Den 17. - 29. Juni var Kristina ude at rejse og Sofie var alene hjemme i Cochabamba.

Sofie fortaeller:

De to uger hvor Kristina var vaek, noed jeg i fulde drag. Jeg brugte min fritid paa at undersoege speandende, kulturelle steder i og udenfor Cochabamba. Jeg proevede ny og spaendende boliviansk mad og laerte en masse interessante mennesker at kende - bagpackere saa vel som lokale. Jeg sov meget faa timer om natten, fordi der var saa meget, jeg skulle naa at opleve, og jeg foelte mig virkelig i live.

...ville jeg oenske var sandt.

I virkeligheden er sandheden en helt anden. Jeg var en smule raedselslagen ved tanken om at vaere ensom i Cochabamba, vaere noedt til at sove alene og spise frokost med familien uden Kristina. Min hverdag udspillede sig i trekanten; arbejde, hjemme og Gabo.
Hver morgen arbejdede jeg i boernehaven fra kl. 9 - 13 og gik derefter hjem for at spise frokost.
Om eftermiddagen blev jeg hentet af Gabo, saa vi kunne spise is eller vaere i parken. Klokken 17 tog vi hen paa universitetet, hvor Gabo arbejdede, og jeg hang ud med computer, boeger og mennesker som kiggede forbi.
Aftenerne brugte jeg ligeledes i Gabos selskab, de fleste aftener hang vi ud hjemme ved ham, paa Novecento, Chickens kingdom eller i hans bil med en kop the.
Weekenderne brugte jeg med Gabo og Jorge paa at drikke oel og rappelle.

Et highlight som skal fremhaeves var den 20. juni, som er den koldeste nat i Bolivia. Traditionen siger, at man skal holde sig vaagen hele den lange nat og byde solen velkommen, naar den staar op. Gabo og jeg besluttede os meget impulsivt for at overnatte oppe i bjergene. Vi medbragte en masse taepper og en kande the og lavede en camp under aaben himmel. Selvfoelgelig faldt vi i soevn og gik glip af solnedgangen, det betoed dog ikke saa meget, da bjergene alligevel skyggede for udsigten.

Kristina fortaeller:

Jeg steg paa bussen mandag d. 17. juni om aftenen. Turen gik mod Potosí (10 timer og selvfoelgelig med nogle timers forsinkelse). Jeg havde godt nok faaet at vide, at det var utroligt koldt i byen, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville komme til at fryse saa meget. Det eneste tidspunkt jeg foelte mig rigtig varm, var i badet - saa der brugte jeg meget tid.
Jeg indlogerede mig paa Koala Den, da jeg ankom tirsdag morgen d. 18. Her moedte jeg italienske Bruno paa min sovesal. Vi meldte os til en guidet tur til de stadigt fungerende miner. Idet der stadig arbejder folk i dernede, medbragte vi forfriskninger i form af sodavand og coca-blade som gaver, som er det eneste arbejderne indtager paa en hel arbejdsdag. Med paa turen var desuden et amerikansk par. Guiden var god - han havde selv arbejdet i minen og kendre de andre arbejdere godt.
Paa trods af det haarde arbejde i daarlige vilkaar, holdt minearbejderne humoeret hoejt, hvilket er beundringsvaerdigt. Vi saa desuden Tío (spansk for onkel) der er en lerskulptur af djaevelen. De ofrer til ham, haelder alkohol ved hans foedder samt giver ham coca-blade og cigaretter. De goer alt dette, for at han skal beskytte dem - de arbejder jo under jorden, i hans territorium og tager af hans sten, soelv og mineraler.

Onsdag d. 19 tog jeg med Bruno til Laguna Tarapaya taet ved Potosí. Det er en varm kilde, der er 22 meter dyb paa midten. Vejret var lidt koldt og de lokale i omraadet fraraaedede os at bade, da vi nok ville blive syge. Men vi valgte at goere det alligevel, og det var skoent. Vandet var varmt og vi var omgivet af bjerge.
Senere paa dagen saa vi Casa de la Moneda, hvor man kan foelge hele historien af, hvordan man lavede moenter i Bolivia og Spaniens indflydelse derpaa.

Torsdag d. 20 stod jeg op klokken 6 og tog bussen til Tupiza. Selve byen var lidt kedelig, men fredag tog jeg paa riddetur med fire endlaendere. Det var vaeldig svaert at kommunikere med dem pga. deres staerke accent. Jeg smilede og vinkede en masse. Turen varede 2.5 timer og jeg havde meget ondt i bagen og svaert ved at sidde ned dagen efter. Hesten ville desuden vaeldig gerne galopere, men jeg kunne ikke finde ud af det og bumpede bare op og ned paa saddelen.

Loerdag d. 22 amkom jeg til Sucre efter 11 timer i bus. Jeg indlogerede mig paa et hostel, paa en lille sovesal med 4 koejesenge. Her moedte jeg engelske Hanna, australske Daniel og Markus fra Tyskland. Dem tilbragte jeg resten af dagen med - vi spiste frokost paa Culture Cafè Berlin, der er ejet af en tysker. Det er baade en restaurant og et hostel, og et meget bedre sted end der hvor vi boede. Saa vi bookede 4 senge og ville flytte dertil den foelgende dag, soendag. Resten af dagen tilbragte vi med at se markedet og byen samt drikke et par oel paa vores eget hostel.

Soendag d. 23 flyttede vi vores ting hen til det nye sted. Vi lavede ikke saa meget den dag. Jeg var paa marked med Hanna. Her blev jeg hostet/ spyttet i hovedet af en gammel mand, og da jeg igen blev opmaerksom paa min taske, var min pung vaek.

Mandag d. 24 til freadg d. 28 gik med at faa massage, shoppe. Se byens flotte hvide huse, spise dyr mad, drikke dyr vin, koere rundt i en lejet bil samt feste for vildt og drikke for mange drinks med Daniel. Vi var desuden noedt til at flytte til et andet hostel, da Daniel blev smidt ud for at vaere for larmende om natten, hvor han bl.a. havde vaeltet et stort skab. Fredag aften tog jeg bussen til Cochabamba og ankom loerdag morgen kl. 4.

Mandag den 8. om eftermiddagen var vi inde i Butikken, hvor vi fik handlet lidt ind. Om aftenen var Sofie sammen med Gabo paa hans arbejde og efterfoelgende paa Novecento. Kristina bruge eftermiddagen sammen med Vladimir. Hun havde sagt til ham, at hun ikke havde raad til hans spansktimer og havde meldt sig til nogle andre. Han ville alligevel gerne moedes for at have gratis conversation classes, hvor han meget diskret forklarede, hvor meget han havde savnet hende. Om aftenen moedtes hun med Ariel, og de hang ud med nogle weed fyre, som de moedte paa Plaza Colon.

Tirsdag den 9. var vi paa den restaurant som ikke hedder Tunari. Her spiste vi buffet, og Sofie fik virkelig meget arroz con queso. Bagefter spillede vi poker paa Novecento.

Onsdag den 10. moedte vi en meget fuld Israel paa universitetet. Han var meget soed og haelte indholdet ud af Sofies taske. Vi ventede i Gabos bil, mens han var paa arbejde. Derefter ville vi gerne paa Don Julio, men de havde lukket, saa vi tog paa Novecento for at spise.

Torsdag den 11. saa vi Gabo og Israel spille finale fodboldkamp. De vandt. Vi fik ogsaa en medalje, fordi vi havde stoettet dem. Derefter var vi paa Lactobar, hvor vi fik durazno con leche. Senere havde vi en drengefri aften, vi tog paa Casa Blanca og derefter var vi i biografen, hvor vi saa en super daarlig gyser.

Fredag den 12. besluttede Gabo og Sofie at tage til Copacabana samme aften. Sofie koebte busbilletter til kl. 23 og rejste afsted La Paz.
Vi ankom omkring kl. 7 om morgenen og fandt hurtigt en bus imod Copacabana, hvor vi ankom 3,5 time senere. Copacabana er en by paa en stor oe, som ligger midt i Titicaca soen. Den foerset dag brugte vi meget lang tid paa at finde et billigt hotel. Det lykkedes - 20 bs. pr. nat. Om dagen gik vi en meget lang tur for at se nogle sten og tage en masse billeder af naturen og soen. Omkring kl. 17 vandrede vi op paa et kaempe bjerg for at se solnedgangen. Jeg doede naesten, men det var vaeldigt flot og koldt. Da solen var gaaet ned gik vi tilbage mod byen og spiste virkelig daarlig pizza og virkelig god pie de lemon. Om aftenen ville vi havde drukket roedvin paa stranden, men det var absurd koldt, saa vi drak roedvin under dynen i stedet. Gabo skraemte livet af mig ved at fortaelle en gyserhistorie, saa jeg ikke kunne gaa paa toilettet.
Naeste morgen skulle vi meget tidligt op efter faa timers soevn, da vi skulle naa baaden mod Isla del Sol kl. 8.30 - vi kom kun 10 minutter for sent. Vi brugte dagen paa oen paa at gaa i fire timer fra nordsiden til sydsiden. Oen er ikke ret stor, men stor nok naar man skal gaa oppe i en masse bjerge. Undervejs badede vi i Lake Titicaca (omkring 12 grader(!)), hvilken var virkelig sjovt og virkelig koldt.
Vi sejlede tilbage til Copacabana kl. 18 og derefter gik turen imod La Paz og derefter Cochabamba. Weekenden var hyggelig, sjov og fantastisk.

Da Sofie og Gabo skulle afsted overvejede Kristina, om hun ogsaa skulle tage ud at rejse. Efter afslag fra Ariel, Sergio og Israel havde hun besluttet at rejse alene, indtil hun pludselig fik den.. geniale.. idè at invitere Victor. Uden at taenke videre over det ringede hun til ham, og han sagde selvfoelgelig ja. De moedtes kl. 21 og tog bussen mod La Paz. Busturen tager otte timer, og Victor sov ikke. Han havde heller ikke nogen bog eller musik med.... De ankom tidligt om morgenen og tjekkede ind paa et hostel, hvor der heldigvis var to enkeltsenge. De gik begge i bad og gik i seng. Efter et kvarter begynder Victor at rumstere rundt, og siger noget med at han fryser og gerne vil over i Kristinas seng. Kristina halvsov og mumlede noget uforstaaeligt, hvilket Victor tolker som begejstring. Faa sekunder efter laa han under hendes dyne. Kristina sov og blev ved med at vaagne, og hver gang hun vaagnede, var Victor ogsaa vaagen og laa og nussede hende.... Hun lagde sig med ryggen til ham helt ude paa kanten, hvorefter han stroeg haaret vaek fra hendes nakke og gav hende tre Davy Jones kys. Hun sagde til ham, at det vist ikke var en god idé, hvilket han ikke kunne forstaa, og Kristina kom ikke med yderligere forklaring. Victor blev ked af det og lagde sig om paa ryggen, og Kristina stod op. Efter en halv time stod han op og kunne se, at Kristina var ked af det. Han sagde unskyld og sagde, at der jo ikke var sket noget. Resten af weekenden var fin og uden flere tilnaermelser.
Loerdag var de ude at spise boliviansk frokost, hvorefter Kristina fik en guidet, kedelig tur i en kirke. Om aftenen var de paa Elis, hvor de moedtes med Sergio, Alzisel og hendes faetter. Om aftenen var de alle paa bar, hvor der selvfoelgelig skulle danses. Kristina var Victor utro, da hun moedte en argentiner.

Soendag morgen naegtede Victor at staa op, fordi han "var syg". 1,5 time senere var han oppe, og de kom afsted. De brugte dagen i Valle de las animas, hvor de saa en masse klipper. Ved frokosttid moedtes de med Sergio og spiste Chicharron - laerte Sergio "krittevittevitbumbum" og snakkede med deres deller (Victor forstod det ikke..). Om eftermiddagen tog de vil Valle de la Luna, hvor de saa flere klipper og Kristina blev tvunget til at betale 15 bs, og Victor skulle betale 3. (Racisme er meget lovligt i Bolvia). Om aftenen gik de lidt rundt i byen og tog en bus tilbage til Cochamba kl. 21.

Mandag den 15. rejste vi begge til Uyuni om aftenen og ankom tidligt tirsdag morgen. Vi blev angrebet af mennesker, som ville saelge os ture til Salar de Uyuni. Vi snakkede med et par stykker og fandt et trovaerdigt sted. Vi spiste morgenmad sammen med Rikke fra Danmark og Bjoern fra Tyskland, som var virkelig soede. Vi besluttede at tage paa tur med dem. Vi kom afsted kl. 10.30. Vi saa en togkirkegaard og ellers bare saltoerkenen, hvor vi blev blaendet af alt det hvide og tog en masse sjove billeder. Sidste stop for Sofie var Isla del Pescado, Sofie rejste derefter tilbage imod Uyuni og Cochabamba. Hun var hjemme kl. 8 om morgenen.

Kristina tog paa en 3-dags tur i oerkenen. Den foerste nat sov de paa et hotel, som udelukkende var lavet af salt. De matte have seks taepper paa om natten for at kunne holde varmen. Anden dag saa de en masse soer og flamingoer. Natten var meget kold og de naegtede at taende elektriciteten foer det var meget moerkt. Onsdag morgen stor de op kl. 5 og skulle koere kl. 6 for at se solopgangen ved en geisher. Senere badede de i en varm kilde. Her sagde de farvel til Bjoern, som rejste videre til Chile. Resten af dagen koerte de en masse med faa stop, hvor de saa klipper og lamaer. De var tilbage i Uyuni kl. 17, hvor de fik taget et billede af vores guide, som virkelig, virkelig lignede James Price. De shoppede, fik daarlig pizza, og rejste videre - Rikke mod La Paz og Kristina imod Cochabamba.

Sofie brugte hele tirsdag paa at sove, da hun ikke havde lukket et oeje paa den 14 timer lange bustur. Om aftenen kom Gabo og vaekkede hende, og de drak the i hans bil indtil klokken var 3 og Sofie besvimede af traethed. Torsdag saa Sofie film med Gabo og Jorge ringede og havde for en gangs skyld tid til at have noget. De tog hen til Subelzas bar og derefter til koncert paa La Muella.