I dag kom dagen så til min lille rundtur. Jeg havde planlagt at tage afsted klokken 6, men da jeg vågnede klokken 5.45 havde jeg simpelthen så mega ondt i halsen at jeg overvejede om jeg skulle blive hjemme. Jeg har været halv skrantende den sidste uges tid fordi det er begyndt at være rigtig koldt om natten og selvom jeg sover med 4 bluser, så er det ikke nok til at holde sygdommen på afstand, når der er så koldt i rummet hvor vi sover.

Men jeg besluttede mig for at det ville være godt for kroppen og sygdommen at få lidt motion, så jeg tog afsted alligevel omkring klokken halv syv.

Jeg var ikke helt sikker på vejen, men jeg havde en ide om nogenlunde hvilken retning og så er det jo så dejligt nemt her, hvis en vej går mod syd, så går den mod syd hele vejen og de har stort set ingen blinde veje her, så det er ok at gå efter sin fornemmelse. Da jeg havde gået en halv times tid, kom jeg ud på den anden side af Sankhu hvor en flod pludselig løb over vejen. Der var lagt steppesten over, men indrømmer at der var et kort øjeblik hvor jeg overvejede at gå tilbage. I stedet tog jeg dog mine sko og sokker af og traskede gennem vandet til den anden side. Jeg er altid lidt pernitten med at røre ved vandet her, da de jo er nogle totale svin når det kommer til håndtering af affald, så mange floder er totalt fourenet. Men den her så ok ud, ihvertfald lige der hvor jeg skulle krydse, og så er uvidenhed jo en dyd indimellem :)

Turen op til Tharkot var ikke nødvendigvis så lang, men stejl, da man i løbet af 3 km kommer fra bunden af dalen til toppen af en af bjergene/bakkerne der omgiver dalen. Aner ikke hvor højt oppe det var, måske 300 meter over Sankhu, måske mere, måske mindre. Da jeg endelig kom til toppen var jeg lidt i tvivl om hvilken af vejene mod vest jeg skulle tage, så jeg tog den der gik mest opad, hvilket resulterede i at jeg gik langs bjergkammen de næste 3 km. Der var dog ingen udsigt det meste af vejen, da det var inde midt i en skov. Men det sidste stykke på vej mod Chuang Narayan templet var der en fantastisk udsigt over den modsatte side af dalen. Det var dog diset, så det var begrænset hvor langt man kunne se. Men uagtet er det vildt at stå og se ud over en kæmpe dal omkranset af bjerge i baggrunden.

Jeg var ved Chuang Narayan Templet omkring kl. 9, det ligger i en by med aaaalt for mange trapper til hvad jeg lige gad på det tidspunkt, men fik da slæbt mig derop og set lidt på templet, de er nu begyndt at ligne hinanden. Der var selvfølgelig et par japanske damer der troede de skulle ind og glo i templet. Amatører, dem fik vagten hurtigt stoppet. Det er kun hinduer der må være i templet.

Da jeg havde været i Chuang Narayan i omkring en time var jeg parat til at tage videre til Bhaktapur. Det er en by der ligger i dalen på den modsatte side af den bjergryg jeg havde gået langs, fra Chuang Narayan er der omkring 6 km - ned af bakke :) Det var en dejlig tur, først med en fantastisk udsigt over Bhaktapur dalen og bagefter en vadetur på en vej gennem rismarker der var ved at blive høstet. På vejen ned kom der dog en bus kørende og en idiot inde i bussen, synes da at han skulle røre ved mit hår, hvilket resulterede i at han var ved at brække halsen på mig, da bussen jo havde mega meget fart på. I d i o t.

Jeg var i Bhaktapur omkring klokken halv tolv, hvor jeg fik fornøjelsen af at betale f***ing 1100 Rs for at komme ind. Det er da latterligt at man skal betale så meget for at komme ind i byen. Jeg vidste det nu godt i forvejen, men det gør det ikke mindre latterligt. Bhaktapur er hovedstaden af en af de gamle provinser/lande i Kathmandu dalen, bestående af Kathmandu, Bhaktapur og Patan (ligger syd for Kathmandu), de er samlet for omkring 350 år siden, hvis jeg husker rigtigt, var vidst engang i 1600-tallet. Det betyder så også at hver by har deres egen Durbar Square, kongeslot og også hver dere kumari (levende gudinde).

Jeg mødtes med Sophie på en restaurant, hvor vi fik lidt at spise, jeg var mega smadret efter at have vadet i 5 timer og var rimelig uimponeret over Bhaktapur, det lignede bare en mellemting mellem Sankhu og Kathmandu. Efter maden gik vi et par timer rundt i byen og så de ting der nu er at se der, så gik jeg op og hævede nogle penge og gik ned til området hvor busserne mod Dhulikhil går fra. På vejen blev jeg stoppet af en af vagterne, som måtte løbe efter mig da jeg havde musik i ørerne og ikke hørte ham, fordi han ville høre om jeg havde billet. Jeg kom fra Durbar Square, hvor man ikke kan komme ind uden en billet, så synes det var et mærkeligt spørgsmål, men viste ham billetten og fik lov til at gå videre.

Da jeg kom ned til vejen spurgte jeg en af dem i busserne om hvor busserne til Dhulikhil gik og de viste mig hvor jeg skulle gå hen. Mens jeg stod og ventede på bussen snakkede jeg med en nepalesisk gut, som skulle samme vej, så han kunne vise mig hvilken bus jeg skulle med. Da vi kom ind i bussen spurgte han mig hvordan jeg vidste, hvilken bus jeg skulle med når jeg ikke kunne læse hvad der står på bussen, så fortalte jeg ham at jeg bare spurgte hvor den gik hen. Han gloede underligt på mig og spurgte om jeg så bare stolede på det. Øhh ja, og indtil videre er det hver gang lykkedes mig at komme til det rigtige sted. Hvis man synes busmændene er lidt rådne, så spørger man bare en af dem der sidder i bussen om bussen går til den by hvor man nu skal hen, og så bekræfter de, at det er den rigtige bus.

Derudover sagde han også på et tidspunkt, da der var nogle drenge der kom ind i bussen, at dem skulle jeg passe på for de havde ikke noget sted at bo. Sådan noget bryder jeg mig ikke om, han siger det selvfølgelig for at være venlig - og for at 'beskytte' mig, så han kan være heroisk, men bryder mig ikke om at folk skaber en utryghed, som i virkeligheden ikke er nødvendig, hvis man bare tænker sig om og følger ens mavefornemmelse.

Efter en times tid ankom bussen til Dhulikhil, hvor jeg stod af - og som altid når man kommer til et nyt sted, var lidt forvirret. Selvom der er kort i Lonely Planet er jeg altid lidt småforvirret indtil jeg finder ud af hvor på kortet jeg er og hvilken vej jeg skal. Jeg har fundet ud af at kompasset i iPhone er en fantastisk ting, så ved man da nogenlunde retningen vejen skal gå.

Jeg havde planlagt at tage til et hotel, der er nævnt i Lonely Planet, og gik derfor afsted mod det. På vejen mødte jeg en nepalesisk mand, som var på et eller andet, han opførte sig simpelthen så mærkeligt og var klam at se på. Han mente at han skulle vise mig hvor hotellet lå, og selvom jeg sagde nej tak blev han ved med at gå ved siden af, det var åbenbart hans onkel der ejede det hotel jeg var på vej til. Vejen til hotellet var rimelig lang, men det gik ligeud hele vejen, så jeg havde absolut intet behov for hans hjælp og ønskede den heller ikke. Og hvad der så var endnu mere latterligt var, at da vi kom til hotellet gik han bare videre uden at sige det var der, så jeg gik tilbage og op til hotellet der lå lidt oppe fra vejen. Han fulgte efter og da ejeren viste mig op af trappen fulgte han også efter, jeg sagde så til ejeren, at han skulle få ham til at holde op med at følge med, så han fik ham til at stoppe på trappen, men det værelse han ville give mig var for det første overvurderet, småbeskidt, plus jeg ønskede ikke at ham psykopaten skulle vide hvilket værelse jeg boede i, hvilket han nu vidste. Så jeg gik igen, hvorefter han igen troede han skulle følge efter mig, så råbte jeg til ham at han skulle stoppe med at følge efter mig, mens nogle lokale mennesker gik forbi. Han blev mega sur, men stoppede med at følge efter mig. Endelig.

Jeg gik hen til et andet hotel, eller det var et homestay, hvor en familie har indrettet deres hus som et hotel, hvor jeg fik det sidste værelse de havde tilbage (ud af 5), uden badeværelse, men med en seng med dyne. Ahh. Jeg tog mig derefter et kort og koldt bad i det mindre lækre fælles toilet - jeg havde selvfølgelig glemt mit håndklæde i Sankhu, så måtte lave det gamle gymnastik trick og tørre mig i mine bukser. Skønno. Bagefter bestilte jeg en kande te, hvilket kom i den mest håbløse kande jeg nogensinde har oplevet. Man kunne ikke hælde uden at det kom ud over det hele, så det var godt at der fulgte en tallerken med. Bagefter besvimede jeg på senge, fuldstændig udkørt. Men der var klokken jo også halv seks. Hehe. Jeg vågnede efter en time af at ejeren stod og bankede på min dør fordi der var mad, og bare ikke gav op, så efter 5-10 min stod jeg op og gik nedenunder for at æde ris med linsesuppe, igen igen igen. Smagte ikke engang godt. Bagefter gik jeg op og sov igen.

Jeg vågnede ved at mit vækkeur ringede dagen efter kl. 5.40, fordi jeg var jo taget til Dhulikhil for at se solopgangen over Himmalaya. Så jeg gik op på taget og satte mig på en af plastik stolene og nød udsigten. Der er noget fantastisk ved at sidde klokken lort om morgenen og høre den omkringliggende verden begynde at stå op samtidigt med at man sidder og kigger på en kæmpe dal dækket af lavtliggende skyer flere hundrede meter nede og vente og håbe på at kunne se bjergene når solen står op.

Stille og roligt, som minutterne gik kom bjertinderne til syne. Det var lidt diset over bjergene om morgenen, så det var lidt som at opdage en bjergtop ad gangen. Da klokken var 8 var solen højt nok oppe til at oplyse de fleste af de bjerge der kan ses fra Dhulikhil. Udsigten her var bedre end Nagarkot, selvom jeg tror man ser flere bjerge i Nagarkot, men her har man hele dalen først, som så ender i de hvide tinder. Meget smukt.

Men så var det jo ligesom set, så jeg pakkede mine ting og gik ned mod bussen, som skulle fragte mig tilbage til Kathmandu, hvor planen egentlig var at jeg skulle på sightseeing til Boddna og Pashnupatinath, men efter 1½ time i bussen og så ½ times gang gennem Kathmandu, gad jeg egentlig ikke, så jeg gik ind på en restaurant og fik mig nogle kyllinge momos (i nepal hedder dumplings momos, og er lidt a la en frikadelle i en lille pakke dej, dampet - smager mega godt). Bagefter gik jeg hen og købte mig 2 nye film plus jeg fandt The Complete Series af MacGyver. 6 sæsoner med verdensklasse tricks. Ja tak. Så gik jeg ind i en boghandel og betalte en formue for 2 bøger, den ene en bog om hinduismen, da jeg intet fatter af alt deres religiøse gejl og gerne vil vide lidt mere om hvad det er der foregår og så en bog af Dalai Lama, om hans liv og om Tibet. Bagefter gik jeg i supermarkedet og købte mig et par cola light og så gik turen ellers mod Ratna Park, der er buspladsen hvorfra bussen til Sankhu går. På vejen mødte jeg en mand der havde en butik hvor han solgte smykker, ham snakkede jeg lidt med og blev inviteret ind i butikken, selvom han godt vidste at jeg ikke ville købe noget. Her fik jeg te, som jeg et kort øjeblik overvejede om var dopet, og han snakkede løs om alt muligt jeg ikke kan huske. Det eneste jeg kan huske er at han fortalte at han også var i Danmark og sælge smykker indimellem, og så vrøvlede han løs omkring alle mulige skattegrænser for hvornår han skulle betale skat og ikke skulle, og at man på et turistvisum kunne importere for $ 26.000 uden at blive beskattet og at de fleste turister jo ikke anvendte alle disse penge til import. Hvorefter han sagde at hvis han fik ens visum oplysninger, så kunne han sende ædelsten til ens adresse og så ville man få noget kommision når det blev afhentet. HAHAHAHAHA. Tro på det lille mand. Det ville jo så nok aldrig komme til at ske at jeg ville gå med til det. Plattenslager. For det første så nægter jeg at tro på at det er lovligt og for det andet, så hvis du vil have en forretning i Danmark, så må du fandeme også betale skat. Jeg betaler skat, så det skal du da også. Hvis du ikke vil det, så bliv i Nepal. Og så for det tredje, så var det helt sikkert et nummer for at få mig til at lægge nogle penge.

Resten af dagen brugte jeg på at nyde mine cola light mens jeg så mine 2 nye film. Skønno.