Lykken i dette øjeblik er at have fået en god chicken tikka masala med verdensklasse raita og fremragende garlic naan, plus en iskold cola til at fejre det hele vejen ned i maven.

Mere skal der ikke til i dag.

I dag startede så fantastisk lortet. Jeg havde planlagt at lege turist med stort J (som i japaner), og se lidt mere af Pokhara og tage en masse billeder (deraf japaneren). Jeg pakkede tasken, gik ud af hotellet, gik ned til floden for at tage nogle billeder af paragliderne over bjerget (nu hvor jeg var for nærrig til at betale for mine egne). Til trods for at jeg havde glemt at tage mine kontaktlinser på, fik jeg øje på nogle paraglidere højt oppe, tog derfor kameraet frem, gik lidt til højre, så lidt frem - du ved, for at få den helt rigtig vinkel, så man kunne se hvor højt oppe det er. Jeg trykkede på udløser knappen (på mit nye kamera, indkøbt til denne tur for 1½ måned siden) og hvad sker der... Ingenting. Jeg trykker igen.. Stadigvæk ingenting. Tjekker at jeg har tændt kameraet. Det har jeg. Så prøver lige den gode gamle genstart ved at slukke og tænde det igen. Stadig ingenting. Så begynder jeg at blive en kende irriteret. Står der på flodbredden kl. 11, midt i solen, og det er sådan pænt varmt. Kender mig selv nok til at vide at i de omgivelser, kommer jeg aldrig til at finde ud af hvad der er galt. Så jeg går tilbage til hotellet. Sætter mig i en sofa i skyggen og tænder for mit sprit nye spejlrefleks kamera igen. Der sker stadig ikke noget når jeg trykker på knappen. Skiller lortet ad og prøver at tage et billede uden objektivet. Klik klik, det ville det gerne. Ok, på med objektivet igen. Det viser sig så at mit objektiv ikke længere vil fokusere automatisk, for hvis jeg sætter den på manuel fokusering, tager den gerne billeder. Arh men OP AD BAKKE. Specielt fordi jeg har ikke tabt det, ikke kastet rundt med det, men har passet bedre på det end jeg ellers normalt gør med mine ting. Og så 1 måned inde i min rejse, så virker lortet ikke mere. Til dem der ikke er klar over det, så når kameraet ikke kan fokusere så bliver billederne slørrede. Ikke fedt. Nåh men jeg tog min computer frem og begyndte at downloade manualen til kameraet, så jeg kunne læse lidt yderligere om manuel fokusering end jeg ved i forvejen, så jeg i det mindste kan bruge det indtil jeg kan finde en reperatør. Mens den er ved at downloade, hvilket jo tager en evighed her, fordi internetforbindelserne er sååå langsomme, så sidder jeg og nørkler lidt med kameraet og får til sidst vrikket objektivet fri, så det nu godt kan fokusere igen, man kan bare ikke rigtig se det når man tager billedet (skønt), men det endelige billede er ok. Så det virker altså sådan semi igen. Godt nok til at jeg kunne fortsætte min dag som japaner.

Jeg pakkede derfor tasken igen og drog afsted mod Old Pokhara, i følge det kort jeg kiggede på skulle der være ca. 4-5 km derop. Her er de civiliserede nok til at have et fortorv på de fleste veje, så det er jo ren luksus. I Sankhu er jeg jo vant til mudderpølen på vejen. Jeg gik og gik og gik og gik og gik og gik ad vejen i den stegende sol, og vejene her er jo ikke sådan helt gennemskuelige, 1 - så har de et andet skriftssprog, 2 - så har Lonely Planet valgt at skrive vejnavnene i vores alfabet - det er vejnavnene sjovt nok ikke skrevet i. Så man kan ikke bare kigge på kortet og så kigge på skiltet og se om tegnene er det samme. Så det er sådan noget med at glo på sidevejene og overveje "det er en rimelig stor vej den der, men er den stor nok til at være den her vej på kortet, eller er det mon en anden". Men nu har jeg jo ikke arvet min fars orienteringsegenskaber for ingenting, så selvfølgelig fandt jeg op til Old Pokhara i første hug (klap på skulderen til mig). På vejen derop var der næsten ingen mennesker på vejene. Jeg fandt ud af halvvejs hvorfor, for der kom der et optog af jeg ved ikke hvor mange folk med rød farve overalt og tikka i panden og en lastbil med dansere og dukker.

Det er årets største festival i Nepal der er i gang i øjeblikket, og de sidste 3 dage har været de vigtigste festivaldage. Første dag ofrer de dyr til guderne, så gaderne var fyldt med geder fra bjergene, som var blevet bragt ned i anledning af festivallen for at blive solgt til de lokale her. I går ved jeg ikke rigtig hvad de laver andet end at familierne mødes og får tikka i panden. Tikka er den røde prik i panden, man normalt ser hinduer med. Men i går havde folk ikke bare en prik, eller en klat, men hele panden var dækket af den der røde masse. Og stort set alle forretningerne havde også lukket i går og mange har også lukket i dag.

Nåh men da jeg kom til Old Pokhara var jeg lidt uimponeret. Det minder meget om Sankhu og Kathmandu. Var mere imponeret over husene på vej op til Old Pokhara, de var virkelig flotte og næsten helt forstadsagtigt. Nepalesisk forstad selvfølgelig, men samme vibe (ja, jeg kan ikke tale dansk længere) som en amerikansk forstad, som man kender det fra film.

Jeg gik tilbage af en gade der løber parallelt med den jeg var ankommet af og her var der pludselig lidt flere mennesker, det må have været en handelsgade af en art, der var ihvertfald mange med meget skrammel de gerne ville af med. På vejen tilbage mødte jeg optoget igen, nu med endnu flere mennesker, tror det er af den slags hvor folk støder til når det kommer forbi deres hus.

Langt om længe ankom jeg til Lakeside igen(Lakeside er gaden hvor alle hoteller og restauranter ligger på, og løber - sjovt nok - langs søen), havde vel været væk i 4-5 timer og var jævnt tørstig. Så jeg smuttede ind på mit nye stamsted om dagen: Juicebaren, hvor jeg fik mig to styks friskpresset juice. Det var dææjligt kan I tro! På det tidspunkt var mine fødder også rimelig trætte af at have vadet rundt i klipklappere i så mange timer, så jeg tog hjem for at få en slapper. Kan se på kortet at jeg har gået 11-12 km. Jeg er blevet meget brun i dag, men det er den slags brun, der blev skyllet af i badet. Det var et af de bedste bade jeg har fået længe, til trods for at der kun kommer 4 dråber ud af bruseren ad gangen, og de enten er meget varme eller meget kolde.

Jeg tror det værelse jeg har fået er hvad man ellers ville kalde for kammeret. Det ligger over trapperne, og er derfor samme areal som en trappeopgang, men her er en seng og et badeværelse og det er ligesom hvad jeg har brug for, så jeg er meget glad for det. Men det er vidst ikke helt indrettet efter feng sui, har ihvertfald haft de mærkeligste drømme her.

Her til aften har jeg gået en tur ned af Lakeside og fandt så en restaurant der ikke så lurvet ud, og gik ind i den tro at jeg igen ville få et måltid mad jeg egentlig helst ville have været foruden, som de andre dage. Men ud kom der en af de bedste tikka masala jeg har fået og ditto naan brød. Uden tvivl det bedste indiske mad jeg har fået i Nepal - og jeg har efterhånden prøvet en del steder! Vujon i Newcastle er dog stadig bedre..

På vej tilbage til hotellet fik jeg købt mig de sidste souveniers. Det er altid svært at skelne mellem hvad der er fedt på ferien og hvad der også er fedt derhjemme. Men jeg er rigtig glad for de ting jeg har købt - og tror også jeg vil være det i København, som jeg savner og glæder mig til at komme hjem til.

Jeg har i dag også købt busbillet tilbage til Kathmandu, til den 9. oktober, det er vidst søndag (kan ikke rigtig dagene i øjeblikket). Så det bliver igen 8 skønne timer tilbragt i en bus. Glæder mig ikke, er vildt glad for at være her i Pokhara og har ikke det store behov for at skulle retur til virkeligheden.

Sidste dag i Pokhara er derfor i morgen og den skal tilbringes ved poolen hos Hotel Barahi, med min nyindkøbte bog.