I dag mødtes vi kl. 8 med Wendela, den yngste af hollænderne, der arbejder som lærer oppe i munkeklosteret, der ligger på vej op til templet (hvor jeg har taget billedet af hindubjerggeden). Vi mødtes i udkanten af Sankhu og begyndte derefter turen op til munkeklosteret. Og når jeg siger op, så mener jeg op. Den tur til templet er vanvittig. Amid (en af dem der bor i huset) går turen hver morgen. Jeg skal tage nogle billeder af turen en dag. Det er relativt nemt at gå derop, da vejen derop er i ret god stand, men det svarer til at gå på stejle trapper i 50 min., nogle som rigtige trapper, andre bare sten der er lagt som trapper. Munkeklosteret ligger dog kun halvvejs, så det var den korte tur vi var ude på.

Vi overværede 2 af Wendelas timer, i den første time var der 6 unge munke, den anden 4. De var meget rolige, men virkelig dårlige til engelsk. Wendela underviser dem også i matematik. Munkene bliver ellers kun undervist i buddisme, meditation og ting i den dur, måske de også har nepali, men jeg er faktisk i tvivl. Så deres niveau er noget helt andet end på vores skole, hvor de også har rigtige engelsktimer. Milan og jeg fik lov til at stille matematikopgaver til hver vores klasse. Jeg lærte klasse 2 hvordan man minusser når det bagerste tal i det nederste tal er højere end det øverste - f.eks. ved 94-18. så med en streg over 9 og så 10, minus 8 + 4. Hold kæft hvor er det dårligt forklaret. Beklager, men børnene fattede det, da det var stillet ordentligt op. :) Det var super fedt at se en anden undervisningsmåde. Jeg vil bruge det hun gjorde med at få dem til at læse højt. Problemet i vores klasser med det er dog at ikke alle har de samme bøger. Simpelthen så latterligt, men da de selv skal købe bøgerne er der mange der bare overtager deres søskendes bøger og hvis skolen så har skiftet til en ny engelsk bog, så er det ikke det samme. Det er gået op for mig hvor god en skole jeg har gået på. Jeg vidste det nu godt i forvejen, men det er virkelig blevet synliggjort for mig på denne tur.

I går havde jeg mit kamera med på skolen og tog billeder af de 3 klasser Sophie og jeg underviser. Jeg har fotograferet hver enkelt elev i klasserne foran tavlen med klasse, deres navn og hvor gamle de er. Min plan er at få dem fremkaldt så de alle kan få billedet af dem selv, derudover er det en kæmpe hjælp til at lære deres navne. De har jo de mærkeligste navne her. Jeg har uploaded dem i fotoalbummene, som I kan se er der stor aldersforskel i hver klasse. Det skyldes at for at kunne komme videre til næste klasse, skal man bestå alle sine eksamener, og hvis man ikke gør det, så tager man året om. Og udfra deres aldersforskel at dømme, så er der virkelig mange der dumper. Men der er heller ikke samme diciplin med at børnene skal være i skole hver dag, og det er også muligt at tage børnene ud i flere år midt i deres skolegang, for så at fortsætte efter f.eks. 3 år væk.

I Nepal er der 3 typer skoler; privat, offentlig og en mellemting. Prakash fra FFN (den lokale organisation jeg er hos) fortalte om dette en af de første dage, da jeg var i træningscentret. De fleste ønsker at gå i privat skole og alle der overhovedet har råd, går i privat skole. Det er ikke som i Danmark hvor det er dyrt at gå på privatskole, men nepaleserne tjener i gennemsnit 1 euro om dagen, så det er ikke alle der har råd til at sende deres børn i privatskole, også selvom det ikke er så dyrt. Den offentlige skole er generelt ikke god og det er derfor kun de fattigste børn, der går her. Den skole vi underviser på er en offentlig skole. Men det er mit indtryk at det er en af de bedste offentlige skoler. Og jeg synes umiddelbart at lærerne gør et godt stykke arbejde, men mere dybdegående kan jeg ikke udtale mig om. Men der skal ingen tvivl være om at der er milevidt til niveuaet i det danske skolesystem.

Da vi kom til skolen tirsdag troede vi at det var en almindelig skoledag, men vi blev klogere. Det svarede til sidste skoledag inden juleferie i Danmark. Så der var opvisning hvor børnene dansede og ellers gik vi bare rundt og legede med børnene og så på de ting de havde pyntet tavlen med. De havde fået udleveret noget rød farve, så inden der var gået 1 time var jeg fuldstændig smurt ind i rødt pulver. Inden vi gik fra skolen fandt jeg endeligt ud af at næste skoledag er 13. oktober, så der er altså 2 ugers ferie. Wehuu.

Hjemme hos Malla familien havde Dai taget bøffel kød med hjem fra Kathmandu til momos og så var der ellers fabrik i køkkenet. Momos er dumplings, eller hakket kød rullet ind i et tyndt lag dej (hver er ca. 2 cm i diameter) og så dampet. Så damerne æltede dejen og rullede dem ud som små pandekager, som Dai så kunne komme kødet i. For satan de var gode!

Milan var en evighed om at få pakket sine ting, selvfølgelig begyndte han først at pakke da vi kom tilbage fra skolen. Jeg havde selvfølgelig pakket det meste dagen inden, da jeg vidste jeg ikke havde tid til at pakke i dag, da planen var vi skulle tage afsted lige efter skole. Men i og med Milan ikke havde pakket sit lort, kunne jeg have nået at pakke det 3 gange i dag. Han er simpelthen så langsom, kan virkelig godt lide ham, men for helvede da, han er virkelig ikke den hurtigste ål i rusen. Klokken 4 sagde vi så farvel til familien, fik tikka i panden og Milan fik en hue, da det var hans sidste dag hos familien. Og så gik vi ned til bussen mod Kathmandu. Da vi kørte forbi huset, stod de allesammen i vinduerne og vinkede. De er simpelthen så søde!

Busturen til Kathmandu tog en evighed, fordi det begyndte at regne halvvejs. Og at sige det begyndte at regne er en underdrivelse. For det var som skybruddet i Danmark i juli måned, bare i 3 timer, så vejene var oversvømmet. Efter halvanden time kom vi endelig til stationen, men jeg håbede egentlig bare at vi kunne være endnu mere forsinket, for jeg gad ikke ud i det regnvejr. Jeg havde selvfølgelig ladet mit regnslag blive i Sankhu og min regnjakke lå nederst i min taske. Dumt. Nå men jeg fik gravet min regnjakke frem og fik regnslaget til min rygsæk på, det næste dilemma kom så, skulle jeg blive våd og have regnjakken over min lille rygsæk (hvor min computer og mobiltelefoner lå) eller skulle rygsække blive våd. De første par kilometer var begge tørre, da jeg holdt jakken over hovedet mens vi løb afsted ind mod byen. Men så fik jeg altså ondt i armene af at have dem over hovedet hele tiden, så der vandt tasken og jeg måtte tage skylleren.

Det er livsfarligt at have min højde i Kathmandu i regnvejr. Eller livsfarligt for mine øjne, de er lige på højde med de små gnomers paraplyer, så det var noget med at holde armen op foran hovedet for at undgå at få spiddet øjnene.

Det var meningen at vi skulle sove i træningscenteret, der ligger i nord, så planen var at gå til det nordlige turistområde, og så tage en taxa resten af vejen. På vej derop fik jeg købt mig en busbillet til Pokhara i morgen tidlig. Skal være på busholdepladsen kl. 6.30 i morgen. Dejligt. Da vi kom op til nord var det fuldstændig umuligt at finde en taxa pga. vejret, men også fordi det var World Turist Day, så der måtte ikke være nogen taxaer inde i centrum. Og de taxaer vi prøvede at få fat på ude på vejen kørte videre når de hørte hvor vi skulle hen. Så vi gik ind i et turist bureau der ligger lige ved den lokale organisations kontor og han kendte en der kunne køre os. Det ville så koste 500 Rs (5 euro), en taxa ville måske koste 300 Rs. Jeg var ret så ligeglad for de 2 euro ekstra, og vi var 3 mennesker, så det var reelt ikke engang 10 kr. hver. Så han ringede til sin ven og vi sad og ventede i en time tror jeg. Han kom kl. 20 vil jeg tro og det var vidst meget heldigt at vi kendte vejen til træningscenteret, for det gjorde chaufføren ikke. Men vi kom da frem og jeg fik mig et bad, mens de andre pakkede om. Milan og Sophie skal de næste par uger på Annapurna Circut trekket. Det er en vandretur rundt om et af de store bjerge i Nepal. Udover Everest Base Camp trek er det den mest populære rute og det er høj sæson for det i oktober. Men det betyder også at Sophie ikke kan nå at komme tilbage til at skolen starter d. 13. oktober og Global Contact, som er den organisation i Danmark jeg rejser med, har flere gange understreget at i den periode man har det frivillige arbejde, skal man være tilstede her, så kan man bagefter rejse lige så meget man vil. Og det samme har Prakash fra den lokale organisation understreget. Jeg har derfor ikke ønsket at udeblive fra skolen. Desuden passer det mig meget fint ikke at skulle vade 4 timer hver dag uden varmt vand sammen med 2 tyskere som bare er lidt for tysker agtige. Og jeg synes egentlig også det er pisse kedeligt bare at skulle gå hver dag i 19 dage. Så vil jeg hellere lave nogle forskellige ting i Pokhara og Kathmandu. Men hver sin smag og jeg er sikker på de får en fantastisk tur. Jeg håber at vejret bliver klart de næste par uger, så de får de rigtig gode udsigter.

Men idag var altså en mega lang dag og i morgen skal vi afsted fra træningscenteret kl. 5.45 og så venter der en 6 timers bustur - det betyder sikkert 8 timer, hvis jeg kender nepalesisk tidsregning korrekt.