Leg efter skole

Den hidtil største bølge blandt de ellers ret store af slagsen kommer i mod os. Sunil skriger noget til mig. Jeg gætter mig til at det betyder noget i retning af "pas på" på kannada og når lige at vende mig og flyde med bølgen i stedet for at blive slået om kuld og trukket ned af de kraftige vandmasser. Ved siden af mig har han også selv formået at fange bølgen og hviner frydefuldt. Da bølgen er ovre, kigger vi på hinanden og griner stort. Vi kom ret langt. Næsten helt ind til strandkanten. Vi ser ud mod Anna og Tepesh, der plasker rundt længere ude. Bag dem er endnu en bølge på vej. Vi sætter i løb og vandet står omkring os. Der er megen modstand, men vi når det, og pustende når vi lige at få vejret, inden vi holder det og lader næste bølge føre os tilbage, hvor vi kom fra. Dagens undervisning er endt, og Anna og jeg har bestemt os for at udnytte de skønne bølger, der slår mod den fineste sandstrand omringet af kokospalmer lige på den anden side af vejen. Tepesh og Sunil fik overraskende lov til at gå med os og kaster sig nu legende rundt i havet. Tepesh er ved at vise os sin version af en baglæns salto, Sunil råber "teacher, teacher" og dykker under en stor bølge. Vi er positivt overraskede over at drengene kan svømme. Det kan 90 % af den indiske befolkning ikke.

Da legen har stået på for en tid, bliver Tepesh kaldt op. Det var sjov nok for den 12-årige i dag. Sunil får lov at blive, og på land går jagten ind på de utallige krabber, der er overalt. De er lynhurtige og svære at få fat i. Sunil og jeg slår os sammen, udpeger en krabbe og sniger os ind på den fra hver vores side, mens vi sidder i hug. Prøver den at stikke af til en af siderne, kaster vi sand efter den, så vi langsomt kan omringe den med arme og ben. Når krabben nærmer sig en af os, er det om at være hurtig og få hånden ned over den og tage den op. Flere krabber må se sig overvundet af teknikken. Bølgerne kalder dog, og snart er vi igen i vandet. Mens vi tumler kommer Kavadi til syne på stranden. Vi vinker og hun smiler tilbage. "Ba, ba!" - "kom, kom" - råber vi, men hun sparker bare lidt i vandet og bliver stående. Hun er måske 13-14 år, men den ældste i søskendeflokken og derfor allerede så godt som voksen. Jeg svømmer ind mod hende. Kæmpende mod strømmen og de store bukser, der klistrer til mine ben på nær de steder, hvor de er fyldt med luft. Jeg prøver ihærdigt at få hende til at løbe med mig ud i vandet, men hun ryster på hovedet. Anna kommer til og tager hende i hånden, men hun ryster genert på hovedet. Det er tydeligt at mærke at hun gerne vil være en del af vandlegen. Til sidst løber vi selv ud i bølgerne og fortsætter legen. Hele tiden med opmuntrende råb til den unge pige på stranden. Da vi et øjeblik kigger væk, hører vi et overraskende plask. Vi drejer hovederne og ser Kavadi inde på det lave vand. Hun vifter usikkert med arme og ben og ser lettere overrasket ud. Alle tre skynder vi os ind til hende og snart er vi i gang med at hoppe over bølger med hinanden i hænderne. Kavadi er en smule bange for vandet og lidt usikker på om hun kan tillade sig at lege, men hendes ansigt prydes efterhånden af et større og større smil. Hun griner højt og klamrer sig til os, når bølgerne bliver for store. På et tidspunkt får hun hovedet under vand og synes den salte smag og den ubehagelige overraskelse er for meget. Lidt efter er hun dog optaget af leg igen og nyder det. Imens bevæger solen sig mod horisonten bag os, og vi må til sidst stoppe den herlige kådhed for i dag. Vi stiger op af vandet og både Anna og jeg opdager store huller i vores chudidars (kvindelig hverdagsbeklædning). Vi morer os højlydt over det og viser også Kavadi det. Hun deltager i vores grinen, men prøver samtidig at dække hullerne med dragternes uskadte stof. Det er også lidt pinligt. Vi vinker grinende farvel til hende og Sunil og får store smil retur. De to børn vender sig og går tilbage mod teltlejren. Kavadi skal hjem og forberede aftensmaden og tage sig af den mindste.