Du' den smukkeste tigger...

Solen sender sine skoldhede stråler i støvet. Mørke fødder virvler det op og forærer nabofødderne endnu en del af denne dags snavs. Fødderne bliver flere. En tid holdes de i ro. Kun af og til ses et par røde støvkorn i luften, når vægten flyttes fra et ben til et andet, og fødderne må tilpasses. Solen bager, tiden går, fødderne står, og støvet ligger stille. En bus drejer om hjørnet, og signalet er givet til at bryde den rolige venten. Det røde støv er pludselig alle steder og går i et med flokken af brune fødder. Umuligt er det at skelne hvilke fødder, der danner par. En fod placeres uforsætligt ovenpå en anden, der hurtigt trækkes tilbage og stædigt sættes foran den førstnævnte. Alle vil have en fod indenfor i bussen. Helst to og gerne så hurtigt som muligt. Da bussen er fyldt til randen - med fødder og dertilhørende mennesker -, lægger støvet sig atter tilrette. Nye fødder kommer til, nogle står der stadig fra før. Blandt sidstnævnte er to sæt hvide. Nyligt vaskede efter besøget i formiddagens teltlejr. Ejerne er i ivrig idéudveksling om, hvad eftermiddagens fattige børn skal bydes af undervisning og leg. En af dem tager et lommetørklæde frem og dupper panden for svedperler. Munden står ikke stille på den anden. Samtalen afbrydes af en hånd, der rækkes ind imellem de to talende. En tom håndflade vendes imod dem. Den efterfølges af et spinkelt håndled, der passer til resten af den magre kvindekrop, og et fjernt blik. De to volontørhoveder rystes afvisende og skal netop til at genoptage planlægningen, da en lille hånd gør opmærksom på sin ejers eksistens i knæhøjde. To par blå øjne kigger ned og ser, at kvindens anden hånd har et fast greb i sønnens arm. Store tillidsfulde brune øjne kigger op dernedefra, og et stort genkendelsessmil breder sig i det snavsede ansigt. Den frie hånd griber efter vores hænder, og øjnene lyser op, da de snittes i et kort øjeblik, inden kvinden hiver sønnen med sig. De skal videre til næste mulige indtægtskilde. Med udtryksløst blik rækker hun hånden frem og skubber drengen ind foran sig. Den nydeligt påklædte inder må forstå, hvor afhængig hun er af hans penge til at tage sig af sin lille søn. Hun fastholder stædigt fokus på et sted bag den adspurgte forretningsmand, men de unge øjne, der skulle have været rettet lidende og bedende mod denne, er i stedet vendt mod de fire blå, som følger ham. Et stort smil har bredt sig over hans ansigt og det spiller i de mørke øjne. Da moren trækker ham med videre, stritter han håbløst i mod og rækker ud efter de hvide fingrer. Men morens greb løsnes ikke og Ramesh, der allerede kan tælle til ti, kommer ikke i skole i dag.