I Indien spiser de ris - med fingrene

Vi får alle et chok, da musikken pludselig drøner ud af højtalerne med en lydstyrke, der sagtens kunne være et par niveauer lavere uden nogen tog skade deraf. Flere af os havde netop lukket øjnene i forsøget på at få bare en smule nattesøvn. Men det er ikke en fejl. Tværtimod viser det sig at være soundtracket til en bollywoodfilm, der nu vises på skærmen, og det skal man åbenbart høre for fuld volumen, hvilket får en til at være på nippet til at kategorisere det som larm. Luften er begyndt at bære præg af, at vi er mange mennesker samlet på lidt plads i bussen, der er fyldt til randen, og et stænk af sure tæer tilsættes også gradvist som skoene smides rundt omkring. Det er en non-AC bus, der skal føre os fra Bangalore til Kundapur, hvor introkurset åbenbart skal foregå. 10 timer senere er en bumpet vej tilbagelagt, og vi er fremme. Det er morgen, så temperaturen er behagelig. Senere vil vi erfare, at den i de resterende dagstimer er uudholdelig. De siger, det tager 2 uger at vende sig til, så heldigvis er der da håb forude. Vi bliver indlogeret og får lidt morgenmad, og efter et kort kig på byen, falder vi alle udmattede i søvn på vores hårde køjesenge. Da vi vågner igen står solen på sit højeste, og da vi får os stablet på benene, ser vi, at der er dukket en spand op på bordet.Der er ikke noget låg, men i stedet er et blad fra en bananpalme brugt. Oven på dette hviler en plasticpose med noget brunt tilbehør. Vi konkluderer at det må være vores frokost og begynder at kigge os rundt efter tallerkner. Huset virker fuldstændig tomt for både indere og service, men det lykkes os at finde et par grydelåg og nogle bliktallerkner. Vi tager det brune tilbehør af og løfter bananpalmebladet. Derunder kommer nu - ikke overraskende - en risret til syne. En lækker en af slagsen med både agurk, banan, ananas og andet spændende og selvfølgelig karry. I stedet for kød er der små stykker ost. Bestik er heller ikke at finde, så vi ser ikke anden udvej end at springe ud i de indiske vaner først som sidst og tage for os med hænderne. Eller rettere sagt hånden. Man bruger højre hånd til at spise med - og venstre hånd… til noget andet. Vi øser med en lille blikbøtte ris op på bliktallerknerne og begynder de første spæde forsøg på at forme risen til små kugler og med tommelfingeren få den proppet i munden med så lidt spild som muligt og minimalt fedtede fingrer. Om det lykkes? Vi får da mad i munden. Men fingrene må tilstås at være dækket af ris, og der ryger jævnligt et par korn eller tre ved siden af. Vi griner højt af hinandens første eksperimenter med denne indiske skik. Undervejs opdager en, at hele processen er meget nemmere, hvis man blander risen med en tilpas mængde brunt tilbehør. Straks følges rådet, og som måltidet skrider frem, mestrer vi alle teknikken i langt højere grad end ved start. Vi er nu mætte og fulde af positive forventninger til de kommende måneder. Der skal nok blive nogle gode indere ud af os.