Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg tog i går bussen fra Kathmandu til Sunauli, der er en af grænsebyerne til Indien, og herfra videre til Lumbini, der stadig ligger i Nepal. Lumbini er stedet hvor Buddha siges at være født. Jeg stoppede primært en dag her for at undgå at skulle bruge over et døgn i streg for at komme fra Kathmandu til Varanasi i Indien.
Dagen startede klokken 5, hvor jeg stod op for at pakke alle mine ting sammen i min rygsæk. Klokken 6 gik jeg fra træningscenteret, stadig uden mine klip klappere, mod busholdepladsen der ligger et par kilometer hen ad hovedvejen. Her fandt jeg skranken, hvor jeg skulle vise min billet (indkøbt til hele 5 euro) og herfra viste en af busmændene mig hvilken bus jeg skulle med, og gav mig meget elskværdigt sædet lige ved døren - hvor der ikke er noget sæde foran og dermed er der plads til mine stænger.
Mens jeg sad og ventede på at bussen skulle køre - som den eneste i bussen, fik jeg mig lige det ernærende måltid af en chokolade croissant og en coca cola, så er sukkerniveuaet ligesom sendt i vejret fra morgenstunden.
Klokken lidt i syv begav bussen sig så på vej, jeg var den eneste passager da vi startede, men så gik der jo krejler i nepaleserne, så vi var 2 timer om at komme ud af Kathmandu, da de prøvede at få folk med langs vejen ud af byen. Vi var ved Sunauli omkring kl. 17, hvor jeg lige pludselig blev bedt om at skifte bus, da den her havde ændret retning, så jeg fik på mirakuløs vis samlet alt mit lort sammen og fik kastet mig og min rygsæk ind i en anden bus, der viste sig at køre forbi Lumbini på vejen, så jeg slap for at skifte bus i Sunauli.
Da vi nåede Lumbini skulle jeg med en ny bus sydpå til hvor hotellerne lå, mens jeg ventede kom en mand hen og spurgte om jeg havde hotel fordi ellers havde han et hotel hvor jeg kunne bo. Jeg spurgte ham om hvor det lå og han viste mig på kortet hvor det var og jeg tænkte, ja ok hvorfor ikke. Jeg vidste godt allerede der at det var dumt, men jeg tænkte at hvis det var lort kunne jeg bare tage et af de andre i stedet.
Det viste sig så at det hotel han havde lå 3 km fra resten af hotellerne i en lille landsby syd for området hvor alle templerne ligger. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men jeg burde bare have fulgt min mavefornemmelse, der sagde mig at hotellet ville være lort. Han tilbød ikke engang at hjælpe mig med min bagage, ikke at jeg ville have at han skulle bære den, men en hjælpende hånd med at få det af bussen ville være meget rart, det er sådan lidt uhandy. Da vi kom til hotellet og viste han mig værelset, der bare var lort, og så endda med toilet i gulvet, men jeg var mega træt efter 11 timer i en bus og orkede ikke at skulle tage hele vejen tilbage, så jeg tog værelset for en enkelt nat.
Jeg havde planlagt at være i Lumbini i 2 nætter, men besluttede der at jeg ville tage tilbage til grænsebyen allerede dagen efter og overnatte, så jeg kunne krydse grænsen inden klokken 7 om morgenen, så jeg kunne komme tidligere til Varanasi - men mest af alt var det fordi jeg ikke kunne overskue mere end en nat i det værelse.
Da jeg skulle i bad måtte jeg starte med at slå et dyr ihjel, aner ikke hvad det er for et dyr, det er en blanding mellem en edderkop og en flue, den ville ikke skylles ud gennem den fyldte rist i gulvet, men måtte tilsidst erkende sit nederlag til Mie. Bagefter kunne jeg ikke lade være med at grine lidt af at jeg kom til et af de helligste steder for buddister - som ikke må slå dyr ihjel, da det jo kan være deres oldefar - og en af de første ting jeg gør er ikke bare at slå et dyr ihjel, men at drukne det, en af de værste måde at dø på.
Efterhånden som mørket faldt på kom der flere og flere insekter. Arh men altså. Sengen var så klam at jeg tog min lagensovepose frem og lagde ovenpå, da jeg ikke ville ligge på lagenet. Til aftensmad fik jeg også noget mega fesent mad, hvordan kan man lave en omelet forkert. Det forstår jeg ikke. Jeg lagde mig til at sove i min sovepose lukket til livet, hvor lagensoveposen startede på lagenet og så med resten af soveposen over hovedet, så jeg ikke fik insekterne der fløj rundt, i hovedet. Nogle gange er man bare lykkelig for at vågne om morgenen og vide at natten er overstået.
Jeg stod op klokken 7 og pakkede mine ting, gik ned og checkede ud og fik lov til at få min rygsæk opbevaret mens jeg tog på sightseeing til alle templerne. De tilbød at låne mig en cykel, men nu har jeg jo set hvilken stand cyklerne er i her, så jeg besluttede bare at gå op til hovedområdet og så finde ud af der hvad jeg ville, om ikke andet er der jo altid en rickshaw man kan hyre til at køre en rundt for få penge.
På vejen derop mødte jeg en nepaleser, der kom cyklende, som spurgte om jeg var japaner. Det var sådan at jeg måtte sige hvadbehar og så gentog han spørgsmålet, helt seriøst. Øhm. Nej. Så fortalte jeg ham at jeg er fra Danmark og så sagde han som de alle siger, aaahh Denmark. Ingen af dem ved nu hvor det er, de har bare hørt navnet før.
Japaner. Hahaha
Jeg kom op til Maya Dewa (tror nok det er det det hedder) templet omkring kl. 8 og her startede sko aftagningen, der ville gentage sig mange gange i løbet af denne dag - noget hvor det ville have været rigtig praktisk at have sine klip klappere, men nåh nej de var jo blevet stjålet, og nej jeg er da slet ikke bitter over det. Men i stedet kunne jeg så få lov til at spænde mine sandaler 14 gange af og på i løbet af 2 timer. Men nok om det - for nu :) Maya Dewa/Dewy, hvad hun nu hed, var Buddhas mor, eller det vil sige at Buddha blev født som Prins Siddharta (måske stavet forkert) og først senere i livet blev Buddha, men den historie lektion gemmer vi til en anden gang. Ihvertfald siges det at Prins Siddharta blev født af Maya Dewa i Lumbini for mange mange år siden (fantastisk præcis hukommelse jeg har ik'). Efterfølgende arkæologiske udgravninger har vidst bekræftet dette - jeg forstår ikke helt hvordan man vide sådan noget, men det er jo nok derfor jeg ikke er arkæolog :)
Jeg gik rundt og tog lidt billeder af templet udefra, der er bygget en stor hvid bygning udenpå det oprindelige tempel for at beskytte det. Jeg var på dette tidspunkt den eneste hvide i det indhegnede område, eller så ihvertfald ikke andre, men der var masser af pilgrimme og vidst også et par skoleklasser. Jeg gik herefter ind i den hvide bygning og gik rundt og hen i køen der var for at komme hen til den reelle sten hvor det siges han var blevet født (ikke at jeg køber det overhovedet, men leger da gerne med for sjovs skyld). Tog et par billeder inde i bygningen, af det gamle tempel - da jeg kom længere hen så jeg så at der på det ene skilt stod at man ikke måtte tage billeder herinde. Wups. Så jeg lagde kameraet væk - men slettede selvfølgelig ikke de billeder jeg havde taget. Haha. Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Allerede i køen begyndte den mest surrealistiske oplevelse jeg har haft. Der stod en lang række af nonner (fra Burma viste det sig senere), med lyserøde buddhistiske nonnedragter og skallede hoveder, alle kiggede på mig. Bagved dem stod der 4 asiatiske damer, hvis øjne også var klistrede på mig. Men det var nu meget sødt, de smilede jo allesammen over hele femøren. Da jeg nærmere mig det hellige sted med fødestenen, kom dem der havde stået i køen foran mig, forbi på vejen tilbage og her tog en af de asiatiske damer fat i min arm somom jeg var hellig og sagde en bøn. Hmmn. Men dette var kun starten. Da jeg kom udenfor bygningen blev jeg fulgt hele vejen hen til det bassin, hvor det siges at Maya Dewa badede inden hun fødte (igen er jeg ikke helt overbevist), og herfra ved jeg ikke rigtig helt hvad der skete, men resultatet var ihvertfald at jeg har fået taget 20-30 billeder sammen med de asiatiske damer og nonnerne fra Burma. De var meget fascinerede af den høje lyshårede pige. Så jeg havner nok i en ramme et eller andet sted, hvor jeg så kan vises frem, stående der i mit slasketøj og holder en nonne i hånden. Haha.
Efter en halv times tid havde de alle fået billeder og jeg fik lov til at gå lidt videre og gå hen til hvor jeg havde været da jeg kom ind, hvor jeg så blev reddet af en amerikansk dame, som jeg stod og snakkede med i en halv times tid. Bagefter gik jeg ud, og bevægede mig ind mod turisthotellerne, hvor jeg ville finde mig lidt morgenmad. På vejen tilbage gik jeg og smågrinede, det var en totalt mærkelig oplevelse at være kommet for at se det sted hvor Buddha var blevet født og skulle nyde området omkring templet og så ende med at være en attraktion.
Efter morgenmaden hyrede jeg en rickshaw mand til at køre mig rundt til templerne i området. Alle de store buddistiske nationer har bygget templer i området omkring, for at ære Buddha - ja Tyskland har også, hvad fanden foregår der. Tyskland. Kan ikke andet end ryste på hovedet.
Bagefter tog jeg tilbage til hotellet og hentede min taske og tog bussen til Sunauli, hvor jeg checkede ind på et hotel, der var rent og uden dyr. Her fik jeg også vekslet mine sidste nepal penge til indiske rupees. Endelig en valuta der er til at regne med, 100 indiske rupees = 10 kr. Det er altså noget nemmere end at 100 nepalesiske rupees = 1 euro = 7,5 kr. Det er jo ikke til at regne med. Dem der har besluttet at kursen mellem DKK og Euro skal være omkring 7,5, burde skydes.
Indtrykket efterladt af Lumbini var dog noget skuffende. Eller jeg ved ikke om jeg vil kalde det skuffende, men jeg var undervældet vil jeg sige. Det bærer tydeligt præg af at de buddhistiske nationer er nogen af verdens fattigste lande. Lad mig bare sige det sådan: havde det været katolikkerne, så havde stedet set noget anderledes ud.
Men det var meget godt lige at få en dags pause fra bussen.
- comments