De sidste 3 dage har det været festival, igen igen, denne gang Tihar, der er årets største hindu festival - i Nepal dog overgået af Dashain (festivallen der var i starten af oktober).

Onsdag var første dag, hele dagen gik med at gøre rent og rydde op, fordi om aftenen skulle Laxmi, gudinden af velstand, komme på besøg. Jeg tror at det er den eneste gang om året de gør ordentligt rent og rydder op. Der er jo også pisse rodet i huset, det er ikke kun udenfor at de er nogle svin. Mit roderi er vand i forhold til deres, hvilket i sig selv er imponerende, for jeg er i stand til at rode, så man skulle tro en atom bombe var blevet sprængt.

Men der blev altså gjort rent på livet løs, mens Sophie og jeg kedede os - det er begrænset hvor længe det tog at rydde vores værelse op.

Sent på eftermiddagen begyndte de så at sætte lys i vinduerne og jeg tror de var en time om at tænde dem alle sammen, ikke alle af deres hjemmelavede sterinskåle var lige medgørlige. Omkring klokken 5 gik Sophie og jeg en tur i Sankhu og så på alle lysene, det lignede juleaften i en tysk provinsby med alle de lyskæder. Mange steder havde de lavet dekorationer med farvet pulver foran døren for at Laxmi ville komme på besøg. Det var alt sammen meget flot.

Da vi kom tilbage gik tilbedelsen så igang. Den startede i husets guds rum, som er et lille rum over trappen hvor husets gud bor, vi må ikke gå derind - eller kravle ville det være, det er kun dem der bor der der må være der. Men vi fik en dispensation i dagens anledning og fik lov til at sidde i døråbningen mens Sanisha, Sanjay og Dai sad derinde. Det var hvad man kalder trangt. Selve tilbedelsen indebar en masse frugt, røgelse, ild (ja) og hamren på en klokke. Det var fedt at få lov til at se på, og jeg fik også besked på at tage lidt billeder og video. Ok så lad gå da :)

Bagefter gik vi op for at spise. Jeg havde troet at når det var festival så ville vi få mega lækkert mad, Didi laver indimellem nogle "snacks" når folk kommer på besøg, som jeg elsker. Snacks er som i reelle måltider, men hvor man stadig får ris 2 timer efter og er ved at dø over at skulle spise det hele. Men men men jeg blev klogere, jeg havde tidligere været oppe i køkkenet og kigge, fordi de havde rykket om, således at vi alle kunne sidde på gulvet og ikke skulle sidde ved bordet, og her havde jeg set det klamme mad der stod på bordet - og håbet at det var til Laxmi og ikke til os. Men det var det ikke. Så vi fik chuda (tørrede ris, der er mast fladt - smager mest af alt tørt med en bismag af jord) og så med nogle klamme grøntsager. Det eneste jeg kunne lide var nogle af de bønner der var. Resten var decideret klamt.

Torsdag var det så tid til at tilbede en selv, igen gik dagen med absolut ingenting.. tiden gik sååååååååå langsomt. Jeg tror jeg fik en morfar på 3 timer - bare fordi jeg kedede mig. Omkring klokken 17 så jeg Didi og var lige ved at falde ned af stolen, hun var klædt i rød sari og med fuld makeup, utroligt smuk. Hun tog os så med hen til Dai's mor, som bor i centrum af Sankhu, hvor vi skulle spise og tilbede os selv.

Det var en fantastisk aften, huset Dai's mor bor i er et hus a la dem man kan finde på Frilands Museet. En lerhytte, som jeg er taknemmelig for jeg ikke befandt mig i under jordskælvet, for så ville man kunne tale om panik! Der var måske 130 cm til loftet - ok det er overdrevet, men maks 180 cm, så det var ned i knæ og med hovedet på skrå for mit vedkommende.

Det er generelt utroligt hvis jeg ikke kommer hjem enten med en permanent bule i panden eller pukkelrygget, da jeg efterhånden har hamret hovedet ind i karme og kanter jeg ved ikke hvor mange gange, nogle gange til trods for at jeg har bukket mig forover. Klodsmajor.

Tilbedningen i dag foregik ved at man blev sat på en række med noget frugt foran samt 2 væger, som man tændte og skulle sørge for ikke døde ud, mens Dai's mor gik rundt med en spand med alt muligt gejl og hældte ud over hovedet på os hver. Blandt andet var der valnødder i - valnødder, som de knækker med tænderne. Jeg skulle fandeme ikke nyde noget - risikere af at knække en tand på larstyndskids mark i Nepal. Nej tak.

Bagefter spiste vi - det samme mad som i går, denne gang var det ikke klamt - men stadig heller ikke mit yndlings. På vej hjem var der opvisning på en plads i byen, hvor blandt andet nogle af pigerne fra skolen opførte et dansenummer. Det var rigtig sjovt at se, jeg har set dem øve sig på skolen hele sidste uge, så det var sjovt at se hvad det var blevet til. Bagefter var der en lille pige der dansede, hun var simpelthen så god. Til sidst var der så "engelsk" dans, hvor 3 piger dansede til Jennifer Lopez "On the Floor", de var pisse dårlige, og Didi var smadret af grin over hvor latterlig en dans det var. Da vi kom hjem lavede hun et lille show af hvad hun mente engelsk dans var, det var simpelthen så sjovt. Skøre Didi.

I dag var det så tid til at tilbede bror / søster. Eller jeg fandt så ud af at søstrene tilbeder brødrene, som så giver dem penge retur. Dais bror, som bor i huset hvor vi var i går, var der, samt hans ene søster. Den anden søster var der ikke, fordi hun ikke må deltage i ritualet, da hendes datter er død i det forgangne år. De ved ikke hvad hun døde af, hun var 26 år og faldt om i badet. Dai's anden bror var der heller ikke, ved ikke hvorfor og Sanisha ved ikke hvor han er og hvorfor han ikke var der. Haha. De er altså lidt mærkelige her.

Ritualet var nogenlunde det samme som dagen før - det samme var maden. :( De har sådan en mærkelig ting med at spise en klam tyk lille pandekage sammen med et kogt æg, som så bagefter er blevet stegt lidt på panden og til er der så en ulækker tørret fisk. Føj til det hele.

Efter festivitasen gik jeg med Sanisha og nogle af hendes venner ned til Sankhu centrum, da der skulle være rock koncert. Da vi kom derned var det ikke startet endnu - ventemusikken var Michael Learns to Rock, de er åbenbart ret store her, vidste ikke engang at de stadig lavede musik - de burde virkelig lade være. Eftersom koncerten ikke var startet endnu gik vi lidt rundt i byen - der gik 1½ time inden det startede og det første nummer var et eller andet wannabe band der spillede AC/DC's Back in Black. Eller det er løgn, det var et band der fuldstændig dræbte Back in Black - det var simpelthen for deprimerende at høre på, at de ikke ramte så meget som en takt eller tone rigtigt, så jeg gik hjem.

I formiddags har Sophie og jeg været oppe i templet, så jeg kunne tage lidt billeder inden jeg skal afsted. De andre par gange vi har været der har jeg ikke taget nogen billeder - for der var jo masser af tid. Det var rart at have noget at lave om formiddagen og på vej hjem mødte vi nogle af børnene fra skolen, som jeg så fik sagt ordentligt farvel til. Det var jeg rigtig glad for.

I morgen er det farvel til Sankhu og goddag til Kathmandu for sidste gang.