En ganske almindelig torsdag

Posen med kridt, kuglepenne, spil og andet godt slår mod mine lår, mens jeg passerer en ged, der udnytter en lille plet med grønt til at indtage sin morgenmad. Solen bager stadig kraftigere som dagene går - den indiske sommer er ved at snige sig ind på os. Jeg når frem til den lille samling af telte, hvor min dags første flok små indiske elever bor. Jeg hilser med det sædvanlige godmorgen til forældrene og går videre for at finde børnene. Jeg når ikke mange skridt, før Manjula pludselig er ved min side og trækker mig i armen. Hun snakker hurtigt og oprevet på kannada, og jeg får i første omgang kun fat i, at det er noget med en hund. Lidt længere henne, ved en lille samling buske, står alle børnene samlet. De ser bekymrede ud og farer ikke rundt som de plejer. Da jeg når derhen, begynder de alle sammen at fortælle. De afbryder hinanden og hiver i mig for at få opmærksomhed. Jeg sætter mig på hug i blandt dem og får dem - så vidt muligt - til at tale en af gangen. Mit kannada er ikke lige helt på niveau til at kunne få en historie ud af afbrudte sætninger fra ti ophidsede børn. Hver især fortæller de nu et lille brudstykke, og jeg lytter intenst, mens hjernen arbejder på højtryk for at genkalde betydningen af de mange kannada ord. Til sidst får jeg stykket sammen, at en af lejrens hunde er blevet påkørt. Det er sket lige uden for lejren og et par af børnene har set det. De forklarer, at den har brækket benet og slået kæben. Nu er hunden krøbet i skjul mellem nogle af buskene, og det eneste man kan skimte er et forskræmt blik derindefra. Børnene har fået en lille skål med ris og opløst det i noget vand i en kop og skiftes nu til at prøve at fodre hunden. Efter sit forsøg kigger Shankaramma ulykkeligt op på mig: "nai uta beda" - hunden vil ikke have mad - og spørger hvad vi skal gøre. Jeg tager noget af det medbragte vand til tandbørstningen og forslår: "nai niiru beka?". Måske vil hunden have noget vand? Den tager et par mundfulde, men er ellers ikke særligt interesseret. Jeg foreslår så, at vi lader den stakkels hund få lidt hvile og i mellemtiden får startet dagens undervisning.

Børnene går med mig, men kaster mange blik bagud mod hunden. På vej til vores lille skole"bygning" går vi forbi Mahadevi. Den udviklingshæmmede 16-årige pige plejer at lyse op i et stort smil, når jeg kommer. I dag sidder hun på hug på vejen og ser ulykkelig ud og ryster blot på hovedet, da jeg spørger: "shale banni?". Hun vil ikke i skole, når hunden har det dårligt. Jeg giver hende et opmuntrende klem og siger, hun bare kan komme senere. I trykket stemning når vi skolen. Jeg tager tandbørsterne frem, beder nogle af børnene finde nogle blomster til det lille Ganesh-billede, der er i skolen og langsomt vender det gode humør tilbage. Den lokale lærer kommer til - tre kvarter efter jeg er startet som sædvanligt - og der bliver sunget "head and shoulders", peget på de kropsdele, jeg siger navnet på på engelsk; og Manjula viser mig stolt at hun fra dagen i forvejen kan huske, hvordan man løser et minusstykke, mens Sunanta insisterende prikker mig på armen for at få at vide, om hun udfører den metode til at løse tocifrede gangestykker, jeg lige har vist hende, ordentligt. Det gør hun. Jeg beder den nytilkomne lærer om at undervise nogle af de mindste i kannada og fortsætter selv, hvor jeg slap. Et par gangestykker og en sides minusstykker senere træder Mahadevi ind af den bambusflettede dør. Hun vil gerne være med alligevel. Jeg beder børnene rykke sammen, så der bliver plads til hende på den udbredte måtte. Undervisningen fortsætter nu med en mand mere indtil det bliver tid til at slutte for i dag. Mens vi pakker sammen spørger Sunanta mig, om vi ikke kan tage på legepladsen i morgen. Jeg siger, at det ikke kan lade sig gøre, men at vi i stedet kan gøre det næste fredag. Jeg får en voldsom hovedrysten tilbage. Hun forklarer mig alvorligt, at der slet ikke vil være nogen skole på fredag, fordi der kommer en tsunami i weekenden. Jeg har godt hørt rygterne og fået genfortalt avisen. En anerkendt astrolog har ud fra månens placering fastslået, at det vil ske. Der er dog ingen varsler om jordskælv. Regeringen har på baggrund af dette rådet alle, der er bosiddende ved kysten til at forlade deres hjem. Busserne har derfor været endnu mere proppede end ellers (en er endog kørt galt), og flere hjem er forladte. Spændende bliver det at se om der er nogle børn tilbage i Tent Schools i dag, mandag. Tsunamien skulle have været i lørdags, men der kom (overraskende nok) ingen.