Profile
Blog
Photos
Videos
Der har været to ting der har fyldt mest i løbet af den forgangene uge… Det er regn og en snak på hospitalsdirektørens kontor.
Vi har flere gange gået og grint lidt af, at inden vi tog af sted samlede Danmark ind til Afrikas Horn da der var sult og tørke. For her gik vi hele den første uge på Daraja med lange bukser og ekstra trøjer fordi det regnede og var koldt. De første to uger efter vi ankom til Nyeri frøs vi også, før varmen så endelig kom til os. Og nu har det de sidste 3 dage stået ned i stænger med regn, som var det et mindre skybrud, som vi kender det i Danmark. Og så er det lige vi igen griner og spørg, hvorfor var det vi skulle samle så mange penge ind til tørke når det regner og er koldt hernede? J jeg ved selvfølgelig godt at der er tørke mere op nord på, men stadig, vi er i Afrika, vi havde ikke forstillet os at der ville være så mange dage med behov for lange bukser og en trøje og så meget regn. JOg i forbindelse med regnen, så er der belevt grinet en del af os her i huset. For aftenen hvor det regnene havde vi tændt lyset på altanen, hvilket senere skulle vise sig at være en dårlig ide. Men vi sidder på værelset og pludselig syns jeg det lyder som om at det regner helt ind på vinduet. Så jeg trækker gardinet fra og ser til min overraskelse at hele altanen er fuldstændig dækket til at hundredevis af flyvende insekter. Jeg hiver fat i de andre og vi syns det er helt vildt og facinerende og tager billeder af det, for det må da være et lidt historisk syn. Efter begejstringen har lagt sig, slukker vi lyset på altanen i den tro at så flyver insekterne nok væk igen. Det gjorde de også, de fløj/kravlede bare ind til os på værelset. De kom pludselig ind af alle sprækker der måtte være ind til os. For det viser sig at de søger mod lyset og det havde vi jo stadig tændt inde på værelset. Så Lise og jeg går lidt i panik og hopper rundt på værelset, mens Charlotte nægter at gå ud fra sig myggenet og Paw bliver beordret i krig mod indsekterne med en slippers som våben. Paw hopper rundt og slår den ene i hjel efter den anden, indtil det går op for os at vi jo er nødt til at dække udluftningshullerne til. Dagen efter da vi lukker op til altanen er det er sindsygt syn der venter os. Alle de hundredevis af insekter har smidt deres vinger og er blevet til en form for myre/bille, som ligger mere eller mindre livløse på gulvet. Det var så vildt at se. Da vi fortæller det til familien griner de bare af os og siger vi bare skal feje dem op. Vi prøver at fortælle atd er altså er rigtig mange og vi ik li ved hvordan vi skal gøre det. Da de kommer op og ser der, bliver de chokeret over synet af de mange dyr. Vi fik næsten fyldt en halv bærepose med de ækle dyr.
Derudover er lagt en del mærke til os her i byen, for vi går hver morgen til hospitalet, som ca. ligger små 3 km fra hvor vi bor. Det er meget normalt man går hernede, men jeg tror ikke de lokale forstår at vi gider og gå 3 km. Hver dag. Men nu har de vænnet sig til at se os komme gående. Og selv når vi kommer på en ny afdeling er der altid en der fortæller os, at de da har set os gå frem og tilbage fra hospitalet og så griner de af os.
Men i onsdags da det regnede så meget overgav vi os og tog en matatu oppe fra hovedvejen og gik det sidste stykke hen til hospitalet. Heldigvis havde jeg investeret i en lang regnjakke så jeg nåede da frem uden at være total gennemblødt og iført klipklapper. Det første Charlotte og jeg blev mødt med, da vi kom ind på afdelingen var da også spørgsmålet "Har i virkelig gået på arbejde i dag i det her vejr?". Hertil måtte vi sige nej og så de andre sygeplejerske så nærmest lidt lettet ud JResten af dagen holdte det tørt, men torsdag kom der mere regn. Da vi fik fri var vi glade og lettet over regnen var stoppet, men der gik kun 15 min så startede det med at regne igen. Fredag regnede det også hele dagen, men der havde vi heldigvis studiedag og skulle skrive opgave, så det var ikke slemt, bortset fra at vi ikke fik noget luft den dag. Det mindede nærmest som en efterårsdag i DK.
Nå, men så var der jo den der historie med en snak på direktørens kontor. Set i bakspejlet startede hele historien nok allerede onsdag i sidste uge, hvor vi havde vores første dag på børneafdelingen. Charlotte og jeg kommer glade op på afdelingen om tirsdagen og meddeler at vi vil komme onsdag og være hos dem i 8 dage. De to vi siger det til, sige bare"yes yes, that´s okey, see you tomorrow" og så gik vi igen. Onsdag kommer vi så ind på afdelingen kl. 8 og siger hej og præsenterer os igen. Her sidder så også afdelingssygeplejersken og vi fortæller hvorfor vi er her og hvad vi skal. Hun kigger på os og siger okey. Så går morgenrapporten igen, noget foregår på engelsk og noget på swahili. Stemningen er lidt trykket og der er ikke så meget smil og slet ikke fra afd.sygeplejerskens side. Efter ca. halvanden times rapport rejser alle sig og med afdelingssygeplejersken i spidsen går de ned gennem afdelingen, som en anden is dronning, og snakker lidt om de forskellige patienter og stiller dem nogle spørgsmål. På et tidspunkt siger afd.sygeplejersken noget på swahili og så er alle smil væk igen. Derefter er det tid til medicinering. Det foregår sådan, at man tage al medicinen ud af et skab og stiller det på en rullevogn og så tager man ellers bare patienterne fra en ende af. Jeg har aldrig set et så ustruktureret system, et rod af medicin og bunker af kanyler. Men sådan foregår medicineringen hver dag, 4 gange om dagen, alle ugen hverdage. Jeg syns godt nok det var voldsomt at se, hvordan de bare stak de små som var de nålepuder. Der var ingen kontakt, omsorg, beroligende snak eller trøst ved injektionsgivningen. Og var børnene urolige og kom der 2-3 flere sygeplejerske og med magt tvang børnene til at ligge stille. Eejj, det var forfærdeligt at se på og børnene skreg i vilden sky. Men sådan fungerer det hver dag.
Men den første dag tager afdelingssygeplejersken fat i os og spørg "hvad vil i her?", "Hvorfor er i her?" "Hvad tror i i kan lære herfra?".Vi svarer pænt på hendes spørgsmål, syns vi selv og smiler til hende. Så siger hun bare "nå" og går hen på sin plads. Da vi så går hen til medicinvognen og har stået der i 15 min. Kommer hun hen og dasker mig på armen og siger at vi ikke bare skal stå. "I skal gå ned og snakke med patienterne og lære dem at kende". Ja okey tænker vi, vi har kun været her i 15 min. giv os lige en chance for at danne os et overblik. Men igen puffede hun og gav et lille skub. Vi ville gerne involvere os med patienterne, men for det første var der lige omkring 80 mennesker der løb rundt, der var råb og skrig fra børn og forældre der gik frem og tilbage. Og for det andet, så er der ikke mange der kan forstå engelsk og vi kan ikke kikuju eller swahili, så vi havde en kommunikationsbarriere vi lige skulle brydeJ Men vi prøvede.
Hver dag er der Chai og mandazi, som er noget vi ser frem til hver dag. Vi bliver da også tilbudt begge dele af en af sygeplejerskerne og vi sætter os og snakker med hende, rigtig hyggeligt. Som dagene går lægger vi mere og mere mærke til, at afd. Sygeplejersken kigger underligt på os, snakker ikke rigtig til os og hvis hun endelig taler til os, så er det en blanding af engelsk og swahili. Hun siger ikke godmorgen eller farvel til os mere og når vi tager Chai og Mandazi kigger hun irriteret på os. Men vi ved jo ik hvad der er galt, så vi gør bare som vi plejer. Nå, men hun ville jo have vi skulle involvere os og lege med børnene, så da vi spørg efter legetøj siger hun, at det har de ikke, det har de ik råd til, vi må finde på noget selv. Men vi vidste og havde set, at de havde fået al legetøjet som Operation Smile havde med, men det var låst inde i et skab. Men hun nægtede at have noget. Onsdag er så dagen hvor bæreret flød over. Om formiddagen bliver vi sultne og smutter ind i personalerummet og tager en banan. En af sygeplejerskerne går med os mens vi sludrer og hun interesseret spørger indtil, hvordan det er i Danmark. Pludselig hører vi afd.sygeplejersken råbe ind til hende vi sidder med, på swahili selvfølgelig så vi ik forstod det. Men jeg kunne se på hende vi talte med, at der blev sagt noget om os, så jeg beder hende om at oversætte det afd.sygeplejersken sagde. Hun havde så spurgt om, hvad vi lavede, hvorfor og hvor længe vi havde siddet i rummet. Og vi øvrigt skulle ud og lave noget og ikke sidde ned. Sygeplejersken vi talte med så lidt mut ud, så jeg blev faktisk lidt sur over at afd.sygeplejersken bare sad på sin fe.. mås og ik engang selv kunne rejse sig for, at gå de 15 skridt ind til os og selv bede os om, at gå ud og lave noget, hvis hun syns vi lavede for lidt. Ggrrr!!! Nå, men dagen fortsatte og senere var det jo Chai og mandazi-tid. Jeg har de andre dage lagt mærke til, at afd. Sygeplejersken først går alene ind og drikker flere kopper chai og spiser flere mandazier, inden nogen andre kommer ind og tager deres. Men vi går så ind sammen med de andre og lige idet jeg er ved at tage en kop, siger hun til os, at vi ikke må tage noget, for det er kun til personalet, altså de faste og det er vi jo ik en del af. Hun siger at vi ikke har sagt, at vi også skulle have, så der er ik bestilt til os, så hun ville ikke have vi tog noget. Ellers var der ikke nok. Vi fortæller hende at vi havde givet besked om vores ankomst dagen før vi ankom, at vi havde været der i 6 dage så det kunne ikke være en overraskelse for hende at vi var der og at vi havde fået alle andre steder vi havde været. Men hun kiggede på os, sagde noget på swahili og gik igen. NNeejjj, der fik vi nok. Så vi gik ned til den ledende sygeplejerske af hospitalet med det samme og fortalte hende det hele som det var. Vi fortalte om alle de ting vi havde observeret: Legetøjet i skalbet, en legemåtte der oveni købet var fjernet helt fra personalerummet efter vi havde spurgt efter den, vi ikke måtte tage chai og mandazi, at hun bad de andre spl. om at fortælle, hvad vi lavede, at hun ikke ville sige godmorgen eller farvel, og alle de andre ting der var. Den ledende sygeplejerske, som bare er den sødeste, kiggede på os og blev chokeret. Hun begyndte straks at skrive alt ned. Hun fortalte også, at der tidligere havde været attitudeproblemer med denne leder, men hun troede det var blevet bedre. Hun fortalte at lederen var projektkoordinater for et større projekt de har gang i på hospitalet, men at hun slet ik havde vist sig til møder eller andet endnu og hun ikke engang havde hentet det materiale der skulle bruges. Hun var meget sød ved os og hun tog det så pænt og sagde, at det skulle hun nok tage hånd om med det samme, vi skulle ikke være kede af og være på hendes hospital, det skulle hun nok sørge for. Hendes motto er "i morgen skal være en bedre dag end i dag". Så det var en rigtig dejlig snak vi havde og vi gik tilbage med lettede hjerter J
Weekenden er gået med blandt andet opgaveskrivning, tøjvask og afslapning. Jeg er egentlig blevet ret stolt af min opgave nu den er skrevet på engelsk. Jeg har faktisk aldrig nogen siden skrevet så meget på engelsk, som jeg har her. Faktisk er den på 9.506 anslag, hvad siger i så? J
Og en sidste MEGET GOD ting er, at idag er der 1 uge og 5 dage til jeg smutter til Mombasa og dermed kun 3 uger og 1 dag til jeg lander i CPH AIRPORT kl. 12.50.. YYYAAAIIIII
- comments
Kristine (måne) Ej.. Det lyder som om det har været en rigtig ubehagelig oplevelse mus. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er normalt dernede i forhold til her, at der sker disse problemer, for kan forestille mig, at tingene bare er rigtig primitive dernede i forhold til hos os jo, så personlig pleje af personalet er en mangel? Men er glad for at i har hinanden dernede, og at i fik løst problemet.. Knus..
stine Dejligt at kunne komme på din blog igen :) Ved ikke lige hvorfor jeg ikke har kunne det uden du lægger den ud sådan her. Virkelig interessant læsning og Gud et billed med de der insekter! Glæder mig til at høre mere om din hospitals historie... Kan i egentlig ikke være med til at implementere nogle bedre rutiner og sådan? Fortælle hvordan det foregår her i Dk? Tænker at i da kan lære dem noget! Krams og tanker.