Profile
Blog
Photos
Videos
Ja...Hvorskal jeg starte?? Ugen har indtil nu været super god selvom der endnu engang har været forargelse og også lidt vrede, denne gang.
Mandag morgen på vej til arbejde kl. 7.20 besluttede jeg, at denne uge skulle jeg være mere på, spørge mere og være mere behjælpelig med div. opgaver og virkelig være en større del af hverdagen, end jeg tidligere havde været. Jeg ved at jeg skaber mine egne muligheder/oplevelser jo mere jeg bidrager og er på, så det var mit mål for dagen og for ugen. Mit projekt var, at jeg ville vise sygeplejerskerne på fødeafdelingen, hvor meget det kan hjælpe den fødende kvinde som ligger i smerter, at vi som sygeplejerkske masserer og generelt nurser om hende. Hernede rører sygeplejerskerne nemlig dårligt kvinden og de nurser på ingen måde, de får ikke endgang en hånd at støtte sig til, hvis de skal op fra briksen, hverken før eller efter fødsel.
Da vi møder ind ligger der kun 1 kvinde på afdelingen. Jeg finder hurtig ud af, at den mandlige spl.studerende som er igang med sin overbygning, virker til at være god og menneskelig, så han bliver hurtig mit "offer" for dagen, som jeg vil følge. Kvinden som ligger på afdelingen, begynder og presse og han henter hurtigt de ting han skal bruge. Jeg spørg om jeg kan hjælpe ham og han siger at jeg hvis jeg vil, må jeg gå med og tale med kvinde, hjælpe med vejrtrækning og hvornår hun skal presse og slappe af mm. Jeg bliver vildt glad og flyver hen og holder kvindens hånd med den ene hånd og hendes ben med den anden. Barnet kommer ud med hovedet, men er blålig og skriger ikke, som det burde. Den mandlige spl.stud. opdager rigtig hurtigt at noget er galt, begge af barnets skuldrer sidder fast i kvindens bækken og kan ik komme ud. Men det skal gå stærkt og inden jeg registrerer så meget, så har han fået lirket barnet fri. Han siger noget på swahili og der kommer en udd. spl. løbende ind til os. Hun tager fat i barnet, tørrer det hurtigt, viser det til moderen og så går de begge med barnet. Alene med kvinden står Charlotte og jeg. Moderen kan godt se noget er galt, græder lidt og spørg gentagende gange på swahili, om hendes dreng er i live. Til sidst siger jeg at jeg vil gå ind at tjekke ham. Her mærker jeg min første harme og forvirring. Det er den mandlige spl.stud der står med barnet og lytter til hjertet, gnubber den lille på ryggen, vender den lille på hovedet mens en anden spl.stud. står med et sug i hånden og bare kigger. Jeg observerede hurtigt, at der derudover stod 2-3 udd.spl samt samme antal spl.stud. og kigger uden at gøre noget, til trods for der ligger en iltmaske lige ved siden af. Jeg tror ik jeg når og tænke så meget andet end at jeg må gøre noget. Så jeg skynder mig hen og spørg, hvad jeg skal gøre. Jeg får taget fat i den manuelle iltmaske, starter op og uden at tale sammen finder jeg og den spl.stud. hurtig en rytme og hinanden i, hvad vi skal. Jeg husker ik hvor eller hvem jeg tog det fra, men jeg snupper et stetoskop og lytter til den lille samtidig med jeg har gang i iltmasken. Jeg får også lige kommenderet med den anden spl.stud der står med suget. Det hele kører bare på skinner og min tanker er hele tiden, at det her skal lykkedes og det vil det også gøre, jeg tvivlede ikke. Jeg registrerer ik så meget anden end den lille og de to andre jeg står med. Jeg ser Charlottet et par gange og den ene udd.spl. der et par gange kommer ned til os og spørg om vi stadig arbejder på den lille. Ja svarer vi, der er hjertelyd og reflekser, vi har ik givet op. Spl'en ryster lidt på hovedet og går i igen mens hun siger at vi bare skal give ilt. Jeg blir SÅ gal, vred, harm og chokeret over den ligegyldige holdning til den lille drengs liv. Vi blir enige om at vi ik giver op endnu. Vi mærker puls og jeg hører stadig hjertet slå u galoperende fart. Den lille dreng har stadig en pæn farve, så vi fortsætter. Men efter 20 min. når vi stopper med ilten for at tjekke ham og suge ham i næse og svælg, bliver han blålig. Vi går igang igen med det hele og efter lidt over 30 min og flere forsøg, uden mere reaktion fra den lille taler vi om, at der nok ikke er mere vi kan gøre. Den spl.stud. kigger mig i øjnene og signalerer at jeg ik behøver gøre mere, vi har mistet ham. Jeg siger at jeg stadig hører hjertet og jeg ikke går før det er helt stoppet. Han siger "jamen han er død, vi kan ik gøre mere". Men jeg holder fast og siger at han er ikke død før hjertet ikke slår og jeg derfor agter at blive ved ham indtil jeg ikke hører hjertet mere, jeg kan ikke gå fra ham endnu. Det accepterer han og jeg får lov at blive der og høre hjertet slå en sidste gang. De få minutter føltes som timer og det begynder så småt at gå op for mig at det er et lille menneske jeg står foran. Den studerende jeg havde stået sammen med, forklarede, hvad der nu skulle gøres. Han var så sød, omsorgsfuld og var menneskelig da han gik ind til moderen, hvilket i situationen faktisk gjorde mig glad. Han gav sig tid til at tale med moderen og hun fik tid til at sige farvel til sin dreng. Jeg blev så glad for at se hans behandling af moderen og den kamp han var villig til at kæmpe for det lille barn. Det skal nævnes, at under alt det her, hvor jeg står med den lille, tager Charlotte fat i den ene af de to udd.spl. og siger at moderen har brug for hjælp og at hun stadig ik har født placenta. De går hen imod hvor moderen ligger, men sygeplejerske går videre, mens charlotte stopper forundret op. Charlotte beder spl. 2 gange yderligere på en lidt hård facon om at gå ind til moderen som stadig ligger på briksen, alene, liggende i blod og placenta der stadig ik er født og stadig ikke ved hvad der sker med hendes dreng. Til sidst går hun så ind til moderen og gør hende færdig, da charlotte bliver ved med at bede hende om gå ind til kvinden. Hvad ligner det!! Jeg er chokeret over at man skal bede dem om at gøre deres arbejde.
Jeg fik så mange følelser i mig. Jeg stod med en professionel følelse af ikke at tage det for nært og at det er en del af mit arbejde. Men samtidig er jeg fyldt med total skuffelse over holdningen fra de andre udd. spl. Harm over de er så ligeglade med de liv som kommer og går på afdelinegn. Der er intet kærlighed, omsorg, pleje eller varme fra personalets side til kvinderne og børnene. Ked af det over, at moderen lige om lidt skulle ha sit livs værste besked om at hendes barn er død og ked af at barnet ikke fik livet. Jeg tror på der er en mening med alt og der har sikkert været en mening med dette lille barn, selvom jeg ikke kan finde meningen. Jeg kan stadig se for mig, hvad det var der skete i forløbet og jeg kan stadig mærke den lille livløse krop i mine hænder, det er så uvirkeligt og reaktionen kommer nok først senere. Jeg syns jeg går lidt i en egen mærkelig verden.
Jeg ved også godt at det er livets bagside, men i alt det her, at jeg nok allermest skuffet og vred på sygeplejerskernes ligeglade holdning til deres arbejde og deres patienter. De griner af de kvinder som ligger og vrider sig i mærkelig stillinger, fordi de syns de ser sjove ud. De beder kvinderne om at dæmpe sig, hvis de skriger for højt, de beder kvinderne om at massere sig selv på lænnen hvis smerterne er for hårde (i stedet for at hjælpe kvinderne) og de tjekker kvinderne hver 4. time, for det står der jo på papirerne man skal. NEJ, i papirerne står der at der skal noteres hvor langt kvinden er i processen MIN. hver 4. time, men sådan læser de det ik. Så de tjekker ikke kvinderne mere en højst nødvendigt. Det er set et par gange at en kvinde har født hovedet af barnet og knap nok resten, inden der kommer en spl. forbi og så får de sgu travlt. Hvis spl. ikke lige mener kvinden er i fødsel beder de hende om at samle benene og lægge sig på siden og vente lidt. Men til gengæld er de super gode til at hyggesludre, stå med ryggen til kvinderne (hvis de har bevæget sig ned ad gangen) og holde deres the-pause - Det kan de finde ud af!!!!
Tirsdag blev så mit mål om at vise de andre, at det ville gøre meget for kvinderne der er i smerte, at blive masseret. Til at starte med kiggede sygeplejerskerne også underligt på mig, men da jeg fik fri, så jeg at der kom en anden hen og fortsatte, dog kun med 1 hånd, men alligevel.. FEDT!!! Jeg kunne kun smile til sygeplerjsken og give et anderkendende nik. :)
Onsdag var den gode og mest fantastisk dag... OPERATION SMILE var kommet til hospitalet :) Og jeg smilte så mange gange i løbet af dagen. Der var kommet utrolig mange læger, kiruger, sygeplejerske mm. fra hele verden. De opererer gratis de børn som tidligere på ugen er blevet screenet og godkendt til operation af næse/ganespalte eller forbrændinger forskellige steder på kroppen. Missionen er gratis for patienterne, men er betalt af fonde og af andre virksomheder fra hele verden. Charlotte og jeg mødte kl. 8.15 på ward 14 og blev hurtig indtroduceret til operationerne. Der var sat 5 operationsborde op og så blev børnene opereret for det de måtte have af problemer. Der var struktur, smil, varme og glade ansigter over det hele på hele dagen. Det var en fornøjelse at se, hvor meget de forskelige læger gik op i, at deres job blev gjort ordentligt og det samarbejde der var, kunne klare alt. Det var så fedt så fedt. At være med til så mange operationer som vi fik lov til, var fantastisk. At se et barn komme ind med forbrændinger på hånden så fingrerne ikke kunne strækkes, eller børn med næse-/ganespalte, børn der ikke kunne gå pga. foden var deform mm. og vide at de har fået denne gave, så de kan få et så vidt muligt bedre liv, uden for mange gener resten af livet. Det er FANTASTISK :) De fortalte, at der de senere år var begyndt at komme flere og flere forbrændninger ind, så de overvejede en mission kun for brandmærker. Det er forfærdeligt at vide, at der er forældre der af årsager ikke magter deres børn eller som straffer ders børn ved at hælde kogende olie/vand på dele af børnenes kroppe. Men man blir samtidig glad helt ind i hjertet, når der så kommer et kæmpe hold af læger, der oven i købet gratis, vil gøre hvad de kan for at hjælpe disse børn til at få det godt igen :) Jeg er helt oppe at flyve over det de gør :)
- comments
Martin Det er virkelig fantastisk at læse de oplevelser du har, man lever sig selv helt ind i det..... Håber du får mange flere gode oplevelser... nyd den sidste tid....
Christina :) :) Taakk Martin.. Er rigtig glad for at høre du/i næsten kan leve sig ind i det... :) Jeg tror ikke jeg sådan rigtig har forstået alt det jeg oplever, fordi det er så uvirkeligt at se de ting man gør hernede, før jeg kommer hjem :) Men dejligt at se der er så mange der læser min oplevelser. Skønt at ku dele dem med jer :)