Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom The Day of The Bungy endelig. De sidste par dage har jeg glædet mig ekstremt, men samtidigt også være mega nervøs for hvordan det ville spænne an.
Jeg skulle være i Thamel, der er turistcentrummet af Kathmandu, kl. 5.45, så mit vækkeur ringede kl. 5. Dejligt tidspunkt at så op på, men er efterhånden ved at være vant til at stå tidligt op at det ikke var et problem. Tyve minutter efter gik jeg ud på ringvejen for at finde en taxa, hvad jeg bare havde glemt var at så tidligt om morgenen er det yderst begrænset hvilke taxaer der er at finde, så det tog mig 10 min. at finde en taxa og så begyndte det også at blive lidt presset rent tidsmæssigt, specielt fordi taxa chaufføren var helt blæst når det kom til først at forstå engelsk og dernæst at finde nogen steder hen i nord Thamel, så det endte med at jeg måtte guide ham derhen og så løbe det sidste stykke. Jeg nåede det da heldigvis lige.
På kontoret mødte jeg 2 andre danskere der også skulle til bungy, og derudover var der vel en 10 stk. mere der skulle med bussen til bungy.
Busturen var som busture nu er i Nepal, lange og bumpede. Efter en times tid stoppede vi ved en "restaurant" hvor vi skulle have "morgenmad". Jeg fik et kogt æg. For helvede mand hvor er det nederen at stå og æde et kogt æg med klør fem. Men jeg tænkte at jeg blev nødt til at spise et eller andet for ikke at få det dårligt. Jeg var overrasket over hvor mange militær check points vi måtte forbi på vejen derop, jeg tror i løbet af 3 timer at vi stoppede 15 gange. Meget mærkeligt, der er da ikke nogen der gider at flygte til Tibet.
Da vi kom til The Last Resort, der er stedet hvor bungy jumpet i Nepal er, gik vi af bussen og for at komme til resortet, skal man gå over hængebroen man skal hoppe ud fra. Det fik pulsen op vil jeg sige. Der gik måske 50 mennesker på denne hængebro, der dog er lavet af jern og fastspændt til nogle jernwires, men det er stadig en hængebro og når der er så mange mennesker, så gynger lortet jo en del og det gjorde det ikke bedre at det blæste relativt meget.
På den anden side af broen og i sikkerhed i resortet blev vi briefet af bungy jump maestroen og så delt ind i grupper for hvornår vi skulle hoppe, jeg kom sammen med de 2 andre danskere i gruppe 2, hvilket betød at der ville gå minimum en time (1 time nepal tid = 2 timer i reel tid) før vi skulle hoppe. Så vi gik ned til udkigspladsen og kiggede på at de andre hoppede ud. De fleste hoppede selv, men der var et par stykker der blev skubbet - der besluttede jeg mig for at det skulle jeg ihvertfald ikke.
Efter halvanden til 2 timer var det så gruppe 2 og vi blev gelejdet ud på hængebroen. Der satte hjertet sig først op i halsen, der stod man jo ligesom på den her vindomsuste bro og vidste at inden længe skulle man altså hoppe ned i dybet. Broen er udspændt over en kløft mellem 2 bjerge, nederst løber en flod. Udsigten var utrolig flot - men det var jeg ligesom lidt ligeglad med lige der. Jeg var bare taknemmelig for at jeg ikke skulle hoppe først. En af de første der hoppede var en ældre mand og da han lå nede på madrassen efter en vel overstået hop, tænkte jeg - hvis han kan, så kan jeg fandeme også!
Der var 2 slags hop; det ene et klassisk bungy jump, hvor man får en elastik om benene og så hopper ned med hovedet først, hvor elastikken er fastspændt til hvor man hopper ud. Som bungy jump maistroen sagde, så skulle man hoppe ud som skulle man flyve som en fugl, ikke hoppe som en pingvin. Det andet er et bungy sving, hvor man kommer i en sele hvor man halv sidder ned og så hopper ud, mens elastikken er fastspændt omkring 50 m. fremme, hvilket betyder at man bliver svunget frem, ligesom i en gynge. Mega dårligt forklaret, jeg ved ved det godt - men er ligeglad :)
Cirka halvvejs var det så min tur. s***. Nåh men jeg gik frem og blev spændt ind i selen, der holder sikkerhedslinen. Denne sele går både om skuldrene og rundt om hvert lår og bliver lukket i taljen, så man føler virkelig man er spændt fast - men den er der bare kun i tilfælde af at den rundt om benene svigter. Bagefter bliver man sat på en skammel tæt på hvor man skal springe ud, her bliver man fastspændt med en sele til rælingen, så man ikke falder ud, mens de klargør elastikken. Mens man sidder der kommer der en mand og stikker et videokamera op i fjæset på en og han spurgte om et eller andet. Samtidigt spænder samme mand, som har givet en den første sele på, benselerne, som elastikken skal sættes fast i, på.
Det var faktisk ret beroligende at få selerne på og se hvordan de klargjorde snorværket, der holder elastikken, for det gav et indtryk af at de havde styr på det. Lige inden jeg skulle til at ud på afsatsen spurgte jeg ham kameramanden om han lovede at det gik godt, til hvilket han svarede, ja selvfølgelig. Ok tænkte jeg, så er der ikke mere tilbage end at slå hovedet fra og bare gøre det. Herefter tog bungy maestroen fat i mig og tjekkede alle lukningerne på selen, samt om elastikken var sat ordentlig fast, han fjernede så den sele jeg havde været spændt fast med og hjalp mig op at stå. Man kan stort set ikke gå med selerne om benene, så man går med museskridt fremad.
For at komme ud på afsatsen skulle man dukke sig under en stang og så stod man ellers ude på den 1 kvm afsats hvorfra der på 3 af siderne er intet andet end luft og meget langt ned. Bungy maestroen holder fast i selen på en, indtil man står helt ude på kanten. Da jeg stod der tog jeg en dyb indånding og tænkte f***.
Så strækker man armene ud til hver side, bliver bedt om at smile til kameraet og så tæller maestroen ned 3 - 2 - 1 og da han havde gjort det fandt jeg mig selv være hoppet af refleks, heldigvis - tror ikke jeg kunne gøre det hvis jeg tænkte for meget over det lige der. Men lige da jeg var hoppet og hang i luften tænkte jeg "s***, jeg hoppede fandeme".
Jeg havde talt med en af de andre på broen som havde gjort det flere gange før og han anbefalede at man råbte på vej ned, fordi ellers kunne man godt tabe vejret på vejen, og ellers bare at man holdt øjnene åbne og ellers bare slog hjernen fra når man skulle hoppe og bare gjorde det.
De råd tog jeg, og det var totalt mærkeligt efter et par sekunders råb, så kom der bare ikke mere lyd ud. Jeg blinkede på et tidspunkt, og fordi det går så hurtigt ned så på det splitsekund jeg havde blinket var udsigten nedad anderledes, fordi vandet var tættere på.
Der er omkring 3 sekunders frit fald og jeg tror måske man falder i omkring 10-15 sekunder, fra man hopper til man ligger på madrassen ved flodbreden går lige under 2 min.
De første par sekunder er selvfølgelig de vildeste fordi man hænger der i luften uden at kunne mærke elastikken, og derefter begynder man at kunne mærke elastikken, hvilket er en befriende følelse og pludselig så kommer der et jag i anklerne, som gør mega nas, hvilket er når elastikken er fuldt udstrukket og hiver en op igen, det sker så et par gange og så hænger man ellers der med hovedet nedad og glor efter den bambuspind man skal tage fat i. På det tidspunkt har man rimelig ondt i anklerne og der er løbet nok blod til hovedet til at man glæder sig til at vende den rigtige vej igen. Ved flodbreden står så en mand med en bambuspind, som man tager fat i og så bliver ført ind på land, hvor man tager fat i en anden mand, der fører en hen til en madras hvor man ligger og kigger op på afsatsen man er hoppet fra, mens mændene spænder selerne af en.
Herefter følger en 25 minutters vadetur op af alt for mange trapper for at komme op til resortet og hængebroen igen. Her spiste jeg frokost med de andre danskere, smagte ikke specielt godt, så jeg fik næsten ikke noget, selvom jeg var ved at være godt sulten.
Bagefter gik jeg op og så den video der var blevet optaget. Ikke specielt god, men hvis man købte den fik man en "gratis" t-shirt med hvor der står Bungy Nepal på, og den ville jeg gerne have. Filmen bliver dog sendt til Danmark, da jeg skal afsted så tidligt i morgen at jeg ikke kan nå at få den i Kathmandu. T-shirten fik jeg med det samme ;)
Derefter fulgte samme bustur på vej tilbage, med en chauffør der må have trukket sit kørekort i en automat. Det var en forfærdelig tur, der primært gik ned af bakke og så blev den lorte chauffør ved med at bremse hård op, så man sejlede rundt i sædet. Det blev heller ikke gjort meget bedre af at jeg var mega sulten.
Jeg havde aftalt at spise med en af de andre voluntører, så hende mødtes jeg med da vi kom tilbage til Kathmandu, hvor jeg også fik købt lidt at spise til busturen i morgen.
Da vi kom tilbage til træningscenteret var der en der havde stjålet mine klip klappere, mine Havanas klip klappere vel at mærke. Orh jeg blev sur, og da jeg gik op til Prakash, lederen af organisationen og ejeren af huset og sagde at mine klip klappere var væk, sagde han, at der jo var så mange folk der kom til huset, og nogle gange stjæler de ting. Det kan sguda ikke være svaret, når det er ham der siger at vi skal lade skoene blive ude foran. Hold kæft en idiot. I det øjeblik glædede jeg mig bare til at komme væk fra det her lorte sted.
Er for træt til at pakke min taske, så i morgen skal jeg op kl. 5, da jeg skal gå herfra kl. 6 for at kunne være på busholdepladsen kl. 6.30.
- comments
Erling Lindener For fanden Mie, der sku krudt i dig! Man skulle tro du fik hår på brystet af den tur :0) men det var måske ikke så smart. Tak for en levende beretning.