p { margin-bottom: 0.08in; }

En skole i støvet

"Teacher, teacher, teacher" lyder det fra alle sider, da vi har besteget den røde jordbunke, som danner bro over den udtørrede kanal, der er mellem den trafikerede hovedvej og teltlejren. Fire børn kommer løbende i mod os, og snart har vi hver et af dem i favnen. Jeg kaster Utama op i luften og griber ham igen. Han griner frydefyldt og vil igen og igen. Trods sine ca. syv år, vejer han ingenting. Snart har jeg en hel lille flok af snavsede børn omkring mig, der vil have en tur. De får hver en, men da de plager om "mere, mere", må jeg til sidst sige at "saku!" - nu er det nok. Med et barn på hoften og et i hånden går jeg og de tre andre volontører videre gennem lejren. Det røde støv hvirvler op ved hvert skridt og rammer af og til de hjem, vi passerer. Hjem bestående af tykke bambus stukket i jorden med en blå presenning lagt over. Nogle steder er der hul i presenningen. Plastic, stofrester, aviser eller andet, der findes i skraldespanden, er her brugt til udfyldning. En sidder og koger ris ved et lille bål i sit hjem. To fletter hinandens fedtede hår på skift. Et sted er en lille pige i færd med at få lejrens kæmpe kalkun til at give sig en ridetur. Den store fugl virker dog ikke til at have helt samme planer og ryster irriteret barnet af sig. Hun bliver ved og kalkunen puster sig arrigt op. En af kvinderne kommer til og aer beroligende fuglen på halsen. Snart falder den til ro, og pigen får et par dask med en pind på hoved og ryg. Hun løber grinende videre mod nye skarnsstreger.

Vi stopper op ved næsten hvert telt og taler med forældre, bedsteforældre, søstre, brødre, onkler og tanter. De har alle en lille historie eller spørgsmål: hvad er det nu vi hedder, hvor er det nu vi er fra, hvad fik vi til morgenmad og hvorfor har vi ikke nogen vielsesring på? En ung kvinde - måske et par år ældre end jeg selv og allerede mor til tre - kalder mig hen. Jeg skal lige have flettet mit hår og sat et par blomster i. Imens kan jeg jo passende få de to mindste i favnen. En pige på et par måneder og en dreng på knap to år. Begge nøgne. Pigen er ét stort grin, mens drengen sidder med store brune øjne og kigger betaget på mit lyse hår, der er under hård behandling. Moren river og slider i det med sin slidte kam, og knoglede fingre fletter rutineret en stram fletning. Kvinden vurderer sit eget værk og når frem til, at det er "tumba chenda" - meget smukt. Så kan jeg godt gå hen og åbne skolen. Jeg giver hende de to små tilbage og ser, da jeg løfter pigen, at der er kommet en lille våd plet på mine bukser, hvor hun har siddet. Det tørrer heldigvis hurtigt her i varmen, og der er ikke andet for. Jeg kommer ikke i nærheden af rent tøj før i eftermiddag. Imens jeg har fået håret sat, er to af børnene løbet ud for at finde deres kammerater. Swelpa står ved min side og udsteder høje skrig, der åbenbart er en form for signal og tilkalder yderligere to uromagere. Snart er en børneflok på 10 elever samlet, og vi bevæger os mod skolen, der består af vægge i bambusflet med en presenning lagt over som tag. De er mange i dag. Elevantallet varierer fra 2 til 15, og det er aldrig til at forudsige.

Jeg finder posen med tandbørster og -pasta frem. Der står navn på tandbørsterne, så det er en god øvelse for mig, der endnu ikke kan alle de fremmede indiske navne: Manjula, Raju, Sunanda, Sankrama, Padma og alle de andre. Det lykkes dog at få uddelt børsterne, og efter at have fået en lille klat tandpasta på påbegynder børnene den ivrige skrubning af de hårdt medtagede tænder. De sidder på hug på begge sider af den udtørrede kanal og lader tandpastaskum og snot falde derned, når tyngdekraften trækker. Til sidst skylles munden i vandet, vi har medbragt, og tørres derefter med fingrene, der viftes rene igen ned i kanalen. Manjula er lige ved at ramme en slange, der glider forbi dernede. Solen bager, støvet er alle steder. Vi synger den sædvanlige bønnesang, finder materialerne frem og starter dagen.

Børnene råber til os og hinanden på kannada (det lokale sprog), en mor kommer med et spædbarn, der skal passes. Der er rift om kladdehæfter og minitavler - og om lærernes opmærksomhed. En af pigerne kaster en sten efter en forstyrrende hund; en fuld far kommer og blander sig. En hvid hånd samler et par røde sten op fra støvet og spørger de brune øjne: "yestu?" - hvor mange? En brun finger rører hver af stenene, mens der tælles højt på kannada. Resultatet bliver 6. Korrekt! Pludselig bliver en af de mindste drenge helt ulykkelig og er utrøstelig indtil bolden kommer frem. Et par kyllinger sniger sig ind i klassen og hopper om tæerne på de piger, jeg har i skødet. På tavlerne skrives alfabetet, talrækken og små regnestykker. Kladdehæfterne fyldes med 1-taller, A'er og lignende. Undervisningen er i gang og foregår i lige så stort virvar som de foregående dage. Dette er min femte dag i lejrene.