Gode mennesker sidder i skrædderstilling

Syv timer i skrædderstilling. Sådan føles det i hvert fald som om, vi har siddet. Hver er vi udstyret med en lille firkantet pude, der er kun akkurat stor nok til at man kan sidde med fødderne foldet op under sig og hænderne hvilende derpå uden at komme i berøring med det iskolde klinkegulv. Sådan sidder vi i rundkreds alle 20 og lytter til de tre tibetanske munkes lektioner om vigtigheden af kærlighed til sine forældre, til sin lærer og i det hele taget til alle levende væsner. Det første stykke tid er der ro, og ørerne er foldet ud til intens lytning, men så begynder skrædderstillingen at kunne mærkes. Fødderne sover på skift og bagdelen begynder at værke. Rundt i kredsen bliver der diskret skiftet stillinger, og nogle steder ser man en sidde halvvejs med ryggen til for at strække sine ben ud bagved cirklen. Den anses for uhøfligt og respektløs at vise sine fodsåler, da det er kroppens mest urene sted. Til gengæld er hovedet det reneste, og skik er, at man ikke rører denne kropsdel på et andet menneske. Der er uro i ringen, og da en af munkene afslutter sit foredrag med at proklamere at der nu er chyya-pause, bliver det vel modtaget. Trods en gennemsnitsalder på lidt over tyve lyder der en anstrengt stønnen og pusten, da folk kæmper deres kroppe op fra den fastlåste stilling. Knæene værker og ballerne er ømme. Stavrende får folk bevæget sig hen til den chyya (en speciel nepalesisk the, som er ganske velsmagende), der er sat frem sammen med noget, der mest af alt ligner en form for klejner lavet af butterdej. Theen nydes på en lille altan, der er uden for undervisningslokalet. Herfra er der god udsigt over tempelpladsen. Nogle unge munke er i gang med at forme nogle skåle af ler, der skal bruges til ofringer; andre er i gang med at lære at spille på en speciel fløjte, hvor underviseren sidder med fløjten, mens de unge munke kun får lov til at øve sig på en træpind uden lyd. Alle har de dybrøde stofstykker viklet om sig som beklædning og hovederne er kronragede. Høfligt kaldes vi tilbage til undervisningen. Pausen er ovre. Munkene nyder at dele deres livsfilosofi og -erfaring med os og er ivrige efter at videregive deres viden, samtidig med at de vil være helt sikre på at vi forstår det, så der er af og til lange udredninger og metaforer, som man skal holde tungen lige i munden for at få med. Men spændende er det. Disse tre mænd har viet deres liv til at være gode mennesker. En af dem sammenligner dét at være munk med at uddanne sig til ingeniør. I stedet for at konstruere broer og veje er det hos munkene sindet det drejer sig om. Gennem meditation og refleksion opbygger man et stærkt sind og bliver derigennem et godt og elskende menneske.

Selv sidder de tre i samme stilling uden at se ud til at mærke nogen form for ubehag i de to timer lange lektioner, vi har af gangen. Det er åbenbart kun os hvide, der ikke fra barnsben er vænnet til denne smidighedskrævende stilling, som har kvaler med at holde den. Men hvis det er vejen til at blive et godt menneske, burde man måske gøre det noget oftere. Så må knæene brokke sig.