I Kardemommebjergene drikker man kardemomme-the

Vi runder det tredje hårnålesving indenfor fem minutter og farten sænkes kun så meget som absolut nødvendigt. Chaufføren har sikkert prøvet det tusindvis af gange før, men som turist – uerfaren i indisk bjergkørsel – kræver det gode nerver ikke at undslippe et par små hvin indimellem og hånden kommer hurtigt til at have et permanent greb om sædet foran for at mindske rutsje- og hoppeturene. Vi passerer et skilt med teksten: ”deep valley, go slow”, og da jeg kigger udover kanten, som hjulene lige akkurat ikke rører, kan jeg ganske rigtigt konstatere, at der er ret så langt ned. 1200 meter siger næste skilt. Jeg nyder den utroligt smukke udsigt – så anderledes fra hvad jeg hidtil har set af Indien – men må også lige endnu engang bekræfte mig selv i, at jeg trygt kan stole på at chaufføren får os sikkert frem. Jeg er stadig i gang med at overbevise mig selv, da jeg læser endnu et skilt: ”careful, accident zone”. Vi fortsætter med samme fart rundt i svingene, og jeg skifter taktik til blot at krydse fingrene og stoppe med at læse skiltene.

Vi kører gennem adskillige små bjerglandsbyer, hvor den indiske hverdag ser ud til at fungere som de fleste andre steder. Med små forskelle såsom den oksekærre, der i lavlandet ville være fyldt med kokosnødder eller mangoer, men her bugner af friskplukkede pærer; kvinderne, der i kurvene på hovedet i stedet for bambus kommer slæbende med store bundter nyhøstet the og mest i øjenfaldende er manglen på rickshaws. Ingen små gule, larmende motorkøretøjer blander sig i trafikken. Ladvogne fyldt til randen – og lidt over – er der til gengæld nok af, og mange af dem har et par mænd eller kvinder siddende ovenpå det overdimensionerede læs. Mændene har hver en biidi i munden. Kvinderne har naturligvis ikke. De sidder i deres beskidte sarier og med et klæde om hovedet til at beskytte mod de tunge læs, de løfter med netop denne kropsdel.

Vi bevæger os højere og højere op og luften, der trænger ind gennem bussens ruder er for en gangs skyld dejlig kølig. Efter fire måneders stegende hede er det en hel befrielse at skulle finde tørklædet frem for ikke at få træk. Jeg trækker nydende den friske luft ned i lungerne og nyder synet af de grønne bjerge og dale, der omringer mig i øjeblikket; landsbylivet, der passerer lige uden for vinduet; turen fra en stat til en anden i Indien – et land med så mange betagende detaljer, man overraskes og bjergtages af hvert eneste minut, hvis blot man kigger efter.

Efter 7 timers buskørsel når vi byen på toppen af bjerget. En by fyldt med mænd i lungier (en form for lændeklæde - traditionel beklædning for mænd) i alle farver og omgivet af theplantager med hårdtarbejdende kvinder. Et sted hvor det rent faktisk er muligt at komme til at fryse om natten, hvor man spiser røde bananer og kan få hjemmelavet chokolade i hver eneste shop. Men også stedet, hvor de kigger uforstående på en, når man spørger om den traditionelle chai (indisk the) efter maden eller bare i pausen efter en lille trekkingtur. Her i kardemommebjergene drikker man da selvfølgelig ikke chai, men derimod kardemomme-the.