I dag er jeg taget til Kathmandu, fordi Prakash holder middag for de voluntører der er med hans organisation i Nepal i aften. Det betyder også at jeg i dag har sagt farvel til Sankhu og Malla familien. Det var trist at skulle rejse, har nydt at være sammen med familien og kommer til at savne Didi, hun er sgu en dejlig dame.

Sophie og jeg tog bussen til Kathmandu, hvor vi tog til træningscenteret, så jeg kunne sætte mine tasker inden vi tog ind til centrum for at få lidt at spise og ordne et par praktiske ting. Vi gik derind, tog vel en halv time, men sikke dog en uinspirerende tur. I Thamel fik jeg solgt mine bøger for næsten ingen penge, men lidt er bedre end ingenting. Hun fik min danske bog med i købet, da jeg ikke gad slæbe på den.

Dernæst gik vi ned til Durbar Square, da jeg gerne ville se kumarien inden jeg tog afsted. Da vi kom ned til Durbar Square hvor kumariens hus ligger var hun igang med at få undervisning, men vi blev og ventede den times tid der ville gå til hun kom. Omkring kl. 16 begyndte der så at ske noget i den lille gårdsplads, der er i kumarihuset. Alle fik besked på at kumarien snart ville vise sig, samt blev mindet om at man ikke må tage billeder af hende. Det tog selvfølgelig flere minutter at få folk til at sænke kameraerne og mens det stod på sagde jeg til Sophie at jeg ville vædde med at en af de japanere der stod på rækken, ville prøve at tage et billede. Efter et par minutter kom hun så frem i vinduet, og hun nåede at stå der i 30 sek. inden hun for væk igen - fordi der var en der prøvede at tage et billede. Utroligt - åndsvage turister.

Jeg var utroligt glad for at have sat hende inden jeg tog fra Nepal, men det var også en lidt mærkelig oplevelse, da det jo bare var en lille pige i en guldkjole der stod deroppe, som et dyr i en zoo.

Kumarien er en ung pige der siges at være en levende gudinde, en inkarnation af en gudinde - hvis navn jeg har glemt på nuværende tidspunkt. Kumarien er typisk 4-5 år når hun udvælges og bliver skiftet ud når hun er omkring 13 år. Der er en masse myter omkring fyske krav til pigen, men jeg har læst en bog hvoraf det fremgår at det i høj grad er myter mere end reel praksis. Pigerne der vælges er af en specifik kaste, der lever i Kathmandu, og bliver mest af alt bedømt udfra deres horoskob - ihvertfald ifølge den bog jeg har læst af en tidligere kumari. Der er/har været 3 kumarier i Nepal; en i Kathmandu, en i Bhaktapur og en i Patan. Kumarierne i Bhaktapur og Patan lever dog et almindeligt liv og er kun reelt kumarier i forbindelse med festivaller. Kumarien i Kathmandu er den såkaldte Kongelige Kumari - dette er dog ikke gældende længere, eftersom Nepal ikke længere er et kongerige. Men essensen er kumarien i Kathmandu er den vigtigste.

Grunden til at jeg gerne ville se kumarien var at hun er en af årsagerne til at jeg gerne ville til Nepal. Da jeg gik i 3. klasse havde vi en tema uge om Nepal. Vi havde dem vidst hvert år - men jeg kan kun huske denne ene. Her blev vi fortalt om Kumarien og sikkert også om Mt. Everest, men det kan jeg dog ikke huske. Jeg tror også vi så en film, og i den bog jeg har læst som handler om en tidligere kumari - som var kumari i starten af 90'erne, fortæller hun at der var et dansk tv hold, der lavede en film. Hvilket vil sige at den bog jeg har læst er af den pige som jeg så i filmen dengang for, ja 15 år siden. Siden dengang har jeg ønsket mig en dag at komme til Nepal og se kumarien med mine egne øjne og se hvad det var for noget.

Derfor var jeg rigtig glad for at det lykkedes, fordi man kan sige at cirklen blev afsluttet.

Bummelum.