Profile
Blog
Photos
Videos
Så gik vi ind i den sidste uge, inden vi rejser til Mombasa. J
Det har været endnu en uge på godt og ondt. Mandag startede vi på Male Ward (medicinsk afd.). Vi havde godt fået at vide fra Lise og Paw, at det var barskt at være på denne afdeling, så vi var heldigvis forberedt. Humøret var fint, men motivationen var bestemt ikke i top. Mandag morgen vågnede jeg med følelsen af, at nu var jeg mere end mættet af og være på hospitalet. Og med det vi havde fået af vide af Lise og Paw, gjorde bestemt ikke min lyst og motivation til at tage på job, meget større. Men derop, det skulle vi jo.
Men vi kommer op på Male Ward og går i gang med morgen rapporten samme med de andre sygeplejersker. Også her starter dagens arbejde med sengevask og sengeredning. Forskellen fra Female og Male Ward er, at på Male Ward bærer man en lille maske, der dækker mund og næse, når der skal sengebades. Charlotte og jeg kiggede lidt mærkeligt på hinanden, men vi sygeplejerskerne sagde det var for vores eget bedste. Vi følges hver især med en sygeplejerske og tager hver vores side af stuen. Det er fint at de vasker sengene, men det foregår sådan, at man hælder varmt vand ud over sengen, og så vasker man med de tæpper der ligger på. Næste opgave var, at vaske en ældre sengeliggende mand. Han så virkelig ikke godt ud. Han havde sår på halsen, to blå øjne, som var han blevet banket, og der kom lidt blod ud af munden engang imellem. Han kunne intet selv og var nærmest bevidstløs. Da vi tog tæppet af ham var der bare tissemyrer über alles!! Hold kæft det var væmmelig at se på, for de kravlede jo både under og på ham og han var nok ik blevet skiftet eller set meget efter i løbet af natten, for han stank af pis. Men han fik samme tur som madrassen forinden; noget varmt vand blandet med klor blev hældt ud over ham så han nærmest kunne sejle væk og så blev han gnubbet med det lagen han lå på. Min næste patient, var en herre på 82 år, som åbenbart var en urolig herre, for han var blevet fikseret (altså bundet til sengen på begge arme) Han fik også samme tur. Ham var der godt nok lidt mere liv i, for han fik da sagt et par ord, da sygeplejersken hældte det varme vand ud over ham. Da hun fortæller mig hvad han siger (han sagde at det var varmt og han ville være fri) griner hun bare af ham og beder ham om at sidde ordentlig. Efter sengebadet blev han fikseret igen.
I mellemtiden, hvor jeg vasker de to herrer og reder sengene, snakker Charlotte og jeg sammen og kommenterer lidt i forargelse over det vi ser. På et tidspunkt siger hun til mig "jeg tror sgu ik rigtig ham her er i live, han er meget stille". Senere hører jeg hende sige til sygeplejersken "Der kommer noget underligt ud af munden på ham!?" Sygeplejersken svare på dårlig engelsk så det var lidt svært at forstå, men noget med, at det er fordi han ikke kan synke eller fordi han ikke kan dræne". Men hvad det var han ik kunne dræne, fandt vi ikke ud af. Men de vasker færdig og giver en lille skjorte på. Da det var tid til medicin, opløser de denne herres medicin da han åbenbart ikke selv kan sluge pillerne. En sygeplejerske går hen og puffer til ham og beder ham om at vågne. Han åbner ikke øjnene og hun puffer til hans hoved, men stadig ingen reaktion. Så stiller hun koppen og går fra ham. Da den anden sygeplejerske kommer ind til os, snakker de sammen på swahilli og denne sygeplejerske går hen og prøver og vække den samme herre. Han reagerer ikke første gang, så for at være sikker på en reaktion, stikker hun sine tommelfingrer ind i øjnene på ham (godt var de lukket, men alligevel..) Der er ingen reaktion, så hun kigger på os, trækker på skulderne og erklærer ham død. Så tager hun skjorten af ham, tømmer ballonen i kateteret og trækker tæppet over hovedet på ham. Dog skærmer de en smule af, men ellers ligger han der, blandt alle de andre patienter, indtil han blev hentet. Urealistisk oplevelse.
Tirsdag skulle vi til eksamen. Det var nok den underligste eksamen jeg har prøvet. Samtalen foregik med Ann, Nursing office in charge. Hun havde sat 1 time af, men efter 45 min, skulle vi slutte af, for hun skulle til møde. Så vi gennemgik meget hurtig vores opgaver, Ann forklarede hvorfor og hvordan tingene hang sammen så det måske kunne give en forklaring på de problemstillinger/forargelser vi havde skrevet om. Men hun var samtidig meget åben for at høre hvordan vi gjorde i Danmark, for hun ville gerne havde hendes hospital kunne lige vores. Så det var jo positivt. Men vi blev færdige på knap 1 time og så var vi ude igen. Vi fik vores underskrift, så nu er vi BESTÅET!!! J
Så var det ugen hvor terrorismen rykkede tættere på Nyeri. En af de andre piger, der også rejser med MS som vi gør, bor i Isiolo, som ligger længere nord på. Hun blev evakueret til platformen Daraja i Nanyuki, hvor vi boede den første uge vi var her. Årsagen var, at der i udkanten af Isiolo var blevet dræbt 7 mennesker natten til mandag. Mandag var også dagen, hvor Nariobi blev ramt af noget de mener er terror. Her blev der om formiddagen udløst en håndgranat på en pub (ingen dræbt, kun få blev såret) og om eftermiddagen blev en bombe smidt tæt på befolket busstation (her blev 1 dræbt og flere såret). Efter oversvømmelserne i thailand, hvor de andre blev hjemsendt fra før tid, har vi gået og joket med og frygtet, at der også ville komme noget her, så vi i hast skulle sendes hjem. Så det er sgu lidt surrealistisk, at vi om mandagen hører i nyhederne om bomben og tirsdag får besked fra vores afrikanske koordinater Teresia, at vi skal tage vores forholdsregler og ik gå alene, ikke tale med nogle, undgå befolket steder (både åbne pladser, markeder, restauranter mm.) Men vi er ved godt mod endnu og fortsætter vores rejse til Mombasa og derefter hjem J
Torsdag var den sidste aften vi havde sammen med familien. Det var en skøn skøn aften, men også lidt underlig. Jeg selv følte lidt, at vi gik som katten rundt om den varme grød. Vi vidste alle, at det var vores sidste aften, men det var som om, at der ikke var nogle af os der sådan ville lade det være den sidste aften. Det var som om vi ignorerede at det var den sidste aften. Men alligevel havde vi lidt travlt med at være sammen med familien, bare lige for at få det sidste ud af dem. J
Fredag morgen var så afrejsedag. Jeg havde forberedt familien på at jeg ville tude når vi skulle sige farvel. De grinte bare af det og sagde, at det nok skulle gå, bare jeg ikke græd foran dem, for så ville de også græde. Jeg vidste at det ville blive hårdt at skulle sige farvel til Emily, min øjesten. Jeg havde så svært ved at give slip på hende og måtte flere gange kramme hende farvel. Og jeg nåede da også kun ud til porten og vinke farvel til hende, da hun blev hentet af skolevognen, så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage mere. Åhh hvor jeg græd. Den næste var Emy der skulle af sted, det gik lidt bedre, der fik jeg taget mig sammen og holdt tårerne nogenlunde tilbage. Det sværeste var sikkert og uden tvivl, at skulle sige farvel til vores mor Rose og Carol. Jeg vidste godt at det ville blive lidt hårdt og jeg havde også kunne mærke på mig selv at afskeden ville blive forfærdelig. Men at den ville blive SÅ hård, det havde jeg nok ikke regnet med. Jeg fik kigget på Carol og ville kramme hende, da tårerne bare væltede frem. Jeg kunne slet ikke stoppe. Og det blev ikke nemmere og bedre da Rose kom hen til mig, kiggede mig i øjnene og sagde "Christina, du skal ikke græde", gav mig et kys på kinden og gav mig det største og bedste kram. Der opgav jeg, at holde flere tårer tilbage og begyndte bare og tude og tude. HOLD KÆFT hvor var det hårdt og sige farvel. Jeg tror Charlotte og jeg græd knap en time efter vi havde sagt farvel til Carol og Rose. Da vi kommer ind i Matatu'en oppe på stationen og har kørt en 10 minutters tid, rækker kvinden der sidder ved siden af os, os en serviet, til vores våde øjne og løbene næser. Det var så sødt af hende, vi har nok set helt opløste ud. Jeg kan stadig sidde og få en klump i halsen og føle gråden presse på, når jeg tænker på dem alle sammen. Denne familie bærer de største og varmeste hjerter jeg nogen sinde har mødt. Jeg savner al det fnis/grin, de gode snakke i køkkenet med Carol og Joyce (Mbithe). De små glade smil og blikke, de varme god-nat-kram fra Emy og Emily (Mso). Og Emily og jeg der altid skulle nusse og holde i hånd efter aftensmaden. Den generte mor Rose, som bare holder af os og som gerne vil vores selskab. De bedste øjeblikke med hende, har nok været når vi gik udenfor og skulle fodrer dyrene og da hun så jeg malkede koen. Hun nyder at fortælle om det der fylder en del i hendes liv og hun var så stolt af mig da jeg malkede hendes ko. Da vi stod og sagde farvel overvejede et øjeblik og blive hos dem.
Men vi skulle videre og næste stop var Mombasa. Vi troede aldrig vi skulle nå vores fly. Trafikken i Nairobi er ikke for småbørn eller nervøse bilister. Hold da op et kaos der var. Vi skulle ind til byen og mødes med Joyce og sige farvel til hende og finde en privat gut, om Joyce havde arrangeret ville kører os til lufthavnen. Efter lidt forvirring og mange mennesker og et kaos af biler, mennesker og råbene mennesker fandt vi endelig ham fyren og så var vi på vej igen, mod lufthavnen. Nu var næste stop Mombasa, Reef Hotel. Da vi ankommer, træder vi ind på det lækreste og reneste hotel, iført mudret tæer i klipklapper og er bare ildelugtene efter den lange rejse. Vi fik pludselig et overskud vi ikke havde haft hele dagen og vi hoppede et par gange da vi kom ind på vores værelse, nøj det var lækkert.
Det her kan kun blive en god sidste uge i Afrika :)
- comments