Samtalekøkken

En lille forhøjning af sten adskiller ildstedet fra resten af støvet. Flammerne smyger sig omkring benene på det primitive stativ, der er bygget af lidt trådrester for efterhånden lang tid siden. Et par hænder, tydeligt mærket af et liv med hårdt arbejde, rækker ind over ilden og stiller en risfyldt gryde på stativet. Neglene er pyntet med lyserød lak og om håndleddene hænger en stor bunke lyserøde armbånd. Tøjet har ikke kunnet undgå at tage imod noget af alt det snavs, der er i luften, men man kan se, det har været fint engang. Nu sidder hun på en mini-træskammel, der hæver hende fem cm fra støvet, hvor de bare tæer hviler. Af og til tager hun en pind og roder lidt i ilden, mens hun lader en masse nepalesiske ord strømme ud af munden og peger på gryden og laver fagter. Det er min "slum-mor" for et døgn. Hun laver god mad til os. Selv sidder jeg på et bræt som hendes med benene foldet op under mig og ryggen lænet mod døren ind til toilettet, mens jeg holder hænderne ind og bålet for at få lidt varme. Ved min side er en besøgende - og noget mere velhavende - onkel placeret, og til højre for ham er en medvolontør ligeledes i gang med at varme de kolde fingrer. Moren kalder en af sine to piger hen og får hende til at tolke for sig. Det ligger hende meget på sinde at vi forstår, hvor henrykt hun er, fordi vi er på besøg. Vi må endelig blive længere end til i morgen, komme igen og faktisk helst aldrig tage hjem. Vi forklarer hende at glæden helt er på vores side, og at vi er meget beærede over at blive lukket ind i hendes beskedne hjem, hvor hjerteligheden varmer rummet op og holder kulden udenfor på afstand, så sandheden i udtrykket "home is where the heart is" med ét går op for en.

Under morens snak og pigens oversættelser har onklen fisket en stak pengesedler frem, udvalgt en og sendt en af pigerne af sted med den. Lidt efter er der en skål med kiks på jorden imellem os, og inden jeg får set mig om, har han lagt en i min hånd. "Eat, eat. You don't like?" Han ser spørgende på mig, og jeg skynder mig at forsikre ham om, at det skam er nogle fantastiske kiks, han har budt mig. Så er isen ligesom brudt og snakken går, mens vi hele tiden bydes en ny kiks så snart den foregående er spist. Imellem to kiks kigger han på mig og spørger "are you married?". Jeg svarer nej og tror, jeg lykkes i at lede samtalen en andet sted hen, men han har ikke glemt det og spørger efter behandling af emner som kulturforskelle, min fars navn, mine egne studieplaner og meget andet: "you want to marry in Nepal?". Jeg slår det hen med et smil og skynder mig at sige "micho cha" til kiksene - "de smager godt" - og imponerer med mine nepali-evner. Desværre må familien sande, at disse indskrænker sig til ganske få fraser, og at deres nepalesiske ordstrøm, der efterfølger min kikse-udtalelse, er fuldstændig uforståelig for mig. Grinet bliver der dog, og jeg slap helskindet udenom et nepalesisk ægteskab med en slumfamilies rige onkel… Hvor god en historie det end ville være at fortælle til brylluppet, at vi mødtes mellem brædder og snavs i et 2 m2 køkken, mens risen kogte romantisk i baggrunden og lugten fra toilettet sneg sig ind på os fra højre. Nej vel? Vi afbrydes heldigvis af duften fra den færdige dal bhat (spises morgen, middag og aften og består af ris og linsesuppe mm.) og en rynket hånd, der gør tegn til at vi går ovenpå og spiser. Den anden hånd kommer til og arrangerer de tilbageværende gløder i et lille fad, som skal med op af de løse trappetrin. "Nepali heater" som faren smilende påpeger, mens han ser til, at hænderne forsigtigt sætter det varme fad på gulvet ved siden af nogle udbredte aviser, hvorpå maden ligger klar. Tilberedt i et samtalekøkken af format trods en ringe størrelse på et par kvadratmeter. Velbekomme!