Endelig kom dagen hvorpå vi skulle ud til vores familier. Vi vågnede med nervøsitet, spænding, glæde, sommerfugle i maven med spørgsmålene, Hvem er vores nye familie, hvor skal vi bo, hvordan er hospitalet, hvor meget engelsk kan de, hvad kommer vi ud for, hvem og hvordan er vores mentor mm.

Vi sku hentes kl. 10, men blev først hentetaf vores koordinater kl 11.30 grundet trafik og et forsinket møde. Men endelig kom bilerne der skulle kører os ud til de enkelte destinationer. Vi blev vildt glade da vi så bilen vi skulle køre med, der var jo vildt god fjedring, så jeg ville ikke få ondt bag i af turen. Der var ca. 250 km fra Nairobi til Nyeri, så vi ku godt regne med en køretur på ca. 2 timer, sagde chaufføren. Ja ja, hernede kører man med African time, det vil sige, det ville tage 3-4 timer :) da der er ca. 60 km til Nyeri, begynder bilen at sige underligt og vi kører ind til siden, hvor chaufføren tjekkede olien mm. Vi kørte videre igen, men allerede efter 15 km begyndte bilen kun at kunne kører 20 km/t og der kom røg ud af udstødningsrøret. Der var ikke andet for, end at ringe til vores koordinator der talte med chaufføren om, at der måtte komme en ny bil. Vi kunne ikke lade være med at grine over det, det var egentlig lidt sjovt og vi jokede lidt med det.

Vores chauffør var pludselig væk og kommer tilbage ca. 15-20 min efter. han har skaffet en Matatu, som skulle kører os til Nyeri. Vi gloede godt nok lige der og var sikre på at det da ik ku være rigtigt. Men jo, vi måtte ind, sammen med et par afrikanske kvinder, som kiggede underligt når vi sagde noget til dem. På turen, kom der et par stykker mere på bussen og af igen.

Ca. kl. 16.30 bliver charlotte og Paw sat af hos deres nye familie. De skal bo i et toetagers hus, med port og hegn, en hyggelig gård. Og ud fra deres nye mor Rose, så var det særdeles fine forhold de skulle bo under. Lises og mine forventninger steg godt nok da vi så de andres hus og tænkte, YES det her skal nok bli godt. Men chaufførerne troede at vi også skulle bo der, så de vidste ikke hvor Lise og jeg skulle hen. Vi får et nummer fra vores koordinator som de skal ringe til, så vil vedkommende guide dem videre. Chaufførerne kører os ud til det hospital, hvor vi skal arbejde. Vi er helt forvirret og uforstående for, hvorfor vi skal sættes af der, for vi skulle jo hjem til vores nye familie. chaufførerne kører, de skulle videre, så der står vi så. Der kommer en afdelingssygeplejerske ud og siger vi skal komme ind, vi er kommet det rigtige sted hen. Ind kommer der en høj ranglet ældre, gråhåret mand, der siger at vi skal bo hos ham, han er vores nye daddy. WHAT!!! Vi sidder stadig forvirret og de har svært ved lige at fortælle hvad der sker, for de bliver ved med at nævne en anden mand, som vi ik kan finde ud af hvem er. Men vi finder ud af at det er rigtigt, vi skal bo hos ham. Omkring kl 17 bliver vi kørt ud til hans hus, hvor der venter 10 familiemedlemmer i alle aldrer. De giver et low high-five og kindkysser os (sådan hilser kvinderne på hinanden hernede). Vi bliver guidet ind i huset og sat i nogle stole. Så kommer der chai og frugt på bordet. De var så søde de mennesker, emn boligforholdene.. vi vidste ikke hvordan vi skulle reagere. der gik total panik i mig og det eneste der kørte i mit hoved var, at det ikke kunne være rigtigt. Huset var et hjemmelavet hus, hvor "murerne" var af lodrette bræder, med mindre sprækker imellem, gulvet lavet af ler. Rundt i hele huset gik væggene ikke op til loftet, eller taget, der var ca. 30-40 cm imellem, så man kunne sagtens kigge ind oppefra. Døren til vores værelse, var en gammel havelåge, hvor man kunne kigge ind til der hvror der normalt ville sidde en dørkarm. Toilettet som lå 15-20 m. fra huset var et das. Der var et lille hul i jorden, som var så svært at ramme, og det kunne vi se vi ikke var de eneste der havde (så kan i selv forestille jer, hvordan det så ud) Normalt brugte de ikke toiletpapir, men avispapir, men vi havde dog toilet. Der var ingen vask eller vand lige ved hånden efter toiletbesøg, der skulle vi tilbage og forbi huset og finde en vandhane i "haven". Køkkenet, var et træskur for sig selv med et bål i. Dog havde de elektricitet, der bl.a. var et kravene fra skolen. Vi følte os på ingen måde tilpas i huset og ville bare væk.

Vi ringede straks til hende vi havde haft som manager på platformen og talte med hende og forklarede situationen. HUn sagde straks at hvis vi ik var trygge så skulle vi væk. Vi blev bedt om at tage væk fra familien med det samme og blev indlogeret på et lille hotel i byen. Vi ankom der kl 20 og fik vores aftensmad. På det tidspunkt havde vi ikke fået mad siden kl 8 om morgenen.

Nu har vi været her på hotellet lige siden vi ankom og skal sove her en nat mere. Vores afrikanske koordinater kommer i løbet af eftermiddagen og fortæller os, hvor vi skal bo. hun har fundet to mulige familier, som hun skal ud og besøge og tjekke forholdene, inden vi kommer derud. det hele kører stadig i vores hoveder og blir ved med at genfortælle for hinanden, hvad der lige skete der. Vi sidder med en ærgerlig følelse over det er sådan, vi havde virkelig glædet os til at komme igang. Men der er forhåbentlig lys forude og vi kan starte job på mandag :)