Profile
Blog
Photos
Videos
Der er heldigvis ikke kun forargelse og skuffelser hernede...Mandag var Charlottes fødselsdag. Vi havde ikke de store muligheder for at bage kage, men familien var så sød at have bestilt en super flot kage. Kagen var bare den tørreste sandkage i hele verden. Men tanken var sød og det var det vigtigste.
Torsdag var dagen mål på hospitalet, at fortælle sygeplejerskerne på fødeafdelingen at alt det de pakker de små nyfødte børn ind i, er alt alt for meget. Jeg er helt med på, at de små babyer taber varme så snart de kommer ud og også at de taber lidt mere varme fra hovedet. Men hernede pakker de babyerne ind i 3 overdrevet syntetiske tæpper samtidig med at de så skal ligge under en varmelampe på over 25 grader. De første dage undrede jeg mig godt over at varmemaskinen hele tiden, eller i hvert fald 4-5 gange i timen, begyndte at larme. Men når jeg spurgte, hvorfor den larmede, fortalte de at det skulle den. Jeg accepterede det egentlig bare, for jeg gik ud fra at de kendte deres maskine. Babyerne lå der jo også bare så sødt, nogle gange 3 på række, og enten sov eller lige skreg et kort tid. Men denne dag, irriterede alarmen mig mere end den havde gjort før. Så ret tidlig på dagen da alarmen gik i gang, gik jeg ind til babyerne. De små var selvfølgelig igen pakket godt ind, den ene var oven i købet pakket ind i et tykt tæppe ud over de 3 andre syntetiske tæpper, men de lå pænt stille og sagde ikke noget. Jeg stak hånden ind på de små maver og de var overdrevet varme og våde/fugtige af sved. Jeg pakkede pænt de små lidt ud og lettede på tæpperne og lidt efter lidt begyndte de at røre på sig, åbne øjnene og skrige lidt, som normale babyer. Jeg sagde til en af sygeplejerskerne at temperaturen var over 25 grader og jeg mente det måske var lidt for varmt, når de også lå tæpperne. Hun kiggede på mig som om hun ik forstod mig, smilede og gik igen. Jeg blev faktisk lidt sur, for jeg ku godt regne ud, at hun enten ik vidste hvad hun skulle gøre eller hun ik gad gøre noget. Hver gang alarmen gik, løb jeg ind til babyerne og tjekkede dem, hvis jeg ik stod derinde i forvejen ( har i det hele taget stået en del inde ved de små babyer i alle de dage jeg har været der, nogle skulle jo holde øje ). Tilfældigt får jeg kigget på noget manual ligende noget der hænger på maskinen. Da jeg får kigget nærmere står der bla. at temp. ikke må være for høj, hvis alarmen går skal babyerne tjekkes for overophedning, dehydrering, om de er døsige og i værste tilfælde om de stadig er i live. Der stod babyen ikke må ligge på siden, at de ikke må pakkes for meget ind hvis temp. er høj og der skal tjekkes til dem hver 15 min. Intet af disse punkter bliver overholdt, så da jeg beder nogle spl.stud. at læse det, kigger de flovt på mig og pakker det barn ud igen, som de lige har pakket ind. Jeg tager fat i den tidl. omtalte mandlige spl.stud. og beder ham om at læse det og spørg om han vil være sød at genfortælle det til de andre på swahili, så jeg ved de får det af vide. Han siger, at han er enig og godt kunne huske jeg havde nævnt det tidligere på ugen. Han ville gerne sige det til de andre, men som han sagde "Christina, som du selv siger, så kommanderer de jo mig hele dagen, de gider ik selv gøre så meget. De går ikke så meget op i om varmen er for høj, om kvinderne har smerter eller om der kunne gøres ting anderledes. De er ikke open minded for tiltag og de tager sig ikke af, hvad du siger". WHAT!!!! Jeg forstå det simpelthen ikke, men det var jo lige præcis den holdning jeg har fornemmet fra deres side af, allerede den første dag jeg kom på afdelingen. Men jeg blev stædig, så resten af dagen gik jeg og pakkede babyerne ud, når de andre pakkede dem ind J Babyerne blev livlige, åbnede øjnene og de fik en bedre temp. J
Fredagen var længe ventet... STUDIEDAG!!! J Vi sov længe, helt til kl 9.30, virkelig lækkert og tiltrængt. Nogle havde planer om at få et bad inden morgenmaden, men da strømmen var gået, kunne vandet ikke varmes op J Efter morgenmad stod den på teamwork i form af vask af uniformer og sengetøj. Derefter tog vi en Matatu ind til byen, hvor vi fik ordnet lidt praktisk inden vi tog videre til Green Hill Hotel og forkælede os selv med en god frokost. Begejstringen ville ingen ende tage J Vi mødte også nogle af lægerne fra Operation Smile, så dem fik vi li hilst på og sagt tak for denne gang og de opfordrede os til at tage med, når vi var færdige med vores udd.. Da vi senere står med hovederne inde i noget der skulle ligne en giftshop, kommer der en hvid mand ud og spørg, lidt på dansk og lidt på engelsk som er flyttet hertil for 5 år siden, om vi også er fra DK. Vi blev vildt glade og overrasket og vi begynder at snakke om en masse. Verden altså lille J Da vi kom hjem og li fik ryddet det sidste op på vores lille værelse, fik vi fordybet os vores eget hver især. Jeg selv måtte lige have noget tid for mig selv på altanen, da jeg lige blev ramt af, at det er dagen hvor min mormor ville have fyldt 78 år. Jeg havde ellers hele dagen prøvet at fokuserer på nuet og være til stede i det jeg var i hernede i Afrika. Men efter en besked fra min søster, hvor hun skrev, at hun havde været på kirkegården og sagt tillykke og hun havde mødt min morfar og Anni, kom alle følelserne og overrumplede mig. Jeg blev jo selvfølgelig glad for at høre at hun havde været oppe og sige Hej og hun havde mødt min morfar som havde det godt og var ved godt mod. Jeg skrev med ham i løbet aftenen og han lød til at være okey. Som han skrev, så sku han nok klare den, han havde jo sin snaps og så Vild med dans J Det kan man jo ik andet end at smil af. Men jeg glæder mig til at komme hjem og give ham og de andre et stort kram J Efter knap 5 uger, kom den første lille følelse af hjemve og det er okey J
I dag har aftenen stået på dansk middag til familien. Vi lavede kartoffelmos med en form for tomat/pølsesovs. Til dessert serverede vi pandekager med is, banan, sukker og syltetøj og chokoladesovs. Familien var VILDT begejstret og der blev spist mere end vi lige havde regnet med. Jeg stod for at lave pandekagerne mens de andre lavede kartoffelmos og tomatsovs. Vi Syns selv vi var i rigtig god tid da vi gik i gang kl. 16.30, men vi blev først færdige og klar til at spise kl. 19. Jeg må konstatere at det virkelig tager tid at lave mad over bål. Nu forstår jeg bedre, hvorfor de går i gang med at lave mad så tidligt på dagen J I skrivende stund er der lummerhygge på altanen mens Natholdet kører på computeren, hvor nyheden om tørsvømning er et hit J
Søndag står på opgaveskrivning, træning, tøjvask og afslapning... det samme som den plejer at stå på. J
- comments