Profile
Blog
Photos
Videos
Puha.. ugen har været noget af en følelsesmæssigt rutchetur.
Hele ugen har jeg været på Ward 2 (female medicin ward). Den første dag var der ikke så mange patienter, der var vel omkring 7, hvor af den ene var til CT scanning hele dagen. Dagene starter hver dag med skift/redning af senge samt morgenvask. Hvis der er lagener og tæpper nok til alle, skal alle senge skiftes og redes. Ellers må man prioriterer mellem patienterne. Den første dag, skulle Charlotte og jeg assisterer/observerer en af de spl.studerende, da han skulle vaske en dame, der var sengeliggende. Man var ikke i tvivl om, at denne dame havde smerter og var underernæret og hendes ansigt ændrede fuldstændig udtryk når hun skulle vende sig i sengen. Men hun skulle jo vaskes, så den studerende tog en dunk med varmt vand og hældte direkte ned på hende i de nedre dele. Hun gav et spjæt og så ikke ud til at synes det var særlig behageligt. Efterfølgende mærker jeg selv lige på vandet og det er virkelig varmt, så der er ikke noget at sige til at hun rykkede på sig. Men nu lå hun jo i en pøl af vand, så nu skulle vi i gang. Den studerende tog hjørnet af det lagen hun lå på og kørte det så ellers bare rundt for neden på hende. Hun prøvede at sige lyde og hun så helt forkert ud. Det kan virkelig ikke have været rart for hende. Hun havde tryksår på begge hofter, men det skulle vi ikke gøre noget ved. Efter morgenbad, fik hun lov til at ligge der under et tæppe, i et koldt rum med træk, da alle vinduer og døre skulle være åbne. Det er ikke underligt at de stort set alle sammen har/får lungebetændelse når de er indlagt her.
En underlig ting der også var, var at de kun tømmer kateterposerne 1 gang døgnet. Det vil sige, at da vi hver morgen møder ind, er der i hvert fald mindst 2-3 kateterposer der er ved at springe da de er så fyldte eller også er de lækket, så der er urin på gulvet. Da vi spørg, hvorfor de ikke tømmer poserne ved hvert vagtskifte, får vi at vide, at det er for så de bedre kan holde styr på hvor meget Patienterne udskiller i døgnet. Ved den ene dame, hvis pose lå i en balje, var lækket da den ikke kunne indeholde mere. Posen lå jo så sølet ind i urin. Da jeg spørger den studerende om han ikke skal skifte den, kigger han lidt underligt på mig og gentager "om jeg skal skifte den?" Ja, svarer jeg, den kan da ikke ligge sådan resten af dagen. "ØØHH… jo" siger den studerende, hvorefter han siger til Charlotte hvor hun kan finde en ny. Arrgghh… hvad er det for noget!!
Selvom vi nu har været på hospitalet i 6 uger kan jeg stadig blive lige rystet, forarget, skuffet og gal over, hvordan de behandler deres medmennesker. Så kan det godt være, at det er sådan de er vokset op i deres kultur og de er vant til, at man ikke taler til patienterne, rører dem hvis de skal beroliges mm., men jeg kan mærke at jeg har fået nok. Jeg er glad for at jeg snart kan tage videre og hjem, for jeg vil ikke egne mig til at kunne arbejde på de afrikanske hospitaler. En ting jeg også er ved at være lidt mættet af, er måde man taler til hinanden. De afrikanske sygeplejersker spørger os ikke "kunne du ikke være sød at hente en kateterpose" eller "vil du ikke være sød at rykke dig, jeg skal lige forbi". Nej nej, de kommanderer med os. Når de vil have os til noget er det "hent den pose" og "flyt dig". Og hvis de er rigtig dovne, så siger de ikke noget til os, så puffer de bare til os.
Nå, men så kom vi til denne skønne skønne weekend, som jeg både havde set frem til og gået og frygtet lidt. Jeg har set frem til den idet det betyder at vi snart er på vej videre, men frygtet fordi jeg ved jeg vil komme til at savne denne super skønne familie. Fredag eftermiddag/aften gik bare med at hygge. Jeg gik tidlige ned i køkkenet til Carol som stor og lavede mad. Senere kom Charlotte og den anden søster, Joyce og så stod vi bare og hyggesludrede mens maden blev lavet. Det var simpelthen så hyggeligt og vi grinede og snakkede, så vi fik først mad kl. 21. The'en kogte oven i købet over, fordi vi fortalte om vores Scooter/Skuta-historie ( som vi med vilje ikke havde fortalt om tidligere da vi vidste vi ville blive lidt til grin. Historien kommer senere). Nå, men efter aftensmaden var der mere hygge og jeg fik lagt alle de billeder jeg har taget siden vi ankom, over på deres computer. De syns bare det er det bedste at se sig selv på billeder, det er så sødt.
Lørdag var den store aften, som vi alle havde set frem til, danskere som afrikanere. Den stod nemlig på dansk aften. Når vi laver mad til dem, plejer de altid at sige "Nå, så er vi i Danmark, det er da hyggeligt". Vi fik køkkenet og bålpladsen for os selv, så vi kunne udfolde vores gastronomiske egenskaber. Carol (den store af pigerne) var helt vild med mine pandekager sidst, så det havde jeg lovet hende at lavet igen. Dog kom aftalen i hus på den måde, at jeg lovede at lave pandekager, hvis hun lovede vi ikke skulle have Ugarli i hele ugen op til. J Det grinte vi meget af og da hun ikke lavede Ugarli, så måtte jeg lave pandekager. Det er faktisk en fornøjelse at sidde i 3 timer, på en gammel malerspand og lave pandekager over en Jiko, når man ser deres begejstring og glæde, når man serverer pandekagerne. Selv vores mor Rose, blev helt vild og sagde med det samme at hun da skulle have 4 J De er helt vilde med chokoladesovs, så det havde vi selvfølgelig købt igen. Jeg blev lidt overrasket over, at der ikke var mere chokoladesovs tilbage fra sidst vi fik pandekager. Men da jeg gik drillende spurgte ind til om det var Carol g Joyce der havde spist det, fortalte de, at et var Rose der gik og tog af chokoladesovsen. Hun smører også chokoladesovs på toastbrødet nogle gange. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at grine af det J Men middagen stod denne lørdag på hakkebøffer med spejlæg, kartoffelmos og en lækker salat. Til trods for at vi havde fået at vide at køb er dyrt hernede syns vi alligevel at vi ville lave noget med kød, da vi ved at de er pjattet med kød. Men vi kunne ikke lade være med at grine da vi skulle betale ca. 70 kr. for 2,5 kg. Af det flotteste hakket oksekød. J Middagen og desserten var et hit. Det var jo vores sidste weekend og dermed også sidste aften med faderen i familien, så vi sad længe og sluderede med forældrene.
Søndag skulle vi tidligt op og i kirke. Det var den skønneste solskinsmorgen men på vejen dertil, da Emily kom og tog fat i min hånd for at holde i hånden, gik det op for mig at det var sidste weekend. Jeg blev pludselig lidt ked af det og fik tårer i øjnene og kom allerede til at savne dem, selvom de gik sammen med mig. Det var overvældende at blive ramt af den følelse, for jeg var ellers glad for at der i nuet. Men gudstjenesten var ellers virkelig en god og sjov oplevelse. Normalt er det sådan, at hvis der er nye besøgene i kirken, skal man rejse sig op og sige sig navn, hvorefter resten vil hilse tilbage. Men fordi mikrofonen var gået i stykker, skulle vi bare rejse os op og så skulle alle i kirke give hånd til "naboen" og sige hej. Der var utrolig meget sang ved gudstjenesten, men det var super fedt og gjorde at man ikke faldt helt i søvn. Godt nok foregik det hele på engelsk, men gudstjenesten varede i 2,5 timer.
Efter kirke, skulle Emily (den største af Carols børn) til frisøren og have lavet hår. Men efter 2,5 timer i kirke, så er man ret træt og ikke lige tændt på at svare på 30 spørgsmål og blive grint af, af frisøren. Men vi klarede 1 time i den varme stol og så gik turen ellers hjem. J resten af søndagen stod eller på lidt tøjvask, mandazi-making og afslapning. Strømmen var blevet afbrudt om formiddagen pga. noget arbejde og kom først tilbage kl 18-18.30, så der var stille i huset J Charlotte lå i sengen og havde tand-/hovedpine, Lise gik og sorterede tøj og Paw var i køkkenet med familien og tilberedte aftens måltid, som bestod af bla. Kanin, som blev slagtet dagen før. Jeg lå på sengen sammen med Emily og sludrede og nussede, så der var helt ro i huset. Det var bare så hyggeligt. Jeg kommer så meget til at savne den her familie.
Jeg har siddet ved siden af Emily hver aften siden vi ankom og de sidste mange uger, har vi altid siddet og nusset hinanden på ryggen eller holdt i hånden. Det er så sjovt at se og opleve, at den lille pige, startede med at kigge genert på mig, nå helst ved sidde på skødet af mig, nusse på ryg, holde i hånd mm. Vi krammer også godnat hver aften og hun smiler så meget hver gang, for det er de ikke vant til hernede. Den ene aften visker hun til mig "Christina, do you love me?" Ååhh… hun er så sød. Da jeg svarede "Ohh Yes I do" smilede hun endnu mere og gav mig et kram mere. Det kan man da slet ik stå for J
Så alt i alt en super skøn og fantastisk weekend.
- comments
stine Lyder dejligt med hende den lille nus :) Og gud nej hvordan er det dog de behandler patienterne dernede???? Jeg sidder her på job nu og kan glæde mig over kontrasten. VIlle bare ønske at de kunne lære noget af jer i stedet for!
Christina Ahrenkilde Ja det er skønt, kommer virkelig også til at savne hende. Har spugt om jeg måtte tage hende med hjem, men det må jeg ikke :) Hi hi. Ja det er virkelig forfærdeligt hvordan de behandler deres patienter. Der har virkelig også været mange gange, hvor jeg har rystet på hovedet, for noget af det er så langt ude at man ik er sikker på om det faktisk foregår.. :(
Kristine (måne) Ja det er helt rystende.. Men Christina, det rører mig at høre hvordan du har givet hende Emily en masse kærlighed, det synes jeg er en meget dejlig historie at få.. Tror du har gjort en forskel for hende.. :)