Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har nu været hjemme i 8 dage og der er rigtig mange ting man føler har ændret sig eller er blevet anderledes, siden vi tog af sted, i august måned. En ting er at der er kommet en ny regering, årstiden er gået fra sommer til efterår til næsten vinter, men man kommer hjem til en virkelighed, man har været væk fra og med ét bliver sat tilbage i. Jeg har følelsen af, at alle venner/veninder og familie har fortsat deres liv, men jeg har været sat på stand by og nu sat i spil igen.
Rejsen fra Nairobi til Danmark virkede utrolig lang og alligevel til at overskue. Vi var heldigvis kun 1 time forsinket fra London mod Danmark, så det var en tid vi kunne overskue.
Da vi lander i Københavns Lifthavn og skiltet i flyveren viser, at vi må åbne vores bælter, stiger pulsen og hjertet banker hurtigere end før. Vi er ved at være tæt på nu… tæt på at skulle mødes vores venner og familie og slippes ud i virkeligheden. Det er en skøn følelse men faktisk også lidt skræmmende. Forbi pas kontrollen går vi nervøse og fyldte af spænding ned til baggage udleveringen, nervøsiteten og spændingen stiger og vi går lidt trætte og lidt pjattet hen til bånd 3, hvor vores tasker vil komme. Vi bliver ved med at sige til hinanden "det er nu, det er lige om lidt". Vi står med de største smil og snakker om, hvor underligt det bliver at se vores venner og familie igen. Jeg sidder stadig med følelsen, som jeg havde ved bagagebåndet, af savne min nye afrikanske familie og samtidig glæde mig til at se min "gamle" danske familie. Følelserne sidder uden på tøjet og mange tanker går gennem hovedet: Hvor går vi hen, hvis der ikke står nogle? Græder vi eller er vi blevet så hærdet, at tårerne bliver tilbage? Hvad skal vi svare når de spørg til opholdet og så videre. Det hele er meget underligt. Selvom jeg glædede mig til at se min familie, og jeg til tider havde haft små irritationsmomenter over de andre, så stod jeg også med følelsen af, allerede og savne de 3 andre. Jeg vidste jeg ville komme til at savne deres puslen rundt på værelset, det at have nogen at tale med altid, at der ar nogen man kunne snakke med og dele de oplevelser man har haft og bare det at man altid var flere end 1. Men der var jo ikke nogen vej uden om, vi skulle ud til virkeligheden.
Vi fik heldigvis alle vores bagage ret hurtig og vi var tidligere blevet enige om, at vi ville sige farvel, tak for denne gang og tak for de oplevelser vi havde haft sammen, og på gensyn. NU gik den sidste del af turen over mod udgangen. Charlotte og jeg havde joket med, at det ville være typisk, hvis vi ville blive trukket til side i tolden, idet vi havde to kasser med hjem, som var klister samme på en mistænkelig måde. Så på vej igennem udgangen stirrede jeg stift over mod tolden og krydsede fingre for vi ikke skulle tjekkes. Heldigvis skulle vi ikke det og nu gjaldt det om at finde min/vores familier. Den første jeg fik øje på var Lene fra vores klasse. Hun havde været så sød at komme ud og flage for os når vi kom ud. Derefter fik jeg øje på min mor, søster og morfar. Jeg havde sværget jeg ikke ville tude når vi kom ud, men jeg overgav mig til alle følelserne og glæden og fældede nogle tårer. J
Derefter gik turen hjem til min lejlighed, hvor mor, Simone og morfar havde været tidligere på dagen og gjort klar med lidt mad. Gert mødtes vi med i lejligheden. Det var SÅ underligt og træde ind i sin egen lejlighed igen. Alt var som det var da jeg tog af sted, men det var lidt som om det ikke var min lejlighed og alligevel føltes det som om jeg kun havde været væk i en uge på ferie.
Det var faktisk skønt at være i sit eget igen og jeg nød tanken om, at inden for nogle timer, så kunne jeg være mig selv igen. Men tankerne blev hurtig løst af frygt for at være alene. I løbet af de timer, hvor familien stadig var her, og vi holdte nogle pauser i snakken, kunne jeg mærke stilheden. Jeg blev ked af stilheden og havde svært ved, at familien på et tidspunkt skulle hjem for stilheden gjorde mig lidt usikker og alene. Jeg savnede de andre og deres puslen.
I Kenya havde vi talt om, at vi sikkert ville få lidt svært ved, hvis folk brokkede sig eller diskuterede små unødvendige ting. Og min tålmodighed kom også hurtig på prøve. Jeg blev stille et enkelt spørgsmål og inden jeg rigtig får svaret og kommer med det de gerne ville høre, drejes emnet til noget andet og så bliver der snakket og delt meninger over bordet i stedet for. Jeg kunne slet ikke rumme snakken og syns pludselig at den blev ligegyldig. Jeg kunne ikke forholde mig til, at nogle kunne gå ind i en snak/diskussion og udvise sine holdninger så kraftigt, som jeg opfattede situationen. Jeg har været vant til, at man stille og roligt kunne snakke sammen alle sammen og man hørte på hinanden når der blev sagt noget samt en masse masse grin og fjollede samtaler rundt om bordet. Så det med, at der var en der viste sin holdning så kraftigt som jeg opfattede det, det kunne jeg ikke rumme. Da klokken nåede omkring 17-18 stykker tog familien hjem. Jeg havde det lidt svært med at være alene og den stilhed der kunne være, så jeg besluttede mig for at gå i Brugsen. Det skal lige siges, at jeg jo ikke har været uden for en dør efter kl. 18.30 i 10 uger. Vi fik altid af vide at det ikke var sikkert for os at gå ude, når solen var gået ned da vi kunne risikerer at blive overfaldet og røvet. Så da jeg går på fortovet på vej hen til Brugsen, kommer der en mand gående imod mig. Han har en stor jakke på og hætten trukket op over hovedet. Der går lige et sus igennem mig og jeg får følelsen af frygt for at han skal overfalde mig, så jeg går en bue uden om ham. På vej over fodgængerovergangen kommer der en bil kørende op til, som skal bremse. Jeg kigger mod bilen og føler ikke den bremser og igen får jeg frygten for at blive kørt ned. I afrika, holder bilerne nemlig ikke for de gående, nej der er der de gående der holder tilbage for bilerne. Og den følelse sad i stadig i mig. Resten af aften kørte radioen indtil jeg sku sove, for stilheden var ikke til at holde ud.
Tirsdag skulle jeg hjem til Maja, hvor de fleste af pigerne havde samlet sig for at sige velkommen hjem. Jeg havde sådan glædet mig til at se dem alle sammen og jeg blev helt overvældet da Tine lukker døren op. Jeg ser at der står flere bag hende og der er flere end jeg lige havde regnet med. Så jeg bliver så overvældet og glad, at jeg begynder at tude. Jeg husker at Tine siger noget i stil med " Du skal ikke græde mus, det er da lidt tideligt, du er kun li kommet ind af døren". Jeg kunne ikke lade være med at smile og tude igen, for hun havde ret men jeg var bare så overvældet og taknemlig. Tænk lige, det havde de gjort for mig J Jeg fandt mig selv i en klokke, hvor jeg var den eneste. De havde lavet det lækreste ostebord og er var virkelig ALT man kunne tænke sig. Snakken gik hurtigt og det ene fad efter det andet gik på kryds og tværs over bordet. Jeg sad nærmest lammet af forvirring og bare kiggede. Jeg kunne ikke lig overskue og følge med i alle de fade med ost og brød der gik hen over bordet mens pigerne spurgte om forskellige ting om opholdet samtidig med at der også var snak om dagligdagenes oplevelser. Jeg ville jo gerne svare på de spørgsmål jeg blev stillet og samtidig høre, hvad der var sket i deres liv, mens jeg havde være udlands. Jeg tror Kamilla så min forvirring og manglende evne til at overskue det hele, så hun var så sød at sørge for at jeg fik noget på tallerkenen. J
Resten af ugen foregik dejlig stille og roligt. Jeg havde fået noget med hjem, som jeg vil tro var en maveinfektion, så den tog meget af min energi og de næste dage lå jeg hjemme. Jeg fik slappet af.
Nu er der gået 10 dage siden jeg kom hjem og jeg har efterhånden vænnet mig til at være hjemme. Det er ikke fordi det har været SÅ svært at vænne sig til at være hjemme, men det har heller ikke været nemt at vænne sig til. Man skal lige vænne sig til vejret, omgivelserne, vennerne/veninderne, forventningerne fra omgivelserne mm. og de skal vænne sig til at jeg er hjemme igen. Ja bare det at jeg kan ringe til nogen er ikke noget jeg tænker på, men skal huske på, for det har ikke været en mulighed i de sidste 10 uger. Men mon ikke det går hurtigt før jeg er tilbage på samme spor igen, det tror jeg J Men min nye familie vil jeg altid huske og havde i mit hjerte. J
- comments