Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag: Hvori Jakob sidder i en bus, får set naturens vidundere, sidder i en bus igen, og danser natten væk
Lørdag var den store dag hvor alle internationale (eller rettere, dem som havde købt billet i tide) tog til Niagara falls. Busturen var lang, og blev ingenlunde afhjælpe af at man kunne se filmen "hitch" med fordærdelig lydkvalitet, men ca. Kl 12 kunne vi stige ud ved niagara falld efter 2½ times kørsel. Vi kunne nu nå 1½times fri leg indtil vi skulle mødes igen (vi havde en stram tidsplan), og vi blev prompte spredt for alle vinde. Jeg og et par andre blev således hægtet af mens vi inspicerede Hard Rock cafe'en i Niagara falls, hvor jeg investerede i en Canada-souveneir T-shirt.
Vi fordrev nu tiden med at gå langs kanten ud til den gigantiske kløft hvori vandfaldende falder, og det var helt fantastisk. Her var byen virkelig smuk og naturskøn, med grønne parker på den ene side og et gabende hul fuld af vand på den anden, og igen var vejret helt fantastisk. Vi spiste derfor frokost (i midt tilfælde: lettere moste købesandwiches fra kantinen) mens vi nød udsigten over til USAs' side af vandfaldende; Niagara Falls ligger lige på grænsen mellem landene, men den canadiske side er selvfølgelig bedst.
Alt det naturskønne var dog kun halvdelen af det indtryk Niagara Falls gav: Hvad ingen af os havde forventet var nemlig at byen fungerede som et canadisk mini-Las Vegas, komplet med casinoer, neonlys, og forlystelssessteder i alle afskygninger. Således var der udover pariserjul og gyldne-tårn forlysteser også mulighed for at besøge både Dracula og Frankensteins slotte...tænk jeg anede ikke de fandtes i Canada. I starten var dette plastik-paradis ret overvældende, og for pigernes vedkommende rædselsvækkende, men for de fleste drenge var byen en ekstram legeplads der gav en lyst til at komme igen.
Vi havde nemlig ikke tid til at prøve noget af alt dette pga det stramme program, men prøvede dog at nå ud på den bro der forbandt USA og Canada. Da grænsekontrollen krævede både visum og fødselsattest udover pas turde vi dog ikke risikere dette foretagende, af frygt for at blive fanget i et ingenmandsland midt på broen.
Efter ale at have mødtes kl 14 gik vi hen for at prøve Maid of the mist, som er bådture direkte ind i det store Horseshoe vandfald. Selvom vi alle havde betalt på forhånd måtte vi dog stå 45 minutter i kø, og man kunne hurtigt se det næste vindue mellem mødetiderne blive mindre og mindre, da hele denne event tog en time længere end forventet.
Det betyder dog ikke at det var ekstremt sjov at gå ombord på båden, 100vis af mennesker i ens blå engangs-plastikregnslag, og blive sejlet direkte ind foran det hesteskoformede vandfald. Selvom det faldende vand formede en hel tåge over vandet (deraf navnet Maid of the Mist) der næsten gjorde en sneblind kunne man dog se regnbuer overalt, og det var en vildt sjov oplevelse.
Efter dette lakkede det dog allerede mod sidste etape af vores tur, og vi havde ikke tid til meget andet end at gå hen mod det næste mødested hvor bussen skulle samle os op. Her sad vi så to busser fulde af mennesker og fik den dejlige oplevelse at vente 45 minutter på at køre, da en studerende var faret vild (på trods af de udleverede kort). Efter hun var blevet fundet ventede vi yderligere på en person der viste sig at have været i den anden bus hele tiden. Aaaaaaaargh, Jakobs temperament var ikke godt, og blev ikke hjulpet af at vi måtte sprine en kabelbanetur over en strømhvirvel over, og i stedet kun nåede at se et såkaldt Floral Clock. Det vil sige, et ur lavet af blomster. Hvilket faktisk bare var farvet græs. I to varianter.
Canadierne er stolte af det, men af hvilke grunde kan jeg kun gisne om da det muligvist er den mest gennemført kedelige turistattraktion jeg nogensinde har set, kun gjort værre af at man stadig kunde ane strømhvirvlen rundt om hjørnet, og måske kunne have nået den havde bussen ikke stoppet efter benzin.
Kl 18.30, en halv time før planlagt, samledes vi og kørte hjem, denne gang underholdt af en stum, konstant afbrudt version af "Get smart", en i forvejen ikke videre fantastisk Steve Carell komedie. Vi prøvede at underholde os med kort i stedet, men da lyset selvfølgelig skulle være slukket under filmen måtte vi for vores øjnes skyld stoppe.
Tilbage I London ved 21.15 var vi alle vildt sultne, da aftensmad ikke havde været en del af programmet, og gik derfor op til en bar på universitetets område. Her fik vi en bid fastfood, og således fornyet af energi fik jeg overtalt folk til at tage downtown, i jagt på en musikfestival i byen. Derfor tog en gruppe bestående af 3 danskere, en tysker, en new zealænder og en hollænder den sidste bus ned i byen, og konstaterede til min store flovhed at festivalen lige netop var slut. Vi fik dog lov at prøve en aktivitet der endnu ikke var pakket ned, og dansede skyggedans bag et lærred til musik spillet af nogle hyggelige christianit agtige mennesker. Temperaturen om natten i Canada er dog ikke en dans på roser, og nu var det tid til at finde en bar hvor vi kunne varme os. Vi endte op samme sted jeg havde været til fødselselsdag om onsdagen, og billige drinks og god musik fik hurtigt varmen tilbage i kroppen. Lige mens det kørte allerbedst for mig på dansegulvet blev vi dog skubbet ud: Klokken var 2, og der lukker nattelivet altså ned i Canada. Nu var det altså endelig tid at gå (vi var for mange til en taxa) hjem i seng, og sige farvel til en dag der, på trods af mest af have bestået i at sidde og vente i en bus, nu stadig havde været meget fed.
- comments