Da jeg sidst beskrev busturen fra Kathmandu til Pokhara skrev jeg at det var som at køre på brosten i 2 timer. Det var løgn. Jeg havde glemt de første 6 timer - måske fordi det først er de sidste 2 timer kroppen skriger for at stoppe mishandlingen. Jeg ved det, fordi jeg i dag har været med bussen retur til Kathmandu. Igen tog det 8 timer. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor de siger 6 timer - den tur kommer aldrig til at tage 6 timer. Så hellere at de sagde 10 timer og man så blev positivt overrasket efter de 8.

Jeg har været oppe kl. 6 i dag. Men har reelt kun sovet et par timer. Kunne ikke falde i søvn, det er en ting jeg har når jeg skal noget vigtigt dagen efter og skal tidligt op, så sover jeg altid mega dårligt. Og der skal åbenbart ikke mere til end en bustur fra Pokhara til Kathmandu. Åndssvagt. Da jeg vågnede gik jeg udenfor for at se hvordan vejret var og det var fantastisk - ikke en sky i sigte. Så den lille bjergtop jeg så forleden lyste af op solens stråler der ramte sneen på bjergtoppen. Fik pakket mine ting sammen og gik ned til receptionen hvor jeg havde bestilt en taxa til at hente mig kl. halv syv, så den kom kvart i, som forventet, og kørte mig til buspladsen der ligger et par kilometer væk fra hotellet. Jeg fik købt mig en vand, fandt den rigtige bus ud af de 50 der vel var på pladsen. Det var rimelig nemt fordi det var samme bagage mand som var med bussen da jeg ankom for 10 dages tid siden. Til min store glæde (ja, der skal ikke så meget til i øjeblikket) havde jeg fået en vinduesplads. Havde lidt små kvalme så det var rart med lidt frisk luft og så kunne jeg jo sidde og ligne en hund med hovedet ud af vinduet ind i mellem. Droppede at lade tungen hænge ud samtidigt, man bliver så tør i munden af det ;)

Vejret var som sagt fantastisk, og da bussen kørte igennem byen fandt jeg ud af hvad det rent faktisk betød. Skyerne der tidligere har ligget over bjergene som et tykt tæppe, pga monsumen, var væk og frem kom synet af Annapurna bjergpasset, den hvide sne lyste frem i solen mod en klar blå himmel. Det var simpelthen så flot. Der er noget surrealistisk over at kigge ud over landskabet og se grønne rismarker med farverige huse oplyst af solen, hvorefter grønne bjerge leder blikket op til de sneklædte bjergtinder i baggrunden. Simpelthen så flot. Den første time gik altså med at glo ud af vinduet på bjergene og tage en masse billeder. Nogle rimelig rystede grundet bussen. Landskabet her er jo utroligt smukt og fra en bus ser man jo det hele tæt på. Specielt fra en vinduesplads, så der ikke sidder en lugtende mand og blokerer udsigten, som der gjorde på vej ud. :)

Men fra at være på den lyserøde sky over synet af bjergene og landskabet, så efterhånden som timerne gik, gik det stille og roligt ned af bakke. Det var en almindelig turistbus, stort set som vi kender dem fra Europa, med fine sæder og gardiner - heldigvis sad jeg dog i skyggesiden. Men mine stænger er jo bare for lange - ihvertfald til Asien, så selvom der var mere benplads end der plejer, og mine ben faktisk ok kunne være der. Så var det også kun at de ok kunne være der, og det gjorde det jo ikke bedre at møgungen foran lagde sit sæde ned. Hvorfor kan man det - også i flyveren - det er jo ikke fordi at de 10 cm man lægger sædet ned gør at man pludselig sidder fænomenalt bedre end når det er oprejst. Tværtimod er det jo bare irriterende for den der sidder bagved. Men det betød at efter 8 timer i en bumle bus med knæene mast i sædet foran, så er mine knæ nu fyldt med blå mærker. Behøver vel ikke skrive at det gør naller.

Jeg er imponeret over vejenes kvalitet her. Eller mangel på samme. Vejen mellem Pokhara og Kathmandu er en af de mest befærdede i Nepal og alligevel er det stort set hvad vi fra Danmark kender som en grusvej - med dertilhørende huller. Hele vejen, i 8 timer. De første par timer er det ok, måske ligefrem lidt sjovt at sidde og blive rystet som en pose bland selv slik inden filmen starter. Men efter 4 timer begynder man at blive træt af det. Efter 6 timer træder krisen ind og stille og roligt bliver man mere og mere desperat for at turen skal stoppe og man aldrig igen skal se en bus.

Så jeg var lykkelig da vi ankom til Kathmandu, vi blev sat af et nyt sted, som jeg ikke lige vidste hvor var, så jeg takkede ja til den nærmeste taxamand og bad mig om at køre mig til det hotel jeg har planlagt at bo på de næste par dage. Det viste sig stort set at være lige rundt om hjørnet. Haha. Men ok, så slap jeg for at bære min taske. Jeg har jo - så klog som jeg er - valgt at købe nogle souveniers i Pokhara, som er lavet af jern. Det vejer pænt meget kan jeg hilse og sige. Ikke 10 kg. Men nok til at der er kommet bund i tasken vil jeg sige.

På hotellet havde jeg aftalt at mødes med Marine, franskmanden som jeg mødte i træningscenteret den første dag. Jeg har haft kontakt med hende løbende over den sidste måned og vi aftalte forleden at spise sammen her til aften. Hun skal tilbage til byen, hvor hun bor, allerede i morgen tidlig, det ligger i nærheden Pokhara (hvor jeg er kommet fra i dag). Marine har haft besøg af sine forældre den sidste uges tid, og har rejst lidt rundt med dem. Så dem fik jeg også lige hilst på inden de tog til lufthavnen. Marine skulle sove på træningscenteret, hvor vi kan sove gratis og det ligger tæt på busstationen, hvorfra hendes bus går i morgen. Jeg har valgt at sove på et hotel denne gang, i de 3 nætter jeg er i Kathmandu, fordi 1 - så ligger træningscenteret 30 minutters gang fra centrum. 2 - det er ikke det fede sted at være alene. 3 - toilet i gulvet, ingen varmt vand, edderkopper på badeværelset. 4 - ingen lys på værelset eller på badeværelset. Så jeg valgte at jeg gerne ville betale for at få en god seng uden dyr, tættere på centrum, tv, god bruser og ordentligt toilet, samt andre mennesker.

Det var rigtig rart at tale med Marine og få snakket om nogle af alle de ting jeg har oplevet på skolen og i huset og høre om hendes oplevelser. Hun er utroligt sød og vi klikker rigtig godt. Jeg ville ønske at det var hende jeg boede med. Hun bor meget primitivt og vores oplevelser er meget forskellige, men stadig er der også mange ting der er det samme.

Marine fortalte mig at Milva, den belgiske pige jeg også mødte en af de første dage, har haft nogle uoverensstemmelser med Prakash (lederen af den lokale organisation her). Milva arbejder på et børnehjem nord for Kathmandu og har her talt med lederen af børnehjemmet, som har fortalt hende at når hun betaler 200 Euro til Prakash, får børnehjemmet 30 Euro. Det synes hun var for dårligt og ønskede derfor at afbryde sit ophold. Hun er på en anden ordning end jeg er, og det er vidst meningen at hun skal være her i 6 måneder, så det er hurtigt at ville stoppe efter en måned. Ihvertfald havde Prakash sagt at hvis hun afbrød opholdet ville de stoppe kontakten til børnehjemmet. Det gjorde at hun har valgt at blive. Mærkværdigt.

Det er lidt en rodet sag, det er synd. Jeg er ikke specielt overrasket over fordelingen af pengene, men det er da nemt at synes det er en uretfærdig fordeling af pengene. På den anden side så står Prakash for at få voluntører til projekterne, som får gratis arbejdshjælp i de uger, mod kun at skulle give mad til voluntøren. Og jeg kan hilse at sige at man kan få meget mad for 30 euro her. Samtidigt håndterer Prakash alt det administrative med kontakt til de udenlandske organisationer. Så jeg kan ikke rigtig have ondt i røven over at fordelingen er sådan, selvom jeg da helst så at alle pengene gik til skolen hvor jeg arbejder, så ved jeg godt at sådan fungerer tingene ikke.

En sjov historie Milva havde fortalt var at der på børnehjemmet var kommet en amerikansk frivillig og arbejde i 2 uger. En stereotyp amerikansk pige, med for lidt tøj på og for mange penge, som havde købt nye madrasser til hele børnehjemmet og så taget afsted igen. Så kunne Milva lege nok så meget med klodser med børnene, hvem mon de husker. Haha. Typisk amerikanere.

Men alt i alt, endte dagen altså rigtigt godt. De næste par dage skal jeg på sightseeing i Kathmandu, bliver lidt spændende, indtil videre har jeg ikke været den store fan af Kathmandu, specielt ikke efter sidst, hvor det øsede ned. Håber det ændrer sig efter i morgen.