Profile
Blog
Photos
Videos
We welcome you
Efter mange strabadser med forsinkede fly, forkerte flyoplysninger, en vildfaren taxi og fem (dvs. alle udover mig), der har mistet deres bagage er vi nu endelig landet i Bangalore i Sydindien, hvor vi tror introkurset med den lokale partnerorganisation, FSL, skal foregå. Kl. er 01.00 og vi er smadrede. Hotellet vi er blevet vist hen til har ingen værelsesreservationer til os. Efter lange forhandlinger får vi dog endelig anvist to værelser, og da mine toiletsager er blevet benyttet af alle, smider vi os på sengene og sover så snart hovederne rammer puderne - hvis ikke før. Under diskussionen med hotelejeren nåede vi lige at få at vide at kurset for resten skal foregå i Kundapur. 500 km herfra. Okay. Godnat.
Hvad der føles som 5 minutter senere, men nok egentligt er et par timer, vækkes vi pludseligt af kontinuerlige kraftige bank på døren ind til værelset efterfulgt af lyden af en ørepinende ringklokke, der bliver aktiveret gentagne gange. Søvndrukkent får Karoline kæmpet sig på benene og åbner døren. En hvid, lyshåret pige skubbes ind på værelset, og døren lukkes hurtigt igen. Vi kigger forvirrede på hinanden - os med øjne tunge af søvn, hun med et forbavset, spørgende udtryk. Hun er svensk og skal også arbejde som volontør for FSL. Vi har ikke flere ledige senge, men jeg trækker i det nærmeste tøj og følger hende op til de andre, som vist har en i overskud. Her modtages beskeden om en ekstra overnattende gæst reaktionsløst med halvt lukkede øjne, og vores nye svenske bekendtskab anvises en plads i dobbeltsengen, hvorefter lyset slukkes og øjnene lukkes helt. Atter er der stille. Lige indtil vi igen vækkes af den forfærdelige ringklokke endnu en gang. Ida rejser sig denne gang og åbner døren. Hun mødes af et "sorry, ma'am" og lukker stille døren igen. Hun når netop at lægge sig, da klokken atter tages i brug. Nu er det Karoline, der rejser sig og oplever samme scenarie. Jeg lover at rejse mig næste gang, og det varer ikke længe før jeg må tage mit løfte i brug, den skarpe lyd igen lyder. Sådan fortsætter vi turnussen indtil det er vækkeurets tur til at bryde den periodiske stilhed. Kl. er 07.30 og jagten på forsvunden bagage sættes ind. Det skal nås inden rejsen uforventet fortsætter til Kundapur. Velkommen til Indien.
- comments