Så er der læsestof igen. ;-)

Jeg vil starte med at skrive nogle af de samme reaktioner jeg får fra de forskellige lærere når vi snakker om børn og familie.Selvfølgelig er lærerne interesseret i, at høre hvordan vores familie liv er der hjemme, og de ved at vi kan få flere børn end bare et.

Her i Kina bor du hjemme ved dine forældre indtil du har fundet manden i dit liv. I Kina bliver man nemlig ikke skilt hvis forholdet ikke går længere. Det er en meget meget lille procentdel der gør, og dem der er blevet skilt snakker ikke højt om det da det ikke er velset og normalt. Når Kineserparret så er blevet gift flytter de sammen, og mandens forældre skal helst give bil og hus til rådighed. Nogle mænd her i Kina kan faktisk ikke få en kæreste fordi han f.eks. ikke har sine forældre til at kunne give hus og bil. Herefter kan parret så få det ene barn de må få. Ofte bor det ene pars bedsteforældre hjemme os det unge par for at passe babyen eller også bor det unge par hjemme hos en af parrets bedsteforældre.Når barnet bliver lidt ældre bor alle hver for sig igen, men bedsteforældrene passer stadig babyen/barnet ind til det skal starte i børnehave eller i skole. Der er nogle regler for et barns politikken i Kina. Hvis det unge par har en søster eller bror så må de kun få et barn. Når dette barn så bliver voksen og finder sammen med en mand som ingen søskende har og denne pige er enebarn også må de få 2 børn sammen.Hvis de får tvillinger gælder dette kun for et barn. Hvis man vælger at ville have et barn mere selvom man i realiteten ikke må skal forældrene betale mange penge til regeringen.Så det er de færreste forældre der får flere børn end de må.Når et barn bliver født bliver det ikke født som 0 årige men som 1 årige. Så når kineserne fortæller hvor gamle børnene er skal jeg altid spørge om de har regnet ud efter det kinesiske år, eller vores år. For hvis det er det kinesiske år de har regnet efter skal jeg jo så trække et år fra for at det passer med vores alder og år vi følger. Når Kineserne har fødselsdag her i Kina har de selvfølgelig den dag de blev født, men de stiger ikke et alderstrin den dag. Det gør de først ved det kinesiske nytår. Så det vil sige alle Kineserne stiger et år ved nytårsaften. Det er lidt sjovt, og meget anderledes fra hvad vi kender.

Så derfor står Kineserne også med store øjne når vi fortæller, at vi kan få ligeså mange børn vi vil have så længe vi kan forsørge dem. Samtidig behøves vi ikke at være gift for at få børn, og for den sags skyld heller ikke bo sammen, selvom dette ikke er normalt i Danmark men det sker da. De syntes dog det er en befriende ting for kvinderne i Danmark bare kan sige at de ikke vil bo med deres mand mere, hvis han ikke behandler hende godt, eller hvis kærligheden ikke er der mere. Når kineserne taler sådan kan man godt høre imellem linjerne at mændene stadig har mere magt end kvinderne. Når vi snakker om mændene i Kina, er der mange af dem som har en hemmelig elsker han besøger samtidig med han har sin kone. Ofte når hans kone er begyndt at blive gammel (i hans øjne). Det kan vi danskere så slet ikke sætte os ind i, men det lyder til kvinderne godt ved det sker men der er ikke så meget at sige eller gøre.Kineserne undrer sig også over, at vores børn ikke bliver passet af bedsteforældrene, men at vores bedsteforældre oftest stadig arbejder. De syntes det er utroligt at vi kan sende så små babyer i vuggestuen, og få andre til at passe børnene for os, og selv tage hjem at lave mad passe baby når vi kommer hjem fra arbejde. Når et ungt par i Kina får børn stopper bedsteforældrene ofte med at arbejde for at kunne tage sig af barnebarnet. Det er ikke alle der gør, det er vel også derfor der er børnehaver i Kina men det er slet ikke unormalt at de stopper med arbejdet.

Ja det var lige lidt som vi har snakket en del med kineserne om, og det er nu meget spændende at høre om hvor forskellige vi er.

Den klasse jeg har været i i denne uge har været rigtig god. Men jeg syntes altid jeg rammer ind i de klasser hvor der sker et eller andet når jeg selvfølgelig lige er der den ene uge. Børnene er blevet hjernevasket med en sang de bare skal kunne med instrumenter til, da det åbenbart skal ende ud i en prøve. Under alle gentagelserne og øvelserne af sangen ligger der lige pludselig en dreng nede på gulvet. Vi er faktisk tre lærere i klassen på dette tidspunkt hvor vi ser drengen ligge på gulvet bag alle de andre børn. Han ligger helt i krampe, og er blå i hovedet hvor der også kommer hvid væske ud ad munden. Ej det var så synd for drengen og børnene gik helt i panik og var bange.Lærerne løb ned med drengen til sundhedsplejerskerne og der kom drengen heldigvis til sig selv igen efter noget tid. I mellem tiden stod jeg alene med børnene i klassen, og der følte jeg mig virkelig hjælpeløs pga. jeg ikke kunne snakke med børnene. Jeg fik heldigvis fat på en lærer som kunne få ro på børnene. Der gik lang tid inden jeg fik noget af vide om drengen, da lærerne i denne klasse selvfølgelig ikke kunne engelsk. Så det var da lidt ubehageligt at gå så lang tid uden at vide noget. Jeg tror ud fra mit eget synspunkt at drengen måske har fået et epilepsianfald. Så nu håber jeg da bare drengen får hjælp fremover. Det var lidt en skrammende oplevelse men heldigvis har drengen det godt nu. ;-)

Torsdag var vi ude at se en kam fabrik som er et kendetegn for Changzhou.Camillas børnehave havde sørget for det hele, så der var både privat bus, guide, og vejlederen som kunne engelsk så det var fornemt. Det var kun Camilla, Rikke, Mette Maja og jeg som havde fået æren af turen. Det var virkelig flot at se hvordan det hele blev lavet fra bunden af, og selvfølgelig håndlavet. Vi blev også vist ind i et rum hvor der sad kvinder og lavede billeder og protrætter af tråd. Hold da op, nogle af billederne tog et halvt år at lave, det tror jeg alligevel ikke min tålmodighed rækker til. ;-) Efter besøget tog vi ind til byen hvor vi spiste sammen og købte flere dvdér. Jeg har lagt et billede ud af en hund med sko på, som var i butikken. Kineserne går meget op i at pynte sine kæledyr! Jeg ved at jeg sikkert også kunne finde på det men synte nu alligevel at kineserne går lidt over grænsen.

Katja Mette Maja og jeg har planlagt tur til Nanjing som vi har været på i går lørdag. Byen ligger en time fra Changzhou med tog. Det Nanjing er mest kendt for er nok massakren der skete tilbage i 1937 hvor japanerne dræbte 30.000 kinesere. Hvad man kan høre på kineserne er det ikke noget de lige glemmer.En af lærerne har også spurgt mig om vi har tilgivet tyskland. Det har vi jo, selvfølgelig vil der altid gennem genrationer være nogle som ikke har osv. men i helhed i dag, ser vi ikke tyskland som fjende. Jeg tror hende læreren som spurgte mig syntes det var flot, men ville sagtes kunne forstå hvis vi ikke var kommet "videre" i vores forhold til Tyskland. Jeg kan fornemme at der er mange kinesere som ikke bryder sig om Japan den dag i dag pga. episoden, selvom Japan vist har ændret sig meget siden da. ;-)

Vores tur gik godt, vi ville starte med at komme op på et meget højt punkt i bjergene. Vi spurgte en dame som arbejdede for det område, og fortalte at vi bare skulle tage en bus der hen, og det gjorde vi, hun havde så bare glemt at fortælle os, at der åbenbart var lukket for den attraktion, så vi måtte tage tilbage igen. Det område vi så ville se var et meget stort og flot som godt kunne være lidt svært at finde rundt i men vi fandt da frem til det bjerg som bliver kaldt "det purpur-gyldne bjerg". På et af billederne kan i se jeg står foran en masse trapper op til en flot kinesisk bygning hvor der befinder sig et mausoleum og et gravsted for den første Mingkejser. Du skal gå op af 392 trin for at komme op at se gravstedet og de andre ting. Vi sprang over men nød udsigten nede fra og op i stedet for. Jeg ved ikke rigtig hvad alt den kolde friske luft havde gjort ved os, men vi havde ikke mere energi tilbage, og da vi tog videre for at ville besøge et shopping sted, besluttede vi os faktisk for at tage hjem i stedet. Der skal ellers meget til når det gælder shopping. ;-) På vores tur kunne vi desværre ikke nå at se mindesmærket af de mange døde kinesere, da det lå helt i den anden ende af byen, og vi havde brugt meget tid det første sted. Og så taxaer er åbenbart ikke sådan lige at få. Der var nemlig ikke lige alle som gad køre os. Måske de syntes det lå for langt væk. Men det var dejligt at være ude at se lidt igen og bare komme lidt væk fra det sædvanlige.

Så er der kun en uge tilbage i børnehaven uhh, det er altså lidt mærkeligt, men jeg er også klar til at sige farvel. Fredag når vi er stoppet i børnehaven tager vi nogle piger ud at spiser. Faktisk det samme sted som vi var nytårsaften. Umm det glæder jeg mig til, så står den på go kød igen. ;-)

Håber I alle har en go weekend.

Knus

Sidse