Så er det i dag at jeg vender snuden tilbage mod Sankhu, hvor jeg har 2 ugers undervisning tilbage inden jeg siger farvel for denne gang.

Jeg har de sidste par dage leget turist i Kathmandu, byen hvor man kan få lov til at betale for at tage billeder af folk. På den anden side så hvis man giver en Sadhu 50 Rs for et billede, så smiler han til en hver gang man møder ham resten af dagen. Det i sig selv er alle pengene værd.

I mandags gik jeg ned til Durbar Square, hvor en masse templer er samlet, her betalte jeg en mand for at give mig en tour, så jeg ikke selv behøvede at åbne Lonely Planet og læse. Bagefter gik jeg lidt rundt i området og gloede, hvor jeg blandt andet fik købt mig en masse postkort. Så gik jeg tilbage til Durbar Square og fik taget en hulens masse billeder. På vej væk gik jeg ind i en "butik" på pladsen hvor jeg fik mig en lang snak med ejeren, Ratna, om vind og vejr. Han var simpelthen så flink og havde en masse gode historier. Hvis jeg kommer tilbage til Durbar Square vil jeg gå forbi og sige hej til ham igen. Omkring ved en firetiden begyndte jeg at gå tilbage mod hotellet, da jeg ingen interesse har I at være faret vild i Kathmandus gader når det bliver mørkt. Om dagen ingen problem, om aftenen får jeg lidt panik over det. Ikke fordi jeg bliver utryg, men fordi gaderne er fuldstændig latterlige for at sige det ligeud. Eller det er løgn, for i centrum er der ingen gader, der er gyder - nogle lidt større end andre. Og det er så nemt at fare vild og så kan man bruge 1½ time på at finde hjem. Nær hotellet fandt jeg en beauty salon hvor man kunne få hovedbundsmassage. Ja tak, den napper jeg.

Hele mandagen var jeg faktisk en fan af Kathmandu, dejlig by. Tirsdag, altså dag 2, ændrede det sig allerede. Tirsdag gik jeg 2-3 km mod vest, hvor der ligger et tempel. Når man kigger på kortet kan man dog ikke se at for at komme op til templet er der 200 meter trapper, der stort set går lodret op. Det i sig selv er ok, men hvor der er mange turister er der også mange irriterende nepalesere, jeg nævner i flæng: flok der sælger smykker, folk der sælger syngende skåle, tiggerbørn, folk der sælger andet lort, kvinder med deres børn der tigger. Allerede på vejen hen til templet var der en unge der ville have den dåse jeg gik og drak af, arh men kan du da pisse af. Men et nej forstår de ikke, så tager de bare fat i dåsen, somom det får mig til at ændre mening. Kan du da fjerne dine poter fra min Pepsi. Så bliver jeg jo bare trodsig og når man så siger de skal skride på nepalesisk, så kigger de undrende på en - og smutter. Tak til Soudassan for at have lært mig den.

Det værste ved templet var børnene, de kan rende rundt og lege og når de så ser en turist, så går de hen og begynder at klynke for at få penge. Fandeme nej om de får noget, hvis man først begynder at give dem penge, så har forældrene jo ingen grund til at sende dem i skole, når de i stedet kan tjene penge ved at sende børnene til turiststederne og tigge.

Efter templet gik jeg en anden vej tilbage, en vej der var lige så beskidt som den vej jeg kom ad. De er simpelthen sådan nogle svin her. Der er affald overalt. På vej op til templet idag gik jeg over en flod, hvor affaldet også bare lå op ad flodbrederne, så langt øjet rækkede. Jeg så en skraldebil i Thamel (turist delen af Kathmandu) forleden, var lige ved at falde bagover - troede jeg ikke eksisterede her. Jeg ved godt at de smider affaldet fordi de ikke har nogen ordentlig affaldssortering i landet og dermed ingen steder at gøre af det. Men det gør det ikke mindre klamt. Overalt kan man komme gående og pludselig så er man ved at kaste op fordi der lugter af gammelt affald. Generelt er en gåtur gennem Kathmandu noget af en oplevelse for ens luftesans. Det ene øjeblik er man ved at gå ristet næsen af alt den røgelse de brænder af, det næste øjeblik lugter der af død og ødelæggelse, og når der endelig er nogenlunde neutral luft, så fyldes næsen med støv så man går og nyser hvert andet øjeblik. Forstår godt at dem der bor her bruger masker.

Kathmandu er en fantastisk by, hvis man er fuldstændig veltilpas og fyldt med overskud. Men byen tærer på en. Der er alt for mange mennesker på et alt for lille areal, samtidigt kører der biler og motorcykler i de små gader hele tiden mellem alle menneskerne, og de dytter konstant. Det er sydeuropa gange 30. Og den konstante larm af trafikken giver stille og roligt en stress indeni, indtil man tilsidst bare gerne vil indenfor i stilhed i et øjeblik. Så jeg glæder mig til at komme væk nu.

Jeg har lige siddet og snakket med en nepaleser i restauranten til hotellet. Han arbejder i et af de førende turistburauer i Kathmandu og ligner en der tjener langt over gennemsnittet. Han fortalte mig at nepaleserne betaler 1 % i skat. Og hertil skal lægges at det kun er dem der har en ordentlig indkomst, hvad det betyder ved jeg ikke. Men jeg vil tro at det maks er 50% af befolkningen - egentlig ville jeg sige 30%, men i virkeligheden har jeg ingen anelse. Så kan jeg bedre forstå at landet sejler. Derudover er regeringen vidst bund korrupt, det gør det jo ikke meget bedre.

Nu vil jeg gå mod Ratnapak - hvor bussen mod Sankhu går fra. Det tager vel omkring en halv time - denne gang med fuld oppakning, håber jeg finder derhen første gang.