Inviteret indenfor

Med taskerne fulde af spil og sjove læringslege og hovederne af gode ideer til dagens undervisning tropper to volontører op i teltlejren i Maravanthe. Der er mere stille end sædvanligt og ingen børn, der løber dem i møde. Et af teltene, hvor to af eleverne bor med deres familie, er endda fjernet. Blå øjne glider søgende rundt blandt træer og telte. Som sædvanligt er mændene ude med fiskerbådene, men der virker mere tomt end ellers. En kvinde sidder foran sit telt og river kokosnødder. De resterende virker forladte. Med undtagelse af ét af teltene. Her ligger en af familierne som altid og slumrer. Hvide fødder hvirvler rødt støv i deres gang til teltet. En ældre kvinde, mor til to af teltskoleeleverne (og tre andre børn), vender sig og lyser op i et stort smil, da hun ser de blege hoveder. Hun sætter sig op og da hun er vågnet helt, spørger en af volontørerne: "makkele yelli?" - hvor er børnene? Et langt svar kommer retur på kannada og læreren må tages i brug som tolk. Renuka er på arbejde, Tiipesh spiller volleyball og Kaveri og Sunil er stadig ikke tilbage efter at være rejst til en anden by for at få Sunil gennem nogle behandlinger. Ramesh, Djelaksmi og Manji er med deres mødre i Kundapur og tigge. Så ingen elever i dag. Volontørerne udveksler et hurtigt blik, et skuldertræk og et smil. Så sætter de sig ned og giver sig til at tale med den fattige kvinde. Hun kan ikke et ord engelsk. De kan nogle få på kannada. Kropssprog, mimik og god kemi skaber alligevel et bånd og de inviteres indenfor i kvindens ydmyge hjem.

Den lokale lærer hives efter en tid igen ind som tolk. Nagama har meget på hjerte. Hun fortæller, hvordan hun for tre år siden tog sine fem børn samt nogle få ejendele med sig og rejste fra en alkoholiseret mand, der slog både hende og børnene. Siden da har hun levet i et telt. Et barn døde ved fødslen. To blev kun et par år før de led samme skæbne. Men de, der er tilbage, er elsket. En rynket kvinde kommer forbi. Det er Nagamas faster, der bor i teltet ved siden af. Hun er ved at flette det slidte grå hår, der danner ramme om et furet ansigt. Hun er hele lejrens bedstemor. Snakken går frem og tilbage og volontørerne beder læreren fortælle den stærke kvinde, hvor imponerede de er over hendes mod og styrke. Det bliver modtaget med det velkendte indiske hovedvip, men øjnene er dybe og det er tydeligt at mange brudstykker af samtalen gemmes i hjertet. Frem fra taskerne findes et stort stykke pap og nogle vandfarver og snart er volontører, lærer og Nagama i fuld gang med at lade kreativiteten flyde. Det varer ikke mange minutter før resten af den tilstedeværende familie også kommer til og ivrigt hjælper med at farvelægge pappet. Imens snakkes der og laves sjov og tiden flyver. Indimellem bliver det til et lille boldspil og sjov med kameraet. En af volontørerne krydser på et tidspunkt hovedvejen og køber lidt snacks i en af de små boder, der er på den anden side. Alle nyder samværet, og da de to timer er gået og den lokale lærer gerne vil hjem, er volontørerne på ingen måde klar til at forlade teltet og bliver derfor endnu en time. Så må de klarer sig med fagter, smil og hovedvip. Da den time ligeledes er passeret, er det dog tid til at finde bussen mod Kundapur. Volontørerne bryder op og forsøger med tegn at forklare, hvor meget de har nydt dagen. De vil gemme oplevelsen i hjertet. Nagama vil det samme siger hun og lader dem forstå, at de lige skal vente lidt. Hun tager først en af sine halskæder af og lægger om halsen på den første volontør, derefter sker det samme med næste kæde og næste volontør. Dem skal beholde som et tegn på deres venskab, siger hun og forærer dem også hver en af sine fingerringe. Derefter peger hun med varme i blikket på først volontørerne så sig selv og siger "amma". Hun er deres nye indiske mor. Og når Anna som den første forlader projektet og rejser hjem til Sverige, tager hun med hende på flyet. Det påstår hun i hvert fald. Begge med varme hjerter og store smil siger volontørerne farvel og forlader den fattige kvindes telt. Hun følger dem og ser til, at de kommer sikkert med bussen. Så vender hun tilbage til sit telt. Der skal snart laves aftensmad.