The med drømme i

Ned af det brede stengelænder, der fører op til templet, kommer drengene nu glidende på maven i høj fart. De har ligget og sovet deroppe og kommer nu søvndrukne myldrende til. Den nepalesiske the, vi har medbragt i en stor kedel sammen med to poser fulde af donut-agtige brød, har stor tiltrækningskraft. Vi står seks mand på hjørnet ved et af templerne sammen med en lokal ildsjæl, Juju, der har startet projektet med en ugentlig uddeling af morgen-the til Kathmandus gadebørn, og uddeler én kop the og én "donut" til hvert gadebarn. Solen er først lige ved at komme frem. Klokken er kvart over seks, og vi er lige mødtes med Juju, der begejstret tog imod os. Han var usikker på, om vi overhovedet ville dukke op. Selv hans sædvanlige medhjælpere har svært ved at møde så tidligt, så at vi satte vores vækkeure til 05.20 opfatter han som enormt engagement. En af de medhjælpende nepalesere tager kedlen med the i hånden, vi fatter poserne med "donuts" og af sted går det til næste stop på morgenruten. Det viser sig at være en bunke, vi passerede tidligere i mørket. En bunke vi først troede bestod af sovende hunde og affald. Nu, da dagslyset efterhånden har fortrængt mørket, er det dog et andet syn, der møder os: hundene er forduftet, og bunken er pludselig blevet levende. En gruppe børn er dukket op, der hvor plastikken før lå. Nogle render rundt og skubber lidt til hinanden i leg, mens de kommer med skingre hyl. Et par sidder stadig og gnider søvn ud af øjnene; to har stillet sig op og venter tålmodigt på theen. En sidste stiller sig midt i postyret, kigger op i himlen og griner hysterisk. Bagefter tager han en pose frem og trækker vejret et par gange ned i den. Der er lim i. Jeg begynder at hælde theen op til børnene, mens en anden giver hvert barn en donut. Juju snakker afslappet med dem. Vi bevæger os videre og gør et par stop indtil vi når rutens sidste station. Her mødes vi af den hidtil største gruppe børn. Også de får the og "donuts" og snart går snakken. "Naam k ho?" spørger vi og får lange nepalesiske navne til svar. "Mero naam Anne Sofie ho" svarer jeg, når det er dem, der spørger. Vi er en stor attraktion og har snart drenge kravlende rundt på os. Stor glæde kan skabes med lidt the i et plastikkrus og en "donut". Som Juju siger, gør det måske ikke direkte den store forskel i børnenes liv. Man redder ikke liv ved at uddele the en gang i ugen. Alligevel er projektet ikke at kimse af. Juju brænder for det og er fascinerende at høre fortælle om det. Formålet med projektet er at skabe drømme hos gadebørnene. Drømme om forandring og troen på at selv de - foragtede gadebørn - har muligheden for en bedre fremtid. Dette, mener han, gøres ved fordomsfrit at møde dem og udvise interesse for deres eksistens. De skal vide, at også de er mennesker, der har mulighed for at skabe forandring i deres egne liv. De er ikke bare samfundets udstødte, der skal behandles som skidt. De er selvstændige individer. Den tanke vil Juju plante i dem - og få dem til at tro på og leve efter. Juju og jeg går hen ad gaden, mens vi taler. Det er nu blevet helt lyst og menneskemylderet er startet igen. Vi når på ingen måde hjem til morgenmaden på platformen. Men det betyder intet. Har man været med Juju ude at uddele the og håb til Kathmandus gadebørn, er følelsen af sult pludselig et privilegium. For nogen er den følelsen af hverdag.

Jeg takker Juju mange gange for at have ladet os deltage. Han er mindst ligeså begejstret for samarbejdet som jeg og er ivrig efter, at det skal fortsætte. Vi udveksler mail-adresser og snakker om, at et lignende projekt kunne være oplagt at få op og køre i Indien, når jeg kommer ud på min placering. Han er i så fald mere end opsat på at være behjælpelig. I første omgang aftaler vi at mødes igen til uddeling af aftensmad samme aften. Jeg må denne gang medbringe 9 andre volontører. De 5, der var med her til morgen er overtalt på stedet, og de 4 sidste er nemme at finde.