I går aftes var her jordskælv lidt over klokken seks. Det målte 6.8 på Richterskalaen, sagde de i nyhederne. Epicenteret var i nord-øst Nepal på grænsen til Indien, hvor også Tibet og Bhutan grænser op til Indien.

Jeg lå og halvsov på sengen, mens jeg hørte musik, da huset pludselig begyndte at gynge. Det føltes lidt som at ligge ovenpå en vaskemaskine der centrifugerer. Jeg satte mig op i sengen, Sophie og jeg kiggede forvirrede på hinanden. Jeg rejste mig og gik hen til døren og kiggede ud, mega forvirret, og så folk løbe ned ad trappen. Så vi løb med ned ad trappen og jeg løb direkte ud. Men Dai (Didis mand), som ejer huset, kaldte mig ind igen og ville have at vi stillede os på hver sin side af gangen i "entreen", somom vi skulle holde på væggen. Jeg tænkte Hell No! og fik alle dem i nærheden med ud, mens Milan fik de bagerste til også at komme ud. Så stod vi ude på gaden, uden sko, og ventede i et kvarters tid - i tilfælde af, at der skulle komme flere rystelser.

Herefter gik vi ind i huset igen og fik tændt for tv'et, hvor de allerede rapporterede om jordskælvet på de indiske nyhedskanaler.

Jordskælvet varede kun omkring et minut og selve rystelserne føltes ikke så kraftige, men frygten for om huset kunne holde eller at det ville blive værre satte mit hjerte på overarbejde. I den første time efter kunne jeg mærke i brystet, at mit hjerte havde været helt oppe og ringe, adrenalinen havde givet den fuld gas.

I byen hvor jeg bor, som ligger 20 km. nordøst for Kathmandu, er der ikke nogen, der er kommet til skade, men der er eftersigende et par huse der er styrtet sammen. Hvilket ikke undrer mig, da meget allerede ligner noget, der er halvt faldet sammen. Realistisk set skulle jordskælvet heller ikke være meget kraftigere, før det hus vi bor i, ville smuldre sammen til en bunke sten. Jeg har i dag læst i avisen at ihvertfald 11 er omkommet i Nepal (indtil videre 46 i alt, det vil sige samlet i Indien, Nepal, Tibet og Bhutan). Af de 11 døde er 3 i Kathmandu, hvor en 5 meter høj mur ved den Britiske Ambassade var styrtet sammen over en bil og en motorcykel. De resterende er fra bjergområdet omkring epicenteret, og jeg vil umiddelbart tro, at der er flere døde deroppe, da de 8 døde er bekræftede dødsfald og det er ret svært at få informationerne fra bjergregionerne, da det ligger så afsides.

Det sidste jordskælv i samme klasse var i 1988, det målte 6.6 på Richterskalaen. Og man skal 78 år tilbage for at finde et jordskælv der var kraftigere, det målte vidst omkring 8.0.

Jeg har i dag læst i avisen at Kathmandu er blevet klassificeret som den by i verden, hvor der er størst chance for et ødelæggende jordskælv. Om det er rigtig ved man aldrig, de skriver så meget der er løgn her. Men det ville ikke undre mig for det hele er noget gammelt l o r t, som man stort set bare skal puste til, og det styrter sammen. Kathmandu er nok det sidste sted i verden jeg ville have lyst til at være, hvis der var et jordskælv, små smalle gader med 3 etagers bygninger, som bare venter på at smulre. Så ville man kunne tale om at gå i panik. Her kan man i det mindste bare løbe ud på gaden.

Der stod også i avisen, at Kathmandu skal være lykkelig over, at jordskælvet var så langt øst på, for meget nærmere og det kunne være gået grueligt galt. I forhold til hvor tæt Kathmandu ligger på grænsen af den indiske geotektoniske plade, er Kathmandu opført uden nogen form for hensynstagen til at på et eller andet tidspunkt vil et jordskælv ramme byen. Ikke at det kommer som den store overraskelse når man har mødt nepaleserne, de tænker en dag frem i tiden ad gangen.

Håber at de lærer noget af dette mindre jordskælv, så de undgår den helt store katastrofe, når de bliver ramt af et stort jordskælv, men jeg ved samtidigt også godt at det desværre nok er utopi.

De er simpelthen håbløse her. I dag har de revet træer op langs vejen fordi den skulle være bredere. Derfor har de træer der stod ligeuden for det hus hvor vi bor, skulle fjernes. Hvordan gør man det? Jo først sender man en menneskelig abe op i 'graveren' på en gaffa truck for at beskære de værste grene væk, herefter sætter man gaffatrucken til at hive træet ned, ved at sætte 'graveren' på toppen af træet og så trække nedad. Resultatet heraf er godt nok at træet blev væltet efter 15 min, men også at trappen der gik ned til vores hus er blevet fuldstændig maltrakteret. Ved det andet træ var det ligefør, at de smadrede det tempelt Didi har lavet, som står ude foran huset. Helt hjernedødt. For det ikke skal være løgn, så er de gået fra at have en asfalteret vej til nu at have en muddervej, fordi de har brudt så meget af asfalten op, at de har været nødt til at kaste jord i hullerne. I min verden er det altså et skridt tilbage.