Profile
Blog
Photos
Videos
Vel ankommet på Reef Hotel, og efter begejstring i alle afskygninger, var vi nødt til at tage et bad og sætte håret, inden vi gik ned til aftensmaden. Og det var her chokket ramte mig hårdt i maven. Vi har ikke haft mulighed for at se os selv i et full body spejl i 9 uger, så det var lidt af et chok der ramte, da jeg fik smidt klunset og set mig i spejlet. Godt nok kunne jeg fornemme og se på mig selv undervejs, at jeg havde taget på, eftersom vi stort set kun har levet af stivelse (brød, kartofler og ris) i 9 uger. Men hold nu op, det bulede ud til alle sider, det var lidt svært at komme sig over. Men livet går videre og det er jo sådan kroppen ser ud nu, så der var ikke andet for, end at acceptere det komme videre. Og hvem skulle man være lækker for hernede, vi skulle jo bare nyde livet og slappe af. J
Nå, men vi skulle ned og spise aftensmad og vi gik forventningsfulde ned til restauranten. Vi har i 9 uger levet af mad der stort set kun indeholdte kartofler, ris, lidt gulerødder, linser/bønner, ugarli/chapati og kål. Så vi blev mere en glade da vi så der var kød, grønsager og salat. Jeg tror vores udtryk viste samme begejstring, som dengang man var barn og man fik det man aller mest havde ønsket sig, til jul. Vores tallerkner var i hvert fald så fyldte, at man skulle tro det var fadet vi havde taget, i stedet for en tallerken. Der var jo nærmest top på, af grøntsager og kød. Vi blev enige om, at efter aftensmaden, skulle vi have en lækker drink for at fejre, at vi havde klaret de sidste 9 uger.
Lørdag stod den så på ren afslapning… og det var seriøs afslapning. Det var først nu vi rigtig fik set hotellet. Vi kommer ned ad trappen og lige ned til morgenmaden.. wwooww. Der var jo alt! Altså, vi kom jo fra mere eller mindre tør toastbrød med margarine, ost og syltetøj, til det vildeste morgenbord, med alt man kunne forestille sig. Vi guffede i os og spiste selvfølgelig også for meget. Herefter lagde vi os ned til poolen. Igen ville begejstringen ingen ende tage og vi blev ved med at sige til hinanden "Det er her er jo helt vildt. Det her er jo livet". Vi har levet rigtig godt og nydt hvert et minut hos vores familie, men det her er bare, at gå fra den ene yderlighed til den anden. Det her er bare luksus og igen kunne begejstringen ikke tøjles. Udsigten er bare fantastisk, stranden har det hvideste og blødeste sand og vandet er mere lunt end lunt. Ja nogle gange føltes poolen ikke engang kølig nok til at kunne køle os ned. Alt er bare varmt. Vi lavede ikke noget hele dagen end bare og ligge og slappe af og nyde det hele, både før og nu. Her er mere end 30-33 grader, så det er også lidt begrænset, hvor meget man har overskud til at lave i den her varme.
Mandag trodsede vi dog varmen og tog til Haller Park. Vi kommer ind, lidt forvirret, da vi ikke helt kunne gennemskue hvor vi skulle hen. Det var som at gå ind i en skov, hvor man kun kunne følge en stil. På et tidspunkt delte stien sig og så måtte vi bare ta en af vejene og håbe på vi mødte et menneske der kunne fortælle os, hvad vi skulle. Vi kommer endelig frem til en reception, hvor manden fortæller os, at vi bare kan gå ud på pladsen, gå hen til den kæmpe skildpadde der lå derude. Han siger at vi ikke skal være bange for at røre den, den bider ikke og dyrerne er vant til mennesker, så de gør ikke noget, med mindre man jagter dem. Vi havde nu ikke tænkt os at jagte nogle, så vi går ud på pladsen og ser der løber aber rundt og denne 110 år gamle kæmpe skildpadder ligger bare og ligger. Vi går hen til den og samtidig kommer der et andet dyr hen, som jeg ikke ved hvad hedder. Den ser nu sød ud og begynder sådan og nappe lidt i skildpadden og det hele ser sådan set ret fredeligt ud. Men pludselig tager fanden ved det lille pelsede dyr og inden jeg når at reagerer løber den hen imod mig og angriber min storetå. Jeg mærker noget skarpt og ser bare denne lille satan sidder fast i min fod. Men jeg kan ikke mærke om den bidder mig eller om det bare er kløerne der sidder fast i mig. Så jeg skriger op i forskrækkelse og der kommer straks nogle mænd løbene hen til mig. Jeg er heldigvis ikke blevet bidt af dyret, men den tog en bid af min klip klap. Mændene fortæller jeg var heldig, samtidig med at jeg står total forskrækket og mine ben ryster. Vi bliver så guidet rundt i parken og ser alle deres dyr. Det var ikke den pæneste park og jeg kunne forstå at den var ret gammel. Men de passede godt på deres dyr. Efter vores lange og meget varme tur rundt, er det ved at være tid til at girafferne skal fodres og det skulle vi da være med til. Inden dét, er der lige lidt tid til at gå i gift shoppen og slappe lidt af. Charlotte går og kigger på ting og jeg sætter mig uden for og får lidt luft, på en bænk. Pludselig kommer det pelsede dyr fandme igen. Den går hen imod mig, men jeg tænker, at den jo nok er bange for mig så den kommer nok ikke tæt på igen. Men nej nej… jeg sidder musse stille på bænken, pludselig retter den kurs hen imod mig og jeg kan se at den sætter farten op. Jeg skynder mig og hoppe ned af bænken og lunter hen mod shoppen, hvor Charlotte er. Idet jeg vender mig om for at se om den stadig er efter mig, ser jeg at den er meget tæt på mig, så jeg sætter i løb samtidig med jeg skriger og prøver at finde et sted jeg kan gemme mig, så den ikke kan nå mig. Jeg skriger åbenbart så højt, at vagterne i giftshoppen kommer løbene ud imod mig og får heldigvis jaget det lille pelsede satan væk igen. Vagterne undskyldte mange gange og stod i portåbningen og holdte øje med dyret forsvandt og ikke kom tæt på igen. Altså.. hvad var det liige der skete endnu engang. Hvorfor var det lige at jeg skulle angribes/jagtes af det dumme dyr, Jeg havde jo intet gjort. Stadig med forskrækkelsen i kroppen, gik vi op til girafferne, hvor de skulle fodres. Vi kunne få lov til at fodre dem og det var virkelig en sjov og spøjs oplevelse. Jeg var dog ikke bange for girafferne, men alle de aber der pludselig løb rundt om bene på os og hapsede det foder der røg ved siden af, dem kunne jeg godt blive lidt bange for. Egentlig var jeg bare total paranoid resten af tiden og hele vejen tilbage til udgangen. På vej til udgangen står der pludselig et kæmpe firbenet dyr, der ligner en varan, midt på stien. Vi bliver begge forskrækket, skriger lidt og så løber dyret. Resten af vejen klapper jeg i hænderne i håb om at skræmme alt levende væk, så vi kan komme ud i en fart og hjem til hotellet. J Sikken en oplevelse…
De resterende dage bliver vi på hotellet og hygger. Nåee jo, der var også lige lidt tid til en gå tur på stranden og ned til de små bikse der solgte alt i træfigurer og tørklæder… Godt nok er tingene billige hernede, men man kan alligevel godt føle sig fattig efter et par turer forbi de meget anmassende sælgere, der nærmest kommer løbende imod en, når de ser én. De er virkelig gode sælgere… I give you a good price, you are my friend… ja ja ja!!
I går fredag, var vores sidste hele dag på hotellet inden vi så småt skulle begynde vores lange rejse hjem til DK. Så der skulle den have hele armen af sol, svømmeture, god mad og gode drinks…J Der var skønt at være og havde jeg ikke været i Kenya i 10 uger, kunne jeg sikkert godt blive en uge mere. Men jeg er også nået et tidspunkt, hvor jeg er mættet af oplevelser og sol/varme. Jeg savner at se og snakke med min familie og venner/veninder så nedtællingen er for alvor gået i gang (i skrivende stund er der kun 2 dage til vi lander i DK). De sidste 10 dage har vi faktisk talt ned hver dag… J
Jeg er blevet SÅ meget rigere på Så mange ting mens jeg har været i Kenya. Jeg har blandt andet fået en familie mere, den skønneste af slagsen, som jeg virkelig vil savne. Jeg vil savne den varme og kærlighed det gav fra det øjeblik vi kom ind af døren. Meningen var jo slet ikke at jeg skulle bo hos denne familie, men hvor er jeg taknemlig over at jeg fik lov. Jeg har også fået en del erfaringer i forbindelse med mit studie/job. Jeg har i hvert fald fundet ud af hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være som sygeplejerske… og det er desværre langt fra som de kenyanske sygeplejersker. Men som jeg også talte med Edith om, en sygeplejestuderende, så kommer det an på hvem man er som person og hvad man lægger i sit job. Og som hun selv sagde, så betyder titlen "sygeplejerske" for mange, at de får gode penge, gode tilskud til behandlinger, hvor staten betaler omkring halvdelen og en okey status. Og man mærker tydeligt, at det mere er disse tre ting der vejer mest end det at hjælpe den syge patient.
Alt i alt har det bare været en fantastisk rejse, på godt og ondt. Men set i bakspejlet så har det været overvejende positivt. J
Selvom det kan lyde højtideligt og som om mit liv slutter her, vil jeg gerne lige takke for den store opbakning jeg har fået af min familæie, gennem alle 10 uger. Hurra for opfindelsen af Skype, som virkelig har gjort det nemmere for mig at være af sted, så jeg alligevel har kunnet se jer. Og selvfølgelig også tak til mine veninder, som selvom i har travlt, har haft tid til at sende en mail så jeg stadig har kunnet følge en smule med i hvad der sker i DK og jeres liv. Og sidst men ikke mindst skal der også lyde et kæmpe tak og "godt gået piger og Paw" til Charlotte, Lise og Paw: "Vi gjorde det fandme og vi klarede alle opture/nedture udfordringer og erfaringer" :) Jeg vil klappe mig selv på skulderen og været stolt af min selv og de 3 andre.
- comments