I dag har jeg egentlig ikke oplevet så meget. Dagen startede stille og roligt ud. Jeg fik noget mad og gjorde mig langsomt klar til at skulle til min første jobsamtale hernede. Jobbet går ud på at jeg skal hjælpe en enlig og stresset mor med at hente hendes to børn fra skole og passe dem til hun kommer hjem. Det skal jeg gøre sådan 3 gange i ugen plus det løse. Hun bor i den vestlige del af Paris, så jeg tog metroen der hen.

I metroen skete der så den lille finurlige ting at på stationen efter jeg var steget ind i toget, kom en mand ind i toget med hans violin i hånden. Jeg tænkte bare at han var nok på vej til en musiklektion eller på vej ud og spille et sted. Pludselig tog han den op til hovedet og gjorde klar til at spille. Jeg tænkte: 'Åh nej, skal vi nu til at høre på ham øve sig'. Men nej. Så trykkede han et sted på sin kuffert. Det var åbenbart en forstærker, der spillede noget baggrundsmusik. Det gik op for mig at han spillede Abba. Først spillede han 'The winner takes it all' og bagefter stillede han over og spillede Mariah Carey med 'Without you'. Det var meget hyggeligt, men det virkede lidt akavet for ingen havde rigtig set den komme, tror jeg. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Desværre var jeg nødt til at skifte tog, så jeg nåede ikke at høre mere. Men ja, der sker åbenbart de sjoveste små ting i en storby.

Jeg ankom til området, hvor jeg skulle til samtale i god tid. Jeg vidste ikke hvor lang tid det ville tage at komme der over, så jeg tog hjemmefra to timer før jeg skulle være der. Så da jeg kom op af metroen var der stadig halvanden time til jeg skulle være der. Jeg kunne se på mit kort at der ikke var langt til Eiffeltårnet, så jeg besluttede at gå en tur i den retning. Jeg nåede da også næsten hen til tårnet. Jeg havde besluttet at jeg nok skal nå at få Eiffeltårnet at se i løbet af mit ophold hernede, så det var ikke det vigtigste. Derfor gik jeg inden om og så en kirkegård, der var lige på den anden side af Seinen i forhold til Eiffeltårnet. Det var en katolsk kirkegård, hvor folk var begravet i der små huse. Jeg kan ikke lige huske hvad de kaldes. Nogle af dem var gamle og andre var nye. Nogle var bygget sådan meget i gotisk stil. De havde alle sammen et lille alter inden i og i nogle af dem var der endda stole til at sidde på. Et af husene var bygget sådan lidt i tempel-stil. Det var rundt og så havde det en vindeltrappe ned under jorden.

På vejen hjem handlede jeg ind. Jeg havde besluttet at jeg ville have kartofler og noget med en fars. Jeg havde set at man godt kunne få hakkekød nede i supermarkedet. Men da jeg kom var der ikke mere hakkekød. Nedern! :O Men nå, det må blive en anden dag. I stedet købte jeg småkød og lavede gullash. Dog uden sovsekulør. Det kunne jeg ikke finde. Jeg fandt noget, men jeg kunne ikke afgøre om det var sovsekulør eller soyasovs, så jeg turde ikke købe det, da gullash nok ikke helt er det samme med soya. Inde i supermarkedet var der også en episode, hvor jeg, som den venlige person jeg er, og som alle andre ville have gjort, trak min vogn til side, for at der var en mand der kunne komme forbi. Samtidig gav jeg ham lige det der lidt akavede 'undskyld-ulejligheden-smil' med på vejen. Straks smilte han til mig og begyndte at tale fransk. Nu er jeg stadig ikke så god til fransk, så jeg svarede bare med et 'sorry?' Endelig forstod han at jeg ikke talte fransk men engelsk. Da sagde han 'your nice lady' på ikke ret godt engelsk, hvorefter han spurgte om han måtte få mit nummer. 'Øh nej!' :O tænkte jeg, men afviste ham pænt. 'Det var da grov!' Hende jeg netop havde været til samtale havde netop lige siddet og sagt at man ikke skulle kigge mænd på gaden og i metroen i øjnene. De har det åbenbart med at tro at det er en invitation til at man gerne vil snakke med dem. Hun havde åbenbart ret. På vejen hjem fandt jeg også en bager. Endelig kan jeg få croissanter! Så sådan en var jeg da lige nødt til at have med hjem. Mums! ;)