Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der gået endnu en uge her i afrika. Dagene går faktisk rigtig hurtig, til trods for at de ligner meget hinanden. Vi står op, går på arbejde, kommer hjem og får the, er på værelset til vi skal spise og så i seng. Det lyder måske kedeligt, men vi er mere trætte efter en arbejdesdag end vi normalt er. Og ugen har budt på flere forargelser, opture og oplevelser, som tærer på kræfterne.
De første 3 dage var jeg endnu på MCH, hvor der intet skete. Vi havde 3-4 patienter om dagen der skulle have taget en HIV-test og det var det.
Torsdag og fredag var så dagene jeg havde set frem til og jeg var sikker på at jeg ville for de oplevelset og action, som jeg havde manglet de foregående 8 dage på MCH.
Charlotte og jeg møder ind på fødeafdelingen torsdag morgen kl 7.30 som aftalt med afdelingssygeplejersken. Vi havde ikke lige taget højde for African Time, for vi måtte vente 1 time før der kom en der kendte til os og tog sig af os. Flere sygeplejerske kom ellers hen til os, præsenterede sig og spurgte om en masse, men gik derefter igen.
Men vi følges hen til fødeafdelingen og allerede i døråbningen fik jeg min første overaskelse. Vi kommer ind i et rum, hvor der ligger 3 kvinder, kun afskærmet fra hinanden af badeforhæng. Her ligger de kvinder som er eller som småt er i fødsel. Hvis det viser sig de alligevel ik er i fødsel, blir de sent tilbage til "venterummet" med de andre 20 kvinder der venter på at være så langt henne i fødslen, at de får lov til at komme på fødestuen. Men på den omtalte fødeafdeling, ligger de så mere eller mindre og passer sig selv, vrider sig af smerte på briksen, stønner lidt og hver 4. time lige bliver tjekket hvor langt henne de er i processen. Måden de måler, hvor langt barnet er nede i bækkenet er at stikke fiingrerne op i kvinden - uden nogen form for følsomhed eller glidecreme. Puhaa, det er hårdt at se på, for det er tydeligt at se på kvinderne, at det virkelig gør ondt. I et det næste rum, ligger op til 4 kvinder på samme måde som de andre. Men det er kun her vi har set der er blevet født. Da der kun er skærmet af med badeforhæng, er det nemt nok at se ind til nabofødslen, hvis de er overskud til det. Der er intet privat på de her stuer og ressourcerne er små. Kvinder skal selv sørge for tæpper, børnetøj, tøj og hvad de ellers har behov for af vand el. te. De får først en "fødselskjole" på, lige inden de føder. De ligger på en briks, med noget plastik over og et stykke stof. På ingen måde lig det man ser derhjemme, det ser ik rart ud.
Min oplevelse med den første fødsel var vild. Vi havde kun været der 1 time, da den første kvinde går i fødsel. Vi er nysgerrige og kigger hele tiden ned mod, hvor hun ligger. Endelig spørg spl. om vi vil se. Øhh ja, det er jo lidt derfor vi er her, tænkte jeg. Vi får lov at kigge med, og pludselig står vi 4 mennesker og kigger på denne kvinde, der er i fødsel. Hun ser ikke ud til at have åbnet sig særlig meget, men jordmoderen/spl. går i gang, mere el. mindre med tvng, at åbne kvinden. Det gyser mig ned at ryggen og jeg får ondt i hele kroppen, for det er tydeligt at se det gør ondt på hende. Kvinden presser nogle gange og barnet kommer ikke rigtig ud og spl. står så med næste alle fingre inde i kvinden for at få fat i barnet. Jeg forstår slet ik hvorfor de gør som de gør og det ser bare så voldsomt ud. Det skal nævnes, at hernede udtrykker kvinderne ikke smerte med lyd, de bider smerten i sig og hvis de endelig udtrykker smerte, så er det meget lavt. Kvinden her, siger heller ikke meget, før hun bliver klippet, da barnet ikke kan komme ud. Endelig kommer barnet ud og lagt på maven af moderen. Her blir jeg lidt chokeret, for kvinden tager overhovedet ikke barnet ind til sig, hun rører det slet ik. Barnet bliver vejet, omsvøbt i 2-3 tæpper og lagt under varme, mens kvinden ligger på briksen. Men der opstår problemer, for kvinder bløder mere end normalt og de kan ikke finde ud af hvorfra og hvorfor hun bløder så meget. Spl. går frem og tilbage til kvinden som stadig bare ligger på briksen og først efter 30-40 min, tjekker de igen og derefter syr hende. Kvinden er gået i chok pga. blodtab og ligger og ryster, men det ser ikke ud til at der er nogen der har travlt med at få styr på kvinden. Hun får bare noget væske, som løber igennem på 15 min. Charlotte og jeg står lettere forskrækket, forundrende, overrasket og uforstående for, hvordan denne fødsel er foregået som den er, vi stiller hinanden en masse spørgsmål hele tiden. Der er på intet tidspunkt noget omsorg eller kontakt mellem kvinden og spl., kvinden får instruktioner og der eriøvrigt ingen kvinder hernede der får bedøvelse under en fødsel, skriger de for meget blir de bedt om at dæmpe sig. Kvinden her får først sit barn efter 1-2 timer efter og hun ser egentlig ikke glade ud for sit barn, som man ville se i dk. Efter hun har ammet og været på stuen max. 1 time, skal hun ud og over på en anden afdeling, hvor hun skal være et døgn, før hun må tage hjem. Det var en vild og følelsesmæssig oplevelse. Det var så stort at være med til en fødsel, at se et barn komme til verden, det kan ikke beskrives, det var bare stort og vildt, men der manglede også lidt glæde. :) Jeg håber at kunne få lov til at se en normal fødsel mere, inden jeg skal videre :) Vi har også været med til et kejsersnit, hvilket også var en vild oplevelse, bare på en anden og mindre smerfuld måde, da hun var fuld bedøvet, men der ser sgu så brutalt ud når de står og hiver i både mor og barn. Ved begge fødsler stod jeg både med følelsen af lykke på kvindens vegne, glæde for at have set et barn komme til verden, få følelsen af og ville give dette barn lidt omsorg og trøst når de ligger alene i varmekassen og tristhed over der er så lidt omsorg, følsomhed og kontakt med kvinden der lige har været i det værste smerter.
Lørdag stod så i festens tegn. Forældrerne vi bor hos, holdte deres second weeding/velsignelse for de nærmeste 100 familie og venner. Det er sådan, at man køber sin kone hernede. Ved det første bryllup betaler manden nogle pengen til bruden forældre, for at få hende, men det er ikke nok. Senere, i dette tilfælde 20 år efter, skal manden så betale den sidste del af prisen for sin kone. Så vi kørte af sted hjemmefra kl 10 og efter nogle stop for at vente på de andre gæster, inden vi når op til forhandlingsstedet. Her stopper vi alle og manden skal nu til at forhandle med sin kones far. De står omkring 10 mænd i rundkreds og forhandler med sin kones far. Han tager selvfølgelig ikke imod de første bud og den endelige pris lyder 10.000 ksh (som iøvrigt er en kendt og aftalt grænse, så hvorfor vi sku står og vente i 45 min, på dette ved vi ikke) Men vi kan så kører videre og op til hendes families hus, hvor festen afholdes. Alle kvinderne samles og skal bærer alle gaverne ned til hendes familie. På vejen blover vi mødt af 20 kvinder der spærer vejen for os. De begynder at synge, først den ene gruppe og så den anden gruppe, hvor jeg står. Jeg finder ud af, at vi er igang med en forhandling, hvor de synger om, hvilke gaver vi ha med, hvor den anden gruppe, tilsidst accepterer de gaver vi har med til dem. Så kan vi ENDELIG komme ind til festen og få noget at spise. Vi troede vi kom ind i et telt med hyggelige omgivelser mm. Men nej, vi kommer ind i et telt,hvor der står 6 kvinder på række med hver deres gryder, hvor vi skulle op på række og hente mad. Længere inde i teltet stod en masse plastikstole på række, som var her vi skulle spise. Maden måtte man også kun tage af en gang, da det var uhøfligt at tage flere gange. så alle, undtaget os danskere, havde et bjerg af mad på deres tallerkner. Herefter fik vi serveret Uji, som lugtede gæret og smagte af noget man ikke bryder sig om. Senere var der en præst der prædikede. Vi forstod slet ik hvad han sagde, men det mindede mere om et stand up show, for de grinede utrolig meget. Så var der ceremonien, parret skulle først give hinanden lidt sodavand (på samme måde som når der bliver skåret og delt brudekage i dk), så skulle de op og stå, hvorefter deres familiemedlemmer på skift skulle op ved siden af dem og sige noget. Herefter skulle parret bindes sammen med et tørklæde men der stod en kvinde og råbte noget uforståeligt. Til sidst skulle brudens mor og de andre nabokvinder op, hvor resten så bandt en tørklæder om livet på dem. Det var super sjovt og være med til,men vi var ved at være mættet for opmærksomhed, spørgsmål, nysgerrige blikke mm.
Idag, søndag, står på dagen på tøjvask, opgave, afslapning og oprydning. Måske der lige kunne snige sig lidt træning ind, det ville være super lækkert og bestemt tiltrængt :)
Alt i alt en god uge og jeg glæder mig til de næste :)
- comments
Annette Jørgensen Det hele lyder fantastisk spændende og hårdt. Jeg går ud fra at du aldrig mere vil være irriteret over ventetiden i MIT venteværelse :-)) Skøn blog!!! Det kan altså ikke passe at du bliver fed på den væmmelige kost, er der ikke et Hilton-hotel om gadehjørnet hvor i kan tage et par overnatninger og blive fedet op :-)) Ha det nu godt
Christina Ahrenkilde Ha ha ha.. jeg lover jeg aldrig mere vil brokke mig over ventetiden, men nu ved jeg også hvordan man bruger en ventid mere fornuftigt :) Her nede arbejder de med african time, så der kommer man når man kommer.. :) Der er desværre ikke noget Hilton-hotel, men til gengæld har de en god chokolade, som jeg nyder mere end rigeligt af :) Tak skal du have og i lige måde :)