Mosquée de Paris. Tæt ved lå Arènes de Lutèce, som er et romersk amfiteater, der først sent er opdaget og gravet ud. Det startede jeg med at gå ind og se, men når man har været i Rom og se Forum Romanum og Colosseum, som jo var centrum dengang, var dette teater ingenting. Bare nogle sølle sten. Desuden vrimlede stedet med irriterende skolebørn, så jeg skyndte mig ud derfra igen. Derefter gik jeg hen til la Grande Mosquée de Paris. Desværre kunne man ikke komme ind på en fredag. Der er åbenbart noget der hedder fredagsbøn. Hvor skulle jeg da også vide det fra? Jeg tror at der var mange. Der var i hvert fald folk helt ud på fortovet, der alle lagde med røven i vejret. Man kunne godt mærke at området var lidt muslimsk og det var som om at man skulle være stille bare i det man gik forbi moskeen, for at vise respekt. Jeg følte at det var akavet bare det at tage et billede af tårnet udefra. Men jeg gjorde det alligevel. Jeg er jo trods alt turist. Men det er nok et sted jeg kommer igen, for jeg vil virkelig gerne se det indvendig. Da de var færdige vrimlede det ud med folk. Jo der var mange. Derefter gik jeg hen for at se église Saint-Germain-des-Prés, som er den ældste kirke i Paris. På vejen gik jeg forbi église Saint-Sulpice. Det var en større kirke, men ikke voldsomt imponerende. Église Saint-Germain-des-Prés var egentlig heller ikke særligt imponerende. Men så kan jeg da sige at have set dem.
Derefter tog jeg hen på Musée du quai Branly, som er et museum, der byder på forskellige stammekulturer rundt om i verden. Der var bl.a. noget om stammer i Afrika og noget om indianerne og inkaerne i Sydamerika. Det var dog mest om deres guder og myter. Der var dog også noget med deres påklædning. Museet var egentlig meget spændende og fuld af mange mystiske ting. Dog kender jeg ikke så meget til disse stammekulturer og alt var jo på fransk, så det var begrænset hvor meget nyttig viden jeg fik med derfra. Jeg tror dog at hvis man i forvejen kender lidt til forskellige stammekulturer eller har besøgt et sådant folk, ville man få sindssygt meget med fra dette museum. Jeg er dog meget glad for at have set det.
Jeg tog så ned til Tour Monparnasse og fandt en restaurant. Jeg havde aftalt med mig selv at jeg skulle derop ved solnedgang eller senere. Jeg fandt en rigtig hyggelig restaurant. Det var en af de restauranter, hvor man får en lille skål med oliven og saltkringler mens man kigger menuen igennem. Jeg fandt mig selv spise oliven fordi jeg havde spist alle saltkringlerne og jeg kedede mig en smule. Det er altid lidt mere kedeligt at spise selv. Til forret fik jeg løgsuppe og til hovedret muslinger. Jeg elsker muslinger, så jeg havde sagt til mig sig at inden jeg forlader Paris skulle jeg nå at have muslinger mindst én gang til. Det blev i dag. Dejligt! Og skide god service.. J
Solen var desværre gået ned inden jeg kom op i tårnet. Øverste etage er nr. 56. Det var lidt dyrt, men det var en af de ting, jeg havde sat mig for at gøre i Paris. Så det var jeg jo nødt til. Da jeg kom op, skulle der tages billeder af alle. Det var den type billeder man får taget i en rutsjebane. Den type billeder jeg selv har stået og solgt i Legoland sidste år. Vildt nedern at få taget et billede helt selv, hvor der er en eller anden overbegejstret medarbejder, der står og siger: 'SMILE..'! Så akavet! Det er måske lige overilet nok at gøre dette tårn til sådan en forlystelse, når alt egentlig bare drejer sig om udsigten. Nå men jeg gik lidt rundt og gik da også op på tagterrassen. Udsigten var rigtig flot. Paris by night! Det var nok den flotteste udsigt over Paris, da man også her får Eiffeltårnet med.
- comments