Profile
Blog
Photos
Videos
Når det kun lige slår til at være i 9 timers god tidFem timers ventetid på en lille indisk togstation er ovre, og det forsinkede tog drøner forjaget ind på perronen. Ventetiden blev fordrevet med lidt guitarspil til stor begejstring for en gruppe unge mandlige the-sælgere, der ligeledes ventede på toget for at kunne sælge deres chai samt et par små hyggelige samtaler på kannada, da ruten er endt med at slå et smut forbi det, der føles så dejligt hjemligt: staten Karnataka. En tysk volontør, der stadig er i gang med sit projekt, men har taget ferie, kobler sig nemlig her på rejsen. Heldigvis har vi – ifølge den oprindelige plan – ni timer mellem dette togs ankomst i Mumbai og næste togforbindelse derfra og til Ahmadabad. Så med fem timers forsinkelsen på nuværende tidspunkt, skulle det stadig være muligt at nå det med fire timer at løbe på. Vi ligger os til at sove og tiden flyver. Næste dag er vi endnu ikke i Mumbai, da vi vågner. Vi har nu efterhånden kun to timer tilbage, og vi nærmer os kun Mumbai meget langsomt. Oveni viser det sig, at toget kun stopper ét sted i Mumbai – ikke den station, vi skal videre fra.Vi lægger forskellige slagplaner, men sandsynligheden for at vi når toget, svinder så småt ind. Endelig når vi forstæderne til Mumbai og vi har nu en halv time til næste tog. Den ene station efter den anden glider forbi og vi krydser fingrer. I høj fart passerer vi den station, vi gerne skulle af på. Håbet synker. Vi havde ellers overvejet at springe af toget. Netop som vi har kigget på hinanden og blevet enige om, at så må vi bare satse på vores held, sænker toget sin høje fart. Til sidst er det kun en svag tøffen, og vi svinger hurtigt taskerne på og haster mod udgangen. I indiske toge er der heldigvis åbne døre overalt. Vi får koncentreret bøvlet taskerne ud, hvorefter vi selv følger efter og springer ned ved siden af skinnerne. Vi får hevet os selv og taskerne i sikkerhed et stykke fra svellerne og ser toget forsvinde mod Mumbai Central. Et par highfives og nogle grin senere begynder vi at bevæge os mod stationen. Vi må springe i sikkerhed i nogle buske for at lade endnu et tog passere, men fortsætter ellers hurtigt derefter. På vejen får vi adskillige tilråb fra indere, der har valgt samme metode som os selv. De er meget bekymrede for de hvide mennesker, der går langs skinnerne. Det plejer de ikke.Vi når dog uskadte frem, finder efter lidt besvær den rette perron, hvor toget allerede holder og venter. Hurtigt finder vi frem til de rette pladser og har fået os sat veltilrette, da toget kører. Så nåede vi det!
- comments
Gitte For pokker da, Mombai train jumpers:) er I rigtig kloge?